Arkitektur i Østrig – fra klassisk skønhed til moderne udtryk

Tilbage i 1967 hævdede den østrigske arkitekt Hans Hollein, at ”alt er arkitektur”. Budskabet var, at arkitektur ikke længere var en kunstart i sig selv, men derimod smeltet sammen med dagligdagens liv. I 1967 lød disse ord måske som profetier, men formuleringen er for længst blevet til virkelighed i Østrig.

 © MQ/Robert Steiner
Østrigs arkitektoniske seværdigheder inviterer på en tidsrejse tilbage gennem de sidste mange århundreder. Som levende bevis på en farverig historie finder man i Østrig et væld af borge, slotte og klostre. Svundne tiders dagligdag bliver med ét nærværende i de mange middelalderlige bykerner, og i hovedstaden Wien vidner et væld af ekstravagante bygningsværker om byens tidligere status som omdrejningspunkt for et stort imperium. Også Salzburg er et fantastisk vidnesbyrd på tidligere tiders gennemtænkt og imponerende arkitektur. Salzburg er nærmest synonymt med barok arkitektur, og byens gamle bykerne er i dag på Unescos liste over bevaringsværdig kulturarv.

Men Østrigsk arkitektur brillerer ikke kun med klassisk arkitektur. Det moderne præg har holdt sit indtog og står side om side med de ærværdige bygningsværker. De stilistiske tendenser i moderne østrigsk arkitektur spænder fra minimalisme og reduktion til dekonstruktivisme og arkitekturen genfindes både i det offentlige rum som f.eks. Wiens berømte museumskvarter og blandt private bygninger. Et fremtrædende eksempel på postmodernistisk dekonstruktivisme er Günther Domenigs Steinhaus i det sydlige Kärnten. 

Alsidig arkitektur med naturen som omdrejningspunkt

Arkitekturen i Østrig spænder over mange stilretninger og er præget af lokale og regionale forudsætninger. Burgenland, som er Østrigs juvel inden for vinfremstilling, er præget af sine varme somre og kolde vintre. Her blandes moderne arkitektur med nutidige byggeteknikker i en smuk symbiose. I Kärnten, Østrigs solrigeste delstat, bærer arkitekturen præg af den mediterrane byggestil med pompøse klassiske villaer ved søbredderne kombineret med moderne penselstrøg.

Hvor de arkitektoniske temaer kan variere fra område til område, forenes de alle i et fælles ønske om at forholde sig til de naturskønne omgivelser og den eksisterende arkitektur. Derfor har de østrigske arkitekter længe været pionerer inden for bæredygtigt, økologisk byggeri. Særligt i delstaten Vorarlberg finder man overalt eksempler på, hvordan miljørigtige løsninger, arkitektoniske finesser og stolte traditioner for godt håndværk samles i en højere enhed. I Vorarlberg er det tekniske forspring markant, og moderne håndværk, rationel udnyttelse af naturlige ressourcer og respekt for lokale traditioner er kendetegnende for den lokale arkitektur.

Uanset om man planlægger sin ferie i Østrig i Burgenland, Kärnten, Nieder- eller Oberösterreich, Salzburg og Salzburger Land, Steiermark, Vorarlberg, Tyrol eller i hovedstaden Wien, kan man vide sig sikker, at der venter spændende arkitektoniske indtryk, hvis man blot sørger for at holde øjnene åbne og ser sig godt omkring, mens man går på opdagelse.

 
 

Feriespecialisterne

Danmark
Tel.: 8088 6784 (toll-free)
FAX: 33 73 08 90
austria@austria.info

Norge
Tel.: 8001 9748 (toll-free fra fastnet telefon)
FAX: 33 73 08 90
austria@austria.info

Nyhedsbrev

Få gratis tips og ideer til ferien, gode tilbud og deltag i konkurrencer.
Tilmeld nyhedsbrev