Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig
close
Please choose your country:
Or choose your language:

Blaue Gans - et kunsthotel

Salzburgs er en god blanding af trendy designhoteller, hotte barer og de gamle bygninger i Unesco’s fredede bymidte. Kultur er mange ting og Salzburg har et bredt sortiment.

Hotel Blaue Gans er ikke designhotel, men kunsthotel © Susser Feit

Hotel Blaue Gans i Salzburg

Hotel Blaue Gans i Salzburg på kortet

I midtbyen ligger stadens smarteste hotel ved navn ”Blaue Gans”, og er den kreative arkitekt Chr. Prasser`s værk.  Eller rettere hans nyindretning af byens suverænt ældste kro, for de gamle mure har huset overnattende gæster siden 1569. Se lige skiltet med den fine gås udenfor... Historisk atmosfæreproppet er her - og samtidig totalt smart. Det er her du møder de checkede typer, de frisindede, de kunstneriske kapaciteter og alle fra IT-, film-, musik- og mediebranchen. Men hvem som helst er velkommen, familier såvel som rockstjerne wannabees, for som de siger på hotellet: ”Nutidens luksus er, at kunne være uforstilt”. 

Stemningen er afslappet, med et nip boheme på første klasse. Og værelserne checkede med retlinede møbler i flot træ og de lækre badeværelser. Det nye design er rammet ind af de gamle rum og krydret med jævnligt skiftende kunstværker og installationer, overalt på gange og trapper og værelser. Selv om du ikke bor der, er det et super sted at tage en drink eller en frokost i gårdhaven mellem de rå og grå klipper, der synes allestedsnærværende, her i det indre af Salzburg.

Der er en interessant og skøn spænding mellem barokbyens velholdte historiemættede sjæl – og alt det spritnye kreative, der popper op. I kunst, køkken og byggeri. Ikke fordi Salzburgerne har til sinds at mase den Unesco fredede midtby til side - den er vidunderlig, og deres erklærede stolthed - men fordi unge kræfter og kreativitet supplerer byens gamle værdier med nytænkning.

Her er designrestauranter og hot spots på café og natklubfronten. Ligesom der hvert år udpeges en velrenommeret ung international kunstner, der får til opgave at skabe et moderne kunstværk, der opstilles i byen, hvor alle kan se det. Det skaber altid heftig debat og det er ren underholdning at følge diskussionens brusen i medierne omkring værket. Det er karakteristisk for byen: Man bevarer det historiske, man tænker nyt - og intet af det går for sig uden heftigt engagement.

Besøg Hotel Blaue Gans