Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Vandreglæde på tværs af grænserne

Beliggende i hjertet af Europa og gennemskåret af århundreder gamle handelsruter - Østrigs smukkeste områder byder på et væld af vandre- og cykelruter på tværs af landegrænserne.

Vandring i Alpe-Adria-Trail, Kärnten ©  Kärnten Werbung/Gerdl
Vandring i Alpe-Adria-Trail, Kärnten © Kärnten Werbung/Gerdl
Vandring ved Berliner Hütte i Zillertal, Tirol © Österreich Werbung/Peter Burgstaller
Vandring ved Berliner Hütte i Zillertal, Tirol © Österreich Werbung/Peter Burgstaller
Vandring med udsigt over Donau, Oberösterreich  © Österreich Werbung/Peter Burgstaller
Vandring med udsigt over Donau, Oberösterreich © Österreich Werbung/Peter Burgstaller

Op og ned ad bakkerne slynger vinruten Südsteirische Weinstraße sig gennem det idylliske landskab, der med sine stejle vinmarker og slanke cypresser har fået tilnavnet „Steirische Toskana“ – Steiermarks Toscana. Geografisk er området dog nærmere det nordlige Slovenien, som man kan ane i det fjerne, hvis man lader sit blik glide langt ud over bakkerne. Prøv at nyde et glas af den udsøgte steiriske hvidvin serveret ved en Buschenschenk –  et udendørs serveringssted med lokal vin og kulinariske specialiteter.

En anden fascinerende rute er Alpe-Adria-Trail, der går fra Hohe Tauerns gletschere til Adriaterhavskysten. Det tager ca. ti dage at vandre hele ruten, og alle, der gør det, får en uforglemmelig oplevelse med brusende vandfald, saftige og grønne enge, bondegårde forvitret af vind og vejr, hemmelighedsfulde slugter og gæstfri herberger, hvor de vandrende kan blive forkælet med områdernes herlige kulinariske specialiteter. Disse vandreture, der både udbydes som kortere deletaper og som hele pakkerejser med kyndige guider og gode overnatningsmuligheder, giver en hver vandrer lyst til hurtigst muligt at snøre vandrestøvlerne.
 
Vil man have ferieoplevelser på tværs af grænserne, kan man også med fordel sætte sig tilrette på cyklen og f.eks. tage turen ad Bernsteinradweg. Den historiske handelsrute mellem St. Petersborg og Venedig fører fra det nordlige Niederösterreich gennem det bløde Burgenland til Slovenien og krydser undervejs flere gange den ungarske grænse. Vil man hellere følge i de berømte østrigske komponisters fodspor – eller rettere hjulspor - bør man vælge Mozart-Radweg, der forbinder flere af de byer, hvor musik-geniet havde sit virke. Og så får man i øvrigt også mulighed for den enestående oplevelse, det er at køre igennem Salzburgerland’s storslåede sø-landskaber.

Den nok mest kendte og værdsatte cykelrute er Donauradweg. Ruten følger den eneste europæiske flod, der med udspring i det tyske Donaueschingen og udmunding i Sortehavet løber fra vest mod øst. Første højdepunkt på østrigsk jord er Schlögener Schlinge, hvor Donau bugter sig rundt i en 180 graders bue. Turen går forbi kulturelle perler som middelalderbyen Enns med dens fortryllende, historiske centrum, Greiner Burg og det prægtige Stift Melk. Herefter går vejen gennem imponerende landskaber som det smukke Wachau med de mange smukke, pittoreske vinområder.

Men hvorfor kun udforske Østrigs smukke natur og grænseområder langs flodens bredder? Kanoturene på de mindre floder Thaya og March gennem de fascinerende flodlandskaber langs grænsen mellem Niederösterreich og Tjekkiet, henholdsvis Slovakiet, har længe været en hemmelighed blandt sande naturelskere. En af turene udgår fra tjekkiske Břeclav i det siden urtiden uforandrede og dybt fascinerende område March-Thaya-Auen. Her kommer man ikke kun i tæt kontakt med den mangfoldige flora – man vil også kunne opleve et enestående dyreliv med sumpskildpadder, havørne, sorte storke og farverige isfugle. Selv den forsigtige og sky bæver lader sig indimellem se, og har man lyst til mere, kan man med fordel alliere sig med en uddannet naturguide, der med sin store viden om dyrene kan finde endnu flere af naturens ellers usynlige beboere. Selvom March-Thaya-Auen stadig er et relativ uopdaget område, kan man takket være et glimrende net af cykelstier også opleve området på to hjul. Uden stejle opkørsler fører vejene over bløde bakker, svøbt i vinranker og bølgende marker. Lige meget om man vælger vandreruterne, cykelruterne eller vandvejene for at opleve Østrig og dets nabolande, er det en oplevelse i sig selv at bevæge sig rundt ved egen muskelkraft i stedet for at være afhængig af maskiner. Måske er det netop derfor, Østrigs mange fortryllende vandre- og cykelruter på kryds og tværs af grænserne i dag har fået en trofast og begejstret skare af fans.

Vandring i Østrig