
På Hotel Loisium i Nederøstrig kan ægte vin-connoisseurer nyde raffineret Vino-terapi, hvor de helende indholdsstoffer fra druer og druekerneolier skaber en mangfoldig palet af spændende behandlinger. Vinens generøse virkning på krop og sjæl bruges bl.a. i „Barrique Bath & Body Wrap“, og ”Drue-aroma-badet”. En blid krops- og fodmassage med ren druekerneolie afrunder gæsternes rejse i det dionysiske univers.
Afslappende bade i vin er dog kun én af mange muligheder. Østrig er berømt for sit gode øl, og de effektive behandlinger med den magiske bryg har en lang og veldokumenteret historie. De helseskabende egenskaber i humle, malt og hvede blev beskrevet allerede i middelalderen, hvor øl blev kendt for bl.a. at fremme blødgennemstrømningen og give håret både styrke og en smuk, naturlig glans.
De traditionelle principper er siden forædlet igennem århundreder. På Seefelder Hotel Diana kan gæsterne nyde perfekt tempererede bade, og lade hveden udfolde sin helbredende virkning mod en række hudlidelser, mens humlen yder effektiv hjælp mod bl.a. søvnproblemer. Kærligheden til den varme øl dyrkes også på Gasthaus ”Zur Kirche” i Waldviertel Kottes, hvor ufiltreret Zwickeløl og vitamin B1 og B2 udgør kerneingredienserne i ”Bierzuber-badet”. Efter opholdet i det gavmildt skummende boblebad kan de besøgende, indhyllet i duftende rent linned, døse videre på et blødt leje af hø.
På Thermen Laa kan gæsterne gå på opdagelse i øllets alsidige verden ved særlige øl-wellnessweekender. Her kan man bl.a. prøve Hubertus-ølhvedekuren, en 50 minutters behandling med naturlige råstoffer fra det nærliggende Hubertus-bryggeri.
Øl og vin er dog langt fra de eneste ingredienser fra Østrigs kulinariske verden, der har fået nyt liv i wellness. De grønne østrigske enge og mange græssende køer har i århundreder produceret den mest vidunderlige mælk. Det har bl.a. inspireret Hotel Sonnenhof i Salzburger Land til kærnemælks-bade, hvor mælkens naturlige konsistens regenerer huden og gør den blød og smidig. Men de frodige marker er også arnestedet for kartofler, der er berømt for sine mange gode indholdsstoffer som kalium, kalcium, magnesium samt jern og kobber og en række vitaminer. I Rankleiten i det overøstrigske Almtal finder du et Erdäpfel-Landhotel med speciale i kartoffelbehandlinger, og her kommer alle rodfrugtens mange egenskaber til sin ret - f.eks. i velgørende peelings.

Et hotel som taget ud af et eventyr! Gæster på Hotel Gams sover på en seng af blomster og bader i fløde, chokolade og honning. Og par har masser af tid til at hygge sig og nyde hinanden.