Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Vinlandet Østrig - Store vine med personligt fingeraftryk

Selvom kun en procent af verdens vinproduktion fremstilles i Østrig, er Østrig et anerkendt og velrenommeret vinland. Vinfremstilling i Østrig er en antik dyd, der kan spores helt tilbage til ca. 700 f.kr., men særligt i løbet af de to sidste årtier har østrigsk vin vundet international anerkendelse og en lang række fornemme priser.

Austrians Wine Regions
En gammel tradition med international succes

Vinfremstillingen i Østrig er en gammel og stolt tradition, og den dag i dag er produktionen stadigvæk struktureret i små enheder. De fleste nuværende vingårde var oprindeligt blandede landbrug med afgrøder eller kreaturdrift, og godt halvdelen af dem råder over opdyrkningsarealer på under fem hektar. Derfor producerer de små vingårde ikke store mængder, og det kan være en ulempe for handlen og eksporten. Til gengæld har produktionsformen med mange små vingårde og mellemstore vingodser resulteret i den enorme mangfoldighed og de meget individuelle vine, der i dag kendetegner Østrig som vinland. Vin fra Østrig er derfor ikke et masseprodukt, da hver flaske bærer den enkelte vingårds fingeraftryk. Ydermere er de handelsmæssige ulemper delvist blevet opvejet af dannelsen af de såkaldte DAC’er (Districtus Austriae Controllatus), dvs. beskyttede områdebetegnelser for bestemte vintyper.

Ideelle vækstbetingelser

Østrigs vindistrikter ligger ved foden af alperne i den østlige del af landet, hvilket giver dyrkningen af vindruerne optimale klima- og jordbundsforhold. Østrig befinder sig i en såkaldt ”Cool Climate”- zone med udprægede årstider og tydelige forskelle på dag- og nattemperaturer. Dette giver på den ene side en meget udpræget aromaudvikling, altså meget frugtige, aromatiske vine, og på den anden side øget syredannelse i de hvide vine og kraftige taninner i de røde vine. Derfor spænder den østrigske vinproduktion vidt – fra den lette, tørre hvidvin, over den kraftige, fyldige rødvin og de sødlige højkvalitetsvine til den perlende Sekt eller Frizzante.

Hvidvine i verdenseliten

Som udgangspunkt er Østrig et hvidvinsland. På godt to tredjedele af de samlede vinarealer dyrkes der hvide druesorter. Paradevinen er uden tvivl Grüner Veltliner, der med sin friskhed og pebber-krydrede aroma er en fornem repræsentant for østrigsk vin. I dag nyder vinen stor anerkendelse i udlandet, ikke mindst i USA, hvor den blot kaldes Grüner. I første række finder man også de østrigske Rieslinger i verdenseliten med Riesling-vine fra Tyskland og Alsace.

Udvalget af hvide vine og druesorter i Østrig er omfattende og en sand smagsoplevelse: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller, Tramineren, Bourgogne sorterne Pinot Blanc, Pinor Gris og Chardonnay. Hertil kommer også vine på druerne Zierfandler og Rotgipfler, der udover et lille område i Ungarn, udelukkende vokser i regionen syd for Wien. Man kan heller ikke sige Østrig uden også at nævne det store udvalg af mousserende vine. 

Det søde guld

De kostbare Hochprädikatsweine er kræs for kendere. Der findes kun få steder, hvor det såkaldte ”søde guld” vokser lige så godt som i det østrigske Burgenland. De klimatiske betingelser rundt omkring Neusiedlersøen er ideelle for den ”ædle forrådnelse”, Botrytis Cinerea. De gyldne og honningsøde Beeren- og Trockenbeerenauslese er et resultat af en møjsommelig gæringsproces, hvilket ikke mindst afspejles i prisen. Det har dog ikke hindret, at de søde dessertvine er specielt efterspurgt på eksportmarkedet.

Eftertragtet rødvin

Mens de hvide vine har en lang tradition, er rødvinens historie i Østrig endnu ung. Men på trods af den korte historie, er østrigsk rødvin eftertragtet. Regionale vine af druerne Blaue Zweigelt, der Blaufränkische og St. Laurent samt internationale varianter af Pinot Noir, Merlot, Cabernet Sauvignon har opnået et så højt kvalitetsniveau, at vinbønderne hurtigt har udsolgt deres bedste vine. Og vinkendere ved, at de må væbne sig med tålmodighed, når østrigsk rødvin gennem års lagring skal give den populære modnede struktur og enestående smagsoplevelse.