
De tidlige år – ca. 150 år siden
Gustav Klimt blev født den 14. juli 1862. Som det andet barn i en børneflok på syv voksede han op i en økonomisk udfordret familie i Wienerforstaden Baumgarten. Han voksede op i en tid kaldet Gründerzeit, en periode hvor den østrigske økonomi blomstrede, og der var derfor rig mulighed for at lade sig inspirere. Trods de økonomiske vanskeligheder levede Klimt-familien i harmoni, og de syv børn forblev tætte gennem hele deres liv. Det lykkedes også familien, selv om det krævede økonomiske kompromiser, at sende den talentfulde Gustav på Kunstskole – Kunstgewerbeschule, som senere er blevet til Universität für Angewandte Kunst Wien. Hurtigt blev han del af en gruppe kunstnere, der arbejde på at udsmykke de bygninger der lå ud til den nye og mægtige Ringstrasse. I begyndelsen af 1880’erne grundlagde Klimt sammen med sine to brødre, Ernst og Franz Matsch, Künstler-Compagnie, og blev herigennem hyret til at skabe væg- og loftmalerier i bygninger rundt omkring i Wien, samt hele det Østrig-ungarske rige. Da Ernst Klimt døde i 1892, blev det samtidig enden på Künstler-Compagnie, men Gustav Klimt var allerede begyndt at søge nye veje. I Wien, da 1800 blev til 1900 og Sigmund Freud var ved at færdiggøre sine banebrydende værker, søgte kunstverdenen også efter nye veje.
Wiener Secession
I 1897 blev Klimt offentlig kendt, da han var med til at grundlægge, og samtidig blev den første præsident for, Wiener Secession, en sammenslutning af en gruppe kunstnere der søgte en fornyelse af kunsten. Udstillingshuset, Secession-bygningen, beliggende på Wiens Karlplatz, blev midtpunkt for den nye bevægelse. I denne periode blev den østrigske kunstverden udsat for de mest iøjnefaldende skandaler hidtil. Det hele kulminerede i 1900 med de såkaldte ”Fakultetsmalerier”, som Klimt malede for Universitetet i Wien, som mange anså som pornografiske. Klimts Beethoven Frieze, malet i forbindelse med den 14. Secession-udstilling i 1902, markerede begyndelsen på en ny kreativ periode, karakteriseret ved ornamentik og den fremtrædende brug af bladguld – den periode kaldes Klimts ”gyldne periode” og kulminerede med maleriet Kysset (1907/1908).
En moderne Pioner
Emilie Flöge, som ejede en modebutik i Wien, skulle blive Klimts livsledsager. Det var Flöge der introducerede Klimt til Attersee, søen der har inspireret nogle af hans mest berømte malerier, og hvor han tilbragte stort set hver eneste sommer.
Efter tre produktive årtier, adskillige triumfer, og hård modstand fra kritikere, døde Klimt den 6. februar 1918 kun 55 år gammel. Han er begravet på Hietzing Kirkegården i Wien.
Gustav Klimt var aldrig glad for at snakke om sig selv. Folk der spurgte ind til hans person blev henvist til kunsten. Trods hans succes, forblev han usikker på sig selv i sociale sammenhæng. Han bar altid en blå malerkittel, hans hår var pjusket, og han talte en dialekt, der tydeligt afslørede hvilket samfundslag han kom fra. Året hvor Klimt døde, 1918, repræsenterede et markant vendepunkt. Samme år måtte verden sige farvel til en række markante kulturskikkelser, så som Otto Wagner, Kolo Moser, og Egon Schiele – og det var samtidig året hvor det Østrig-ungarske rige kollapsede.

Med undtagelse af kunstnerens tidlige værker, malede Gustav Klimt udelukkende portrætter af Kvinder. Disse malerier, sammen med hans tegninger, gør denne kunstner til en af kunsthistoriens største mestre inden for erotikken.
“…fordi jeg frygter og respekterer ægte kærlighed.”
Wien Museum har en fantastisk kunstsamling, der bl.a. indeholder nogle af Klimts fineste værker. Skal du til Wien og er du bare en smule kunstinteresseret, så er Wien Museum helt sikkert et besøg værd -
Se mere her


Nu kan du få din helt egen samling af informationer om Østrig. Surf gennem hjemmesiden og hver gang du støder på noget, du synes er spændende, klikker du på punktet ”Tilføj” i bunden af artiklen. Herefter generes din personlige liste med artikler og informationer.
