Mødet med jernkroppene
Vorarlbergs højeste bjerge er i to år forvandlet til en menneskeskulpturpark. 100 menneskekroppe i massivt støbejern popper op i landskabet omkring Lech.
”Gormleyerne” har de lokale allerede døbt dem, de helt specielle kunstværker som står spredt rundt i Vorarlbergs højeste alpeland for tiden. 100 menneskekroppe i massivt støbejern er placeret på må og få med intervaller fra 60 meter op til flere kilometer. De står hver især nøgne på en lille fod og kigger i alle retninger, men aldrig på hinanden.
Første gang, man møder én af dem, bliver man lidt forskrækket. Det er jo en menneskekrop i naturlig størrelse, og man undrer sig over hvad det er for en person, og hvorfor personen dog står så stille, dèr i den skarpe profil. Når man kommer tættere på, går det op for én, at der er tale om en skulptur, men man kan ligesom ikke bare ignorere den. Den er meget nærværende og vedkommende, og går ikke sådan lige væk.
Lech er frem til april 2012 centrum for intet mindre end en verdenssensation med udstillingen Horizon Field. Horizon Field er titlen - fordi de 100 jernkroppe tilsammen danner en horisontal linje præcis 2.039 meter over havet plus minus 5 cm. Den verdensberømte, engelske kunstner Antony Gormley er manden bag de 100 skulpturer, der står spredt ud over et 150 kvadratkilometer stort område, og som er løftet på plads med helikoptere.
Hvor passer mennesket ind?
Antony Gormley opfordrer vandreren eller skiløberen, der passerer en figur, til at stille sig selv spørgsmålet: Hvor passer mennesket ind? Spørgsmålet skal ses i sammenhæng med at Horizon Field i Lech er naturens og landskabets version af Event Horizon, som er en lignende udstilling på Manhattan i New York, hvor Gormley har placeret 31 menneskekroppe lige midt i bybilledet. Der er også figurer f.eks. i London og sågar i Australien. Der er ingen tvivl om at figurerne opfattes forskelligt alt efter, om man befinder sig i New Yorks hjerte eller i det vestlige Østrigs alper.
Nogle af kroppene her i bjergene kan man gå helt hen til på sin vandretur. Andre står på ganske uvejsomme steder, kan slet ikke nås og kan kun ses fra bestemte vinkler. Det har taget fem år at få udstillingen på plads og mange skulle høres undervejs: Jægere, jordejere, botanikere, skiløbere, miljøforkæmpere og politikere for eksempel.
Figurerne blander sig med landskabet og gør de øde bjergområder befolkede, men på en meget tom måde. Udover jernkroppene er der himlen, floraen og faunaen, hvoraf de største eksemplarer er køer på sommergræs. I modsætning til jernkroppene giver køerne lyd fra sig. Både forfra og bagi samt fra deres bjælder.
Indtryk skifter med vejret
Figurerne står placeret, så lyset og vejret konstant vil ændre skulpturernes udtryk og beskuerens indtryk. De bliver oplevet forskelligt alt efter om man møder dem sommer eller vinter. Det er også hvad kunstneren Antony Gormley håber på:
”Der er intet forudbestemt indhold i udstillingen. Vi får se, hvordan menneskene regerer efterhånden, og hvordan kunstværkerne reagerer på sne, sol, vind og skiftende temperaturer, sagde han i et interview i forbindelse med åbningen af udstillingen.
”Skulpturerne repræsenterer stedet, hvor der engang var et menneske og hvor ethvert menneske kunne være. De stiller de helt basale spørgsmål i livet: Hvem er vi, hvad er vi, hvor kommer vi fra og hvor er vi på vej hen?” forklarer Antony Gormley.