Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig
 
 

Den grønne ring – en vej, der går nye veje

Bjergene omkring Lech er vaskede, barberede og friserede med en kam. Det må de være. Alt i og omkring Lech er så nydeligt og så velplejet, at man må tro, de lokale aldrig nogensinde sidder ned.
Selv på områdets 250 km afmærkede vandrestier er der ikke et græsstrå, der generer spadsereturen.

Par på smuk bjergvandring i Lech am Arlberg © Metha Loumann
 

Lech am Arlberg

 
 
Betagende terræn
Det nyeste skud på stammen af vandreveje er ”Der grüne Ring” - den grønne ring. Det er en vandresti, der starter i Lech og slutter i Lech. Eftersom det er en ring, kan man naturligvis stige på, hvor man vil. Turen går gennem nabobyerne Zürs og Zug og passerer gennem et fuldstændig betagende terræn med masser af blomster, køer, murmeldyr – og udsigt. 

Meningen med at gå på den grønne ring er at man skal slappe af. Om vinteren er den grønne ring hvid og er nærmest blevet en institution blandt skiløbere. Her handler det om fart. Men om sommeren handler det om nydelse og afslapning – for hele familien. Den grønne ring er i modsætning til den hvide ny. Den stod klar til brug i sommeren 2010.
 

Man kan tage hele eller dele af den, alt efter energi, alder og behov. Men uanset hvilken distance, man vælger, er naturen helt utrolig smuk og pæn – eller ”herrenice”, som det lyder, når man er 13 år, og har fundet ud af at man faktisk godt gider vandre (lidt). 

Dus over 1.000 meter
Når man kommer over 1.000 meters højde bliver alle dus, siges det i Østrig. Og der er da også kun venlige mennesker at spore, når man vandrer. Selvom det ikke er mange, man møder. Til gengæld er der mange nysgerrige murmeldyr. De har ikke travlt med at komme væk, men skynder sig alligevel i dækning i deres huller under jorden, selv når man nærmer sig forsigtigt. De evigtgumlende køer er nærmest ligeglade med ens eksistens.  

Mytologi i bjergene
Lech by har gjort en del ud af at gøre den grønne ring til en slags mytologisk projekt. Så ringen er efter sigende fyldt med hemmeligheder og mystiske væsener. Man kan ikke se dem med det blotte øje, men i stedet kan man medbringe bogen ”Ein Samurai aus Kriegerhorn”.  Det er en slags litterær vandreguide om den grønne ring af forfatteren Daniela Egger fra Bregenz. Bogen skal hjælpe vandreren til at åbne øjnene for alt det, man ikke umiddelbart kan se 

Biblioteksbesøg indlagt
På den grønne ring er der sat bænke op, hvor man kan tage et hvil, filosofere og læse lidt i bogen.For at understrege, at den grønne ring er et kunst- og kulturprojekt er der sågar indrettet et lille bibliotek i et af køernes gamle læskure, hvor man kan læse historier for de små eller kigge i bøger, ganske vist på tysk, men så kan man jo medbringe sin egen.  

Den grønne ring bliver fortsat udbygget trin for trin blandt andet med små kunstinstallationer af kunstneren Daniel Nikolaus Kocher. Og med tiden bliver ringen også installeret med små kabiner til overnatning. 
 

Men først og fremmest skal man gå turen for naturens skyld. For her er højt til loftet. Man skal nyde blomstervældet, hvoraf langt de fleste er en del af naturens eget medicinskab, man skal gå over bjergrygge, gennem dale, forbi bjergsøer og vandløb med vandfald. Man skal trække vejret dybt ind og man skal stå stille og kigge på den fantastiske udsigt, der gør én helt blød i knæene. Der bliver også passet godt på den i Lech!
Print Anbefale TilføjTilføjet
By activating theses fields, information will be sent to Facebook, Google or Pinterest in the USA and can be used and stored by these companies. Settings
Activate permanently and allow data transmission
By activating theses fields, information will be sent to Facebook, Google or Pinterest in the USA and can be used and stored by these companies.
 

Lignende artikler

 

Vandring i smukke Lech

 
 
 

Flere artikler om Lech Zürs

 
Lech og Zürs - eksklusiv vintersport
Lech Zürs - for vintervandrere og kulturelskere
 
 

Flere artikler om St. Anton am Arlberg

 
På ski i St. Anton am Arlberg - et sneeldorado for freeridere
Vinteraktiviteter uden for pisterne i St. Anton am Arlberg
 
 

Vorarlberg: Arkitektonisk iøjnefaldende bygninger

 

Hotel Gasthof Krone
Hittisau

Hotel Das Schiff
Hittisau

Hotel Gasthof Hirschen
Schwarzenberg

Gasthof Post
Lech

Naturhotel Chesa Valisa
Kleinwalsertal

Hotel Post 
Bezau

Hotel Gams
Bezau

Hotel Krone
Au

Hotel Am Holand
Au

Sonne Lifestyle Resort
Mellau

 
 

Feriespecialisterne

Nyhedsbrev

  • Få gratis tips og ideer til ferien, gode tilbud og deltag i konkurrencer.
  • Tilmeld nyhedsbrev