Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Vorarlberg: Arkitektoniske højdepunkter

De mange træhuse har sat deres præg på landskabet i Vorarlberg. Arkitekturen er enkel, naturlig og solid - på den ene side forankret i traditionerne, på den anden side åben for omverdenen – præcis som de mennesker, der lever her. Tag med på opdagelse i Vorarlbergs spændende arkitektur og mentalitet.

 © Christoph Lingg

Sofistikeret arkitektur – i pagt med naturen
Når man ankommer til Vorarlberg, fornemmer man med det samme, at dette er hjemstedet for ægte pionerer. Pionerånden er en del af Vorarlbergs mentalitet, og evnen til at tænke nyt ses også tydeligt i arkitekturen: Overalt er respekten for naturen dybt integreret i anvendelse af den nyeste byggeteknologi og miljørigtige løsninger. 

Første stop på den arkitektoniske rundtur er i Vorarlbergs vestlige del, Bregenzerwald, nærmere bestemt i byerne Schwarzenberg og Sulzberg. Her kan man hurtigt danne sig et indtryk af Vorarlbergs arkitektur og byggetekniske kunnen, baseret på områdets mest fremtrædende, naturlige ressource – træ. De mange forskellige træbygninger sætter et markant præg på landskabet.

Unik arkitektur i træ
Tidligere var anvendelsen af træ forbeholdt den del af befolkningen, der levede på landet – men i dag har træbygningerne spredt sig til alle dele af området. Resultatet er en livlig kombination af de klassiske ”Maisäβ-Häuser”, træbygninger med små vinduer og moderne arkitektur, hvor træet findes side om side med andre materialer som store glaspartier og stålkonstruktioner. Et godt eksempel er den nye strømlignede træbygning Feuerwehr- und Kulturhaus i Hittisau, der huser byens brandvæsen og samtidig danner rammerne for områdets kulturelle arrangementer. Som modstykke finder man Juppenwerkstatt i Riefensberg - en imponerende gammel træbygning, hvor tykke træsøjler og store glaspartier spejler kombinationen af gammelt og nyt.

På trods af deres meget forskellige udtryk har alle disse trækonstruktioner ét til fælles: De på en gang rene, diskrete og autentiske linjer i det enkle design. Træk, der ikke bare findes i Vorarlbergs arkitektur – de findes også dybt forankret i den lokale mentalitet. Beboerne i Vorarlberg er imødekommende uden nogensinde at blive påtrængende. De lever tro mod sig selv og i tæt pagt med naturen – men de er samtidig åbne for omverden og nye indtryk. På samme måde er respekten for naturen den røde tråd i arkitekturen, og Vorarlberg rummer et væld af eksempler på bæredygtig anvendelse af den nyeste teknologi og den mest effektive udnyttelse af de naturlige ressourcer.

Europas center for moderne arkitektur
Ikke uden grund bliver området mellem Bregenz og Feldkirch betragtet som centrum for moderne arkitektur i Europa. At få en læreplads som arkitekt i Vorarlberg er lige så efterspurgt som at blive kokkeelev på de fineste gourmetrestauranter. Næste stop på rundturen er Bregenz, hvor byens Festspielhaus og Kunsthaus i stål, glas og beton giver både arkitektur- og kulturfans alt, hvad hjertet måtte begære.

Men det er ikke kun i byggeriet, man finder eksempler på miljørigtig ​​bæredygtighed. Ved operaforestillingerne i Festspielhaus, og når Bregnezer Festspiele opføres, kan gæsterne smage på årstidens økologiske produkter samt de mange delikate lokale oste.    


Arkitektur, natur og Vorarlberg-hygge
Religiøse bygningsværker er ofte eksempler på spændende arkitektur, og det gælder også for den enestående Basilika Rankweil. Den imponerende middelalderlige kirke troner majestætisk på toppen af en bakke, hvorfra den næsten borgagtige bygning er synlig fra områdets mange landsbyer. Har man nydt den mageløse udsigt, har man måske samlet appetit til nogle af de mange lokale delikatesser. I de omkringliggende Gaststuben – kroer – finder man rige mål af den velkendte østrigske gæstfrihed og kulinariske oplevelser. En særlig lokal specialitet er den såkaldte Käsdönnala, et ostebrød. Alle ingredienser er naturligvis økologiske – for det er ikke kun Vorarlbergs ingeniører og arkitekter, som i deres arbejde udviser respekt for naturen. Selv kokkene har sat bæredygtighed på menuen.

Udflugter til moderne arkitektur:
Arkitektur INFORM