
I Wagrain finder man den specialdesignede Mountain Bike Park med skillcenter, pukler, sving og trails over strækninger med 300 meters højdeforskel. Strækninger som ”On Air” og ”Symphony” kan virkelig få hjertet til at banke hos specialisterne. De har et helt naturligt flow, krydret med forhindringer over træstammer. Ruterne fører hele vejen tilbage til dalen, hvor man kan boltre sig i Slopestyle Park. Allerøverst på ruterne starter i øvrigt ”Monsterwallride”, som har lært ganske mange, hvor deres grænse går. Mindre erfarne kan dog sagtens være med på de knap så krævende downhill- og freerideruter i parken.
Gratis lift op
Uanset hvilken strækning man vælger, så går det jo for alvor nedad på et eller andet tidspunkt, og så går det stærkt – rigtig stærkt. Og når man kommer ned har man lært to ting. Den ene er, hvorfor det hedder en mountainbike. Den anden er, at det er vildt dejligt at puste ud, mens man tager cyklen med op igen i kabineliften ”Flying Mozart”. Gratis i øvrigt.
20 cykelruter for både uøvede og erfarne
Naturligvis findes der også ganske almindelige veje i bjergene og i Wagrain, hvor man snildt kan begå sig med en almindelig cykel. Faktisk kan det anbefales, hvis man virkelig vil nå rundt og opleve mest muligt. Lidt stejle stigninger skal man nok forberede sig på, og så må man op på ”den store klinge” eller stå af og trække. I alt er der 20 cykelruter i området, som matcher en hver smag. Både uøvede og erfarne. På Baierwald - runden skal man ikke overvinde mange højdemeter og også Tour zum Jägersee er en hyggelig tur, man kan tage i et roligt tempo. For de øvede er der den 33 km. lange og svære Frauenalmrunde.
En tiltrængt pause skal der også være plads til, mens man klapper en bjergged og nyder den udsigt, som mest af alt minder om et levende postkort, uanset hvor man vender blikket hen. Vil man spare lidt på kræfterne, er det også gratis at tage sin ganske almindelige cykel med bjergbanen. Både op og ned!

Wagrain Kleinarl er et skønt område med aktiviteter for hele familien.
Læs om en dansk families ferie herI Wagrain er der flere gode muligheder for at leje cykler og udstyr:
Wagrain Sport
Mountain Sport
Team Works