Gustav Klimt og Kvinderne

Gustav Klimt, der aldrig blev gift og boede med sin mor indtil hendes død, blev kun tre år før sin egen, udsat for endeløse rygter omhandlende affærer med de modeller og overklassekvinder han portrætterede. På trods af fotografier, hvor kunstneren ofte optrådte i kittel og lignede én der frekventerede et munkekloster, og hvor han ofte var alvorlig og distanceret, siges det, at Klimt skulle være far til ikke mindre end fjorten børn født uden for ægteskab.

En anden gåde, er Klimts livslange forhold med Emilie Flöge. Da deres korrespondance blev opdaget, årtier efter Klimts død, syntes det ikke at give nogen ny indsigt i forholdet mellem de to. Korrespondancen var rutinepræget og fyldt med trivielle informationer. Men det var, trods alt, et bevis og et udtryk for en årelang forbindelse mellem de Emilie Flöge og kunstneren.

For en udenforstående var det umuligt at vide, hvad der foregik i kunstnerens kærlighedsliv, og selv for Klimt, hvilket han selv indrømmede på et tidspunkt, var forholdene undertiden svære at holde styr på.

Kvindeportrætter
Hvad ikke kan diskuteres er, at Klimts værker er i en klasse for sig, hvad angår deres hyldest til lidenskaben og erotikken, hvilket kan ses i en lang række af kunstnerens værker – se bl.a. Adam og Eva fra 1917/1918. Klimt begrænsede sig dog ikke til nøgenportrætter af unge kvinde. Han afbildede alle former for femininitet, inklusiv graviditet, alderdom, og tabet af den fysiske skønhed.

I overensstemmelse med datidens overbevisning så Klimt kvindelighed som et naturligt fænomen, og søgte mod at udtrykke den naturlig cyklus bestående af udvikling og forfald i sine kvindeportrætter.

Den “Gyldne Adele“
Portræt af Adele Bloch-Bauer I er uden tvivl kulminationen af Klimt arbejde med kvindeportrætter. Inspireret af den mosaik han så i Basilica di San Vitale (Ravenna) af Kejserinde Theodora, skabte kunstneren et monument til forherligelse af den feminine skønhed. Klimts omfattende brug af bladguld og en klar forståelse for kunsten skaber i synergi den uforlignelige kvalitet, der adskiller Jugendstilen fra lignende kunstretninger i Europa.