Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig
close
Please choose your country:
Or choose your language:

Jeg er så glad for min cykel...

En enkelt formiddag, og du er forvandlet fra hyggecyklist til tough cykel-tiger her på mountainbike-pisterne i Wagrain. Prøv det – og bliv hooked.

Mountainbiker på mountainbikebane i Alperne - Wagrain © Susser Feit

Man tager åbenbart et par typer, der kunne være roadies for et heavy metal-band eller et par børster, henne fra Tattoo Jack i Nyhavn. Sender dem i benhård træningslejr og stopper dem i en Terminator-agtig dragt, benskinner samt en Formel 1 hjelm... Sådan tænker jeg, da jeg studerer klientellet her i Bikeshoppen, hvor man lejer udstyr, booker guide og ture i den forrygende seje ”Mountainbike Park Wagrain”, lige udenfor døren.

Ved nærmere eftersyn er det imidlertid helt almindelige og venligsindede mennesker, der blot er pænt snavsede og hensigtsmæssigt klædt til den rå tur, de netop har taget ned ad bjerget. Du kan køre kilometervis af cykelture på smukke bjergveje omkring Wagrain. Lige til gå til - mange hoteller har endda cykler til udlån. Men her i den specialbyggede bikepark ved ”Flying Mozart” kabineliften, er der altså udfordringer at hente! Det er ligesom de funparks, du finder på pisterne om vinteren, hvor folk ikke bare står på ski og board, men også springer, hvirvler omkring sig selv og slår saltoer… Det gør de så også om sommeren, blot på cykel. Og ned ad så bratte bjergsider, at begrebet ”Mountainbike” virkelig giver mening!

Der er ikke meget smilende landvejskørsel med flagrende sommerkjoler over cyklingen her. Så er det sagt. Til gengæld flagrer det med biker-udtryk som ”Monsterwall”, ”Old single track”, ”Drop down” og ”Dirtline tables”, og overalt i shoppen hænger der hårdkogt udstyr, tøj og solbriller, som mine unger straks kaster sig over, med ungdommelig sans for avanceret sportsudstyr. Inden jeg kan nå at sige ”cykelklemmer”, har min datter spottet en Ninjaturtle -agtig bluse med skuldre ala amerikansk fodboldhold. Og en grim kasket.

Se, hun ligner allerede en rigtig biker,” siger personalet i shoppen begejstret.  ”Er det sådan noget man skal have på?” spørger jeg naivt, og føler mig lidt tantet, i mine nystrøgne lærredsbukser…

Men frygt ej. Du kan snildt prøve kræfter med sporten, uden hårdkogte Tour de France lår. Og alt udstyret lejer du her. Der findes også en lille øvebane, erfarer jeg taknemmeligt, da vi har fået bugseret de lækre, robuste cykler op med ”Flying Mozart” liften, sammen med et checket slæng, der skal ned ad de stejleste pister, proppet med hop, loops og skråvægge af træ, hvor man nærmest ligger vandret i svinget… Dem om det, tænker jeg. Vi står af ved mellemstationen i 1.244 meter højde, hvor øvebanen ligger. Her får man lejlighed til at vænne sig til cyklen, der er livlig, hurtigt reagerende og med langt mere affjedring og bremsekraft end min trofaste 3 gears Mustang, købt hjemme i Super-Brugsen. På tilbud…

Ring i god tid for at booke plads på det ugentlige ”Schnupperkurs” der er en 2,5 times introduktion til cyklerne og parken. For 25 euro får du guide, cykel og udstyr samt liftturen op. Så er du i sikre hænder og ingen forventer, du har styr på noget som helst. Trives du, kan du blive resten af dagen på egen hånd. Børn over 10 år er velkomne.

Er du af hunkøn, så undersøg lige hvornår Bikeparken holder ”Ladies Day”. Her koster det hele kun det halve, men det er dobbelt så hyggeligt,”  forsikrer Ezzter mig! Efter min mening kan det nu komme ud på ét, for det er umuligt at se, om det er mænd, kvinder, børn eller cyklende schæferhunde, i den mundering. Hvis du vil have mine bedste tip, så kommer de til gengæld her: Prøv det, også sammen med dine børn, hvis de er cool og i god form. Men start med introkurset. Tag altid en guide – og glem bare alt om at stryge dine lærredsbukser…