Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Gourmetdalen på grænsen

Man spiser godt i den - næsten - hemmelige dal, i det allernordligste Østrig. Og nu spreder rygtet sig, så nysgerrige gourmeter finder vej til Kleinwalsertal.

Østrigske pølser fra Kleinwalsertal © Susser Feit

Kleinwalsertal i Vorarlberg

Kleinwalsertal i Vorarlberg på kortet

De er nogen rigtig madører i Kleinwalsertal.  Her er hjemmelavede retter af lokale lækre råvarer, masser af økologi samt biohoteller og – restauranter, der dedikeret overholder egne mega-høje krav til kvalitet og omhu i tilberedningen. Så de kan se både kunder og kvæg i øjnene med ren samvittighed. Det er ikke fordi de er hoppet på nogen miljøhensyn- eller dyrevelfærdstrend. Næh, sådan har det såmænd altid været… Måske fordi Kleinwalsertal er afsondret fra resten af Østrig, ved grænsen mod nord. Man kører ned i dalen fra Tyskland, og vil man videre, er det til fods over bjergene. God tur! For de gæve Walsere vil ikke have deres smukke dal med 4 landsbyer på stribe, lavet om til travl gennemfartsvej. Så de nægter at bygge tunneler eller vejanlæg over passet.

Denne afsondrethed lærte de gamle walserbønder at stable deres egen produktion af fødevarer på benene, hvad der ikke var svært, for her er spruttende frodigt med fine forhold for malkekvæg, svin, geder og andre husdyr til alt fra mejerivarer, bacon og kød. Ligesom klimaet er godt til meget frugt, grønt og især urter. Læg dertil vildt i sæsonen, og scenen er sat for skønne måltider.

Jeg sidder ved morgenbordet på Naturhotel Chesa Valisa, et såkaldt Biohotel, der har forpligtet sig til 100 % biodynamiske eller økologiske produkter, og til at fremstille alt fra grunden. Dybfrost er bandlyst. Og der er jævnligt kontrol med, om reglerne overholdes.

Oversat til livsglæde, kan jeg på denne smukke sommerdag nyde min fairtrade kaffe med nymalket mælk, en skål fløjlsblød yoghurt fra dalens egne køer, med økologiske nødder og ravgylden honning, fra lokale bistader. Brødet er bagt af groft friskmalet mel og juicen presset af frugt, der aldrig har hørt ordet overfladebehandling. Og på aftenens salatbuffet stod min favorit: Husets aromatiske grønne græskarkerneolie, nypresset at kærner fra svogers græskarproduktion.

Selv rengøring og linnedvask er økologisk. Poolen er klorfri og ved håndvasken ligger fed og duftende honningsæbe. Og så er der ture på mountainbike og kurser i yoga, Tai-chi, Nordic Walking og meget andet, for gæsterne. Det er den pure sundhed! Men rolig nu, der ér også chokoladekager i cafeen – store – og heftige cocktails i baren. Og hver uge arrangeres vinsmagning af de, naturligvis, økologiske vine. Så det er både mave, krop og sjæl, der får en ordentlig tur i nydelseskarussellen.

For resten kan du gratis låne mountainbikes, hvis du lader bilen stå i garagen under opholdet, for at skåne bjergluften for forurening. Det er imponerende gennemført, og man kan mærke, hvordan man tanker op på overskudskontoen, dag for dag!

”Uden ost, uden kød – er der ikke meget ved livet” står der, frit oversat, ved træboden i Riezlern by. Walser Buura, hedder den, og her køber du bjergost fra alpekøernes mælk, honning, gele af høsirup, der er overraskende godt, og marmelader af bær. Godt øl og naturligvis en ”Buura–burger”. Alt er lokale, økologiske specialiteter, for Walser Buura er en flok småproducenter, der holder disse dyder i hævd sammen med traditionel landskabspleje og pleje af vildtbestanden. Få fat i brochuren ved standen, eller på fredagsmarkedet hele sommeren i Hirschegg by. Den giver god viden om dalens og bjergenes naturlige fødevarer produktion, og adressen på de mange bønder, der både sælger i stalddøren og leverer her til standen.

En af dem er unge Christian Beck, hvis hjemmelavede charcuterivarer er uforlignelige. Han ryger skinker og fremstiller prisbelønnede pølser og andet godt i Hirschegg, hvor han og hans kone, Anna, også har et B&B. Vi har spurgt, hvad der er, der gør den lækre kvalitet:

”Det er fordi dyrene har det godt, og får næringsrige græssorter med mange urter, på vores frodige, usprøjtede alpesider, hvor de går og hygger sig. Intet kraftfoder. Det smages i både mælken og kødet. Og så er der højst 10-15 minutter til slagteren i Oberstdorf, for enden af dalen, hvor der kun slagtes ganske få dyr ad gangen. Så de ikke bliver stressede,” forklarer Christian.

Metzgerei Beck, som stedet hedder, fremstiller de skønne skinker, pølser og andre lækkerier til dalens restauranter og hoteller, af dalens egne råvarer: ”Der er så kort vej fra gård til bord, at nogle restauranter skriver på spisekortet, hvilken gård kødet stammer fra,”, forklarer Christian, der også er begyndt at sælge på nettet, for det kan sagtens sendes.

Prøv endelig den rustikke mørke ”Kaminwurz” af svine- og kalvekød. Det er stærkt røget salami med en god sjat rom. Eller den præmierede ”Rauchzipfl”, der er lækkert krydret med hvidløg og urter fra alpen derude.

Der er også ”Hirschwurzen” af hjortekød med god honning – uhm - og de uimodståeligt skønne ”Landjägere”, der kommer i par. De er firkantede og giver et herligt knæk når man bider af dem…

Den røgede hjorteskinke er ikke billig, men rækker langt, når man skærer den papirtyndt til delikate alpetapas: Tril skiverne og sæt en tynd pind igennem med en syltet miniagurk. Fantastisk sammen med gode oliven. Køb bare rigeligt med hjem, for det holder fint, vakuumpakket og er skønne ferieminder, sammen med honningen og græskarkerneolien fra Chesa Valisa.

Kleinwalsertal ligger i den østrigske delstat, der hedder Vorarlberg. Udover Kleinwalsertal byder Vorarlberg på fantastiske sommeroplevelser mange andre steder. Du kan finde meget mere om delstaten og alt hvad der tilbydes på www.vorarlberg.travel