Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

SalzburgerLand: Arkitektoniske højdepunkter

Havde hver by en særlig smag, ville Salzburg uden tvivl smage sødt. Ikke kun fordi den berømte Salzburg delikatesse Mozartkugel bliver fremstillet af den fineste nougat og delikat marcipan – men derimod først og fremmest på grund af Mozartbyens charmerende atmosfære. Den enestående sammensmeltning af oprindelig barok arkitektur og moderne arkitektoniske bygningsværker er en unik og imponerende oplevelse.

 © Salzburg Information

SalzburgerLand

SalzburgerLand på kortet

Salzburgs gamle bydel er i dag en del af UNESCOs Verdensarvsliste. Her i de snoede gader fornemmer man tydeligt byens lange historie som kulturel metropol – ikke mindst i Getreidegasse, hvor Salzburgs mest berømte søn, Wolfgang Amadeus Mozart, blev født.

Et af Salzburgs mange charmerende kendetegn er byens "Durchhäuser” – gamle passager, hvor man let kan skyde genvej gennem huse og bygninger. Det er således nemt at forkorte vejen til f.eks. Salzburger Dom og Domplatz, pladsen foran domkirken. Siden 1920 er Hugo von Hofmannsthals teaterstykke ”Det gamle spil om enhver” (på tysk: ”Jedermann”) hver sommer blevet opført som en del af Salzburger Festspiele – og opførelsen er den dag i dag et af byens sociale og kulturelle højdepunkter. Jedermanns stemme genlyder med stor styrke fra fæstningen Hohensalzburg, der fra Mönchsberg troner majestætisk over byen. Fæstningen er den største, fuldstændigt bevarede borg i hele det centrale Europa. Ligeså markant en placering – om end i en helt anden arkitektonisk stil - indtager Museum der Moderne Mönchsberg.  Et enkelt blik på Mönchsberg er således nok til at danne sig et indtryk af Salzburgs allestedsnærværende evne til at kombinere det moderne og det klassiske: På den ene side slottet som vidnesbyrd om byens middelalderlige historie - på den anden side museet, der med sine rene, enkle former viser, hvordan også moderne arkitektur nu har sat sit præg på byen.

Et eventyr for romantiske sjæle
Når man besøger SalzburgerLand, kommer man ikke udenom et af Europas mest eventyrlige slotte: Schloss Mirabell med den prægtige marmorsal, der ikke uden grund tiltrækker et væld af brudepar, som giver hinanden deres ”ja” i de romantiske rammer.  Schloss Leopoldskron derimod blev – ikke mindst takket være sin vidunderlige beliggenhed ved en lille sø – valgt som location for den verdensberømte musical "The Sound of Music". Alle, som har oplevet slottet og de maleriske omgivelser, ved præcis hvorfor.


En gigantisk vinge af glas og stål
Kun et par hundrede meter væk fra denne romantiske scene kan man træde ind i et på alle måder anderledes univers - den ultra-moderne og spektakulære Hangar 7, et prestigeprojekt af "Red Bull" ejeren, Dietrich Mateschitz. Hangaren er meget mere end bare en udstilling af og om historiske fly. Udefra tager bygningen form som en kæmpe vinge, der på trods af sine 1.200 tons stål og 380 tons specialglas synes næsten vægtløs. Inde i hangaren åbner sig en imponerende ”himmel”, hvor teknik, kunst og underholdning på imponerende vis smelter sammen i en højere enhed.

Selvom det kan være svært, er der mange gode grunde til for en stund at løsrive sig fra Salzburg og drage på opdagelse uden for byen.  Mindre end en halv times kørsel herfra ligger den idylliske by Hallein, der med sine charmerende gader, romantiske kringelkroge og nænsomt restaurerede huse rummer et væld af eksempler på Middelalderens arkitektur. På Keltenmuseum kan man få indblik i saltudvindingens fascinerende historie.

Arkitektoniske højdepunkter i bjergområderne
Også i bjergene omkring Salzburg kan man opleve arkitektoniske perler. Grand Hotel de l'Europe i Bad Gastein var ved åbningen i begyndelsen af forrige århundrede et af Østrig-Ungarns største og mest fashionable hoteller, og den dag i dag er bygningen et smukt eksempel på datidens helt specielle nostalgi og charme. En helt anderledes atmosfære finder man ved St. Martin Chalet Resort i Lungau, hvor de hyggelige hytter er indrettet med udpræget sans for den traditionelle arkitekturs mange, smukke detaljer. Hver enkelt af de prægtige træhytter er omgivet af en lille privat have, hvor der i sommermånederne vokser både grøntsager, frugter og urter.

Uanset om man befinder sig i Salzburg by eller SalzburgerLand vil man være omgivet af spændende arkitektur og storslåede naturoplevelser.