Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Rauch-Hof
Insidertips fra Østrigs Turistbureau

I Schilcherland, der er præget af vinbjerge og vinkroer ligger ”helhedskunstværket“ Rauch-Hof. Her bor man idyllisk, spiser fremragende og oplever den særlige kultur.

 © Rauch-Hof

Ikke langt fra Ærkebiskop Johanns tidligere vinområde ligger Rauch-Hof midt i et grønt område. Husets gæster kan glæde sig til de hyggelige lokaler, den skyggefulde have og feinschmecker-køkkenet, der anbefales af Gault Millau og Slow Food Styria. Køkkenchefen Karin Rauch anvender udelukkende lokale råvarer – græskar og asparges dyrkes i egen have, mens de friskfangede ørreder kommer fra restaurantens egen fiskedam. Den matchende vin serveres af værten Willi Rauch, der er sommelier med diplom. Som ”Kulturkro” afholder Rauch-Hof et varierende program med topkunstnere fra hele Østrig f.eks. ”madlavning og læsning” med kendte østrigske forfattere. Og skulle man få lyst til at blive lidt længere, sover man fortrinligt på værelserne i de to tilhørende og istandsatte bondehuse. Husene er indrettet med træmøbler og store velindrettede badeværelser, og et af værelserne i hovedhuset har endda en kæmpe tagterrasse.

Rauch Hofs hjemmeside