Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Østrig for tøsedrenge, tudekiks og teenage-piger

Klatreture for voksne og større børn. For en familie med højdeskræk kan det virke lettere modsætningsfyldt at tage på klatretur i bjergene. Men i Østrig gælder det også om at udfordre sig slev og skubbe til nogle grænser.

Klatring i Kitzbüheler Alpen © Metha Loumann

Kitzbüheler Alpen

Kitzbüheler Alpen på kortet
Servus, lyder hilsenen fra den lidt indesluttede og fåmælte bjergfører. Hans udseende og oppakning fortæller os, hvad vi har i vente. Navnet på hans firma gør det ikke bedre: Club Vertikal. Klub Lodret! Når man er en familie på 4, hvoraf 4 lider af højdeskræk, er dette en direkte udfordring af dødsangsten.

Vi er på vej til Ellmau, som ligger i Wilderkaiser-massivet i den østlige del af Tyrol. Vi er otte, inkl. bjergfører Dieter Antoni. Vi skal på klatretur. Det er en angstfremkaldende tanke.

Fokus på udfordringen
Vi er nået frem og bjergfører Dieter pakker klatregrejet om, så vi kan bære det op til ”muren”.  Foran os er en stejl gåtur på småsten op i 1300 meters højde, tilfældigvis på en dag med 36 graders varme! Allerede her skal vi begynde at fokusere på udfordringen foran os: Vi må ikke løbe, ikke hoppe, og skal hele tiden se efter, hvor vi træder.

Vi laver opvarmningsøvelser på stien, hvor vi lærer at gå fra stor sten til stor sten. Vi møder en del vandrere undervejs. (Bare det dog var det, man skulle.) Amatører som vi er, har vi alle sammen løbesko på.

Følelsen af afmagt
Og der hænger man så, klistret til klippen. Med reb om lårene og et reb sat fast i en talje om maven. Det kan godt være, at den lodrette klippe, vi skal bestige, kun er 15 meter høj, og at enhver tilskuer med bare en lille smule erfaring vil trække overbærende på smilebåndet og måske endda fnise ved denne undselige højde. Men følelsen af dyb skræk, afmagt og af at have mistet grebet er altså reel nok. Selv kun ti meter over klippefast grund. Hver en nerve i kroppen er i alarmtilstand. Musklerne sitrer. Enkelte af dem er så spændte, at de har nået udmattelsesgrad. Vejen op er uindtagelig og nedenunder venter døden.

”Rolig nu” lyder det overbærende nede fra den flinke bjergfører. ”Husk, hvad jeg har lært dig.” Nå ja. Brug fremspring og forskelligheder i klippen, studer klippen, bevæg dig langsomt med små skridt, gå lidt tilbage og frem igen, hvis du er endt i en blindgyde, sæt ALDRIG fingrene ind i kramperne på væggen. Ups! Træk ikke med hænder og arme, men sæt af med ben og fødder. Jeg kan ikke!!!

Toprope-klatring
Det, vi er udsat for hedder toprope-klatring, fordi rebet, der er spændt fast i karabinhagen på maven, er fastgjort foroven og hænger ned langs klippen, hvor Dieter står og holder fast i det. Dieter startede klatrekurset med at klatre op med fingrene uden sikkerhedsbælte for at sætte tovene fast øverst oppe. Vi lader, som om vi ikke har set det.

Alle har til at begynde med lært at binde et ottetalsknob. I dag er et knob så godt som erstattet af karabinhager. Ikke desto mindre er det noget, man bare skal kunne. Og man skal huske at kontrollere hinanden. Det kunne jo som bekendt være fatalt, hvis…jo tak!

Abseiling
Som om vi ikke har gjort det så rigelig godt og er fuldstændig fyldt med mælkesyreskræk, vandrer vi efter frokost endnu højere op. Nu skal der nemlig rappelles, eller rettere abseiles, som det hedder. En kolos af et bjergstykke er udgangspunktet. Abseiling-teknikken bruges af klatrere, hvis en klippe er for stejl eller for farlig at stige ned ad uden beskyttelse.

Yep, der findes også en teknik hvor man vender hovedet nedad mod dalen. Vi vender heldigvis ryggen til dalen. Udfordringen her er, at man, når man står på toppen, skal lade sig falde bagover med rebet i hænderne ud i vandret position. Jeg gentager lige: Lade sig glide baglæns ud over en klippevæg, der er så stejl, at den går indad, og derfor forsvinder ind under én.

Jeg er så langt nu, at jeg er begyndt at foragte døden. Ork, man skal bare lade sig falde. Og det er vildt berusende at styre sig selv ned af klippen.

Vi har igen fast grund under fødderne. Alle fire har gennemført, mere eller mindre elegant. Man spørger sig selv, hvorfor vi dog gør det - os, der bor i et land uden høje bjerge og får rystelser bare af at stå på en trappestige. Men det er vel samme trang, som den, der driver folk op på toppen af Grossglockner. Det er grænseoverskridende, stærkt udfordrende og sjovt. Vi troede, vi var de største klatretudefjæs på østrigsk klippegrund. Det er vi ikke. Og hvor er det skønt.