Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig
close
Please choose your country:
Or choose your language:

Et sted hvor alt kan findes

Det er ikke tilfældigt, at det ofte siges, at Balkan begynder i Wien. Går man en tur igennem “Wiener Naschmarkt“ og fortsætter man – om lørdagen – videre til det nærliggende loppemarked, så opdager man hurtigt hvorfor.

Nattemarked i Wien © Wien Tourismus

To store handelsruter krydsede engang hinanden i Wien. Den ene var ”Bernsteinstraße“, der forbandt Nordeuropa med Sydeuropa, mens den anden – Donauruten – forbandt øst med vest. Allerede for århundreder siden var Wien en central handelsplads for varer fra hele Europa. Varerne blev bragt både til vands og lands, og specielt eksotiske fødevarer var særligt populære. Derudover forsynede de lokale landmænd den tidligere kejserlige hovedstad med specialiteter fra provinsen. Alle disse herligheder blev tilbudt på „Aschenmarkt“, der i løbet af det 19. århundrede skiftede navn til ”Naschmarkt” pga. de mange fristende varer som grøntsager, frugt og slik.

I 1920’erne fik de handlende små forretningslokaler, så de ikke længere behøvedes at bygge deres stande op og ned hver eneste dag. Selv når vejret var dårligt var både fødevarerne og de handelsdrivende langt bedre beskyttet, og det var en skelsættende forandring for helårsmarkedspladsen. Nu blev varerne solgt i tre smalle kolonner akkompagneret af en øredøvende larm fra de ivrige sælgeres råben. 

Balkanstemning med friske og sjældne råvarer
Lige siden handler hele Wien på Naschmarkt og forhandler om priser på de friske og til dels sjældne råvarer. En gåtur fra Sezession ved Karlsplatz hen til Kettenbrückengasse henover hele markedspladsen lader fordums tider leve op, og overalt mærker man den typiske Balkanstemning. Der er fyldt med fåreost, oliven, wasabinødder eller friske dadler, og overalt hører man sætninger som ”smukke kvinde”, ”unge mand”, ”vil den herre ikke prøve?” eller ”vær så god, hvad kunne du tænke dig?”.

Turen går forbi de nordiske fiskestande, lokale grøntsags- og frugthandlere, der bl.a. sælger sjældne, næsten forsvundne sorter og forbi ”Gemüse-Edith”, der har nye friske svampe med fra Burgenland…fristende dufte kommer fra de orientalske og asiatiske småforretninger, og ”Käsehütte” frister med eksklusive oste som f.eks. norsk karamelost eller korsikansk Brin d’Amour. Bagerier, markedsstande med kød og fisk, eddikespecialiteter er alle sammen med til at skabe en basar-stemning, der nærmest ikke kan være mere livlig.  

Og hvis man ikke passer på, får man indkøbskurven fyldt med lækkerier meget hurtigere end planlagt. ”Casanovas Antipasti” byder på uendelige variationer af forretter, ”Bio-Welt” og ”Ayurveda Coast” forfører med et rigt tilbud af sunde velværeprodukter, mens blomster og krydderurter fra Østrig stråler om kap.  

Delikatesser fra Persien gør deres til, at alle sanser glædes – tørrede stjernefrugter, babykiwier, berberis, nødder, figner eller arabisk chokolade. Hr. Reza fra “Kaspien-Markt“ lader gerne sine kunder smage, og den tidligere arkitekt er altid god for en snak og fortæller gerne om Persiens sidste Shah’s livret, der bl.a fik berberis-ris en gang om ugen. Opskriften giver han gerne videre på engelsk.  

Traditionsforetagender der sætter kvalitet og særpræg i højsædet 
Ahmad Maan, som er søn af en naturlæge fra Bagdad, fører familietradition videre på Naschmarkt og sælger krydderier, tee og olier i sit ”Kräuterhaus”. Kardemommefrø, ingefær, mistelten eller det ”marokkanske guld”, arganolien – har alt sammen en specifik virkning på kroppen. Den altid glade iraker fremstiller gerne specielle virkemidler alt efter behov, f.eks. hjælper arabisk røgelse på hukommelsen. 

Gegenbauer er et traditionsforetagende i Wien fra 1929 og har to attraktive stande på hver sin side af Naschmarktgasse. Til venstre dufter der af fin eddike – grundlæggerens barnebarn har forsket lidenskabeligt i nye eddikesorter, der kan prøves på standen. Eddike af almindelig røn, pærekvæde eller abrikoser modner i glasballoner, og i nogle gourmetrestauranter benyttes de ikke kun til at forfine retterne. Her serveres de som ikke-alkoholisk digestiv, fordi de 60 delikate sorter af den ædelsure drikkeeddike virker basisk på kroppen dvs. syrenedbrydende.      

Gegenbauers kaffe- og kornkværne befinder sig lige overfor. Her ristes kaffen på tre måder – som ”morning”, ”Naschmarkt” og som ”Evening”. Men også korn, der ristes ved lave temperaturer udvikler delikate smagsoplevelser. Hertil får Gegenbauer økologiske landbrug til at dyrke gamle kornsorter som f.eks. hveden emmer eller enkorn, der er blandt de ældste dyrkede kornsorter. De opfindsomme og sunde ristede afgrøder har for længst holdt deres indtog i mange af landets køkkener.     

Fra blomsterstande til multikulturel gastronomi 
I slutningen af Naschmarkt tæt på Kettenbrückengasse er den iøjnefaldende blomsterstand ”Hopf Rosen” placeret, der satser på frilandsroser fra Østrig heriblandt også spiselige roser. Den særlige rose ”Christine Hörbiger”, der dyrkes til ære for den østrigske tv-stjerne, findes ligeledes her.

En tur henover Naschmarkt gør det ganske tydeligt – på det traditionsrige marked finder man ikke kun de nyeste trends, her mødes typisk Wiener stemning med orientalsk flair, og turen bliver til en kulinarisk og kulturel verdensrejse. Og sådan har det efterhånden været i otte årtier.  

Hver lørdag er der desuden et landmarked med friske lækkerier fra den nærmeste omegn. Og fordi man bliver sulten af at handle, og fordi de friske produkter og den høje kvalitet nærmest beder om at blive forvandlet til herlige retter, er den ene af rækkerne på Naschmarkt blevet til en restaurations-kolonne med samme høje niveau og mangfoldighed som resten af Naschmarkt.

Her er der gastronomi for enhver smag. Ædle fiskerestauranter, sushi og asiatisk, det klassiske Wiener køkken, italienske grillspecialiteter, pasta, palatschicken (pandekager), græske specialiteter til det multikulturelle køkken, der finder inspirationen blandt Naschmarkts delikatesser. Da maden virkelig er god alle stederne, er de små restauranter som regel stuvende fyldte. Om sommeren er der også rigtig meget gang i den om aftenen, fordi restauranterne som noget nyt holder åbent til midnat.

Mere information: