Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Praktisk info om valg af din campingferie

Her kan du finde praktisk information om din campingferie i Østrig. Der findes et hav af forskellige camping pladser med forskellige overnatningsmuligheder, men også turen dertil kan ske på forskellige måder.

Camping i Østrig

Camping i Østrig byder på masser af hygge. Campingpladserne i Østrig er forskellige, men de har to ting til fælles, nemlig flotte faciliteter og smuk natur. Østrigerne er charmerende og venlige, men også omhyggelige. De sætter pris på ordentlige forhold og at der er rent. Ud over det, ligger de fleste campingpladser naturskønt i bjergene eller ved en sø. Selvom Østrig ikke har adgang til havet, er der rig mulighed for at bade i de mange bjergsøer.

Valg af campingplads

Når du skal booke din campingferie skal du først og fremmest overveje hvilken slags campist du er. Tager du din egen campingvogn, autocamper, telt eller combi-camper med dig, eller vil du hellere leje en hytte eller et mobile home. Ud over det skal du overveje hvilken slags campingplads du vil være på. Skal den være rolig, have pool, være børnevenlig eller være nær et bestemt sted. Du kan også prøve gård camping og komme helt tæt på gårdlivet i Østrig eller luksus camping hvor der er muligheder for wellness.

Overvej hvad du er til og book på en af de mange hjemmesider der tilbyder det. Du kan blandt andet booke via Camping Danmarks hjemmeside eller søge på campingpladser i de forskellige regioner her.

Du kan også køre til Østrig og se hvad du møder på vejen. Bare husk at der ingen garanti er for, at der er pladser fri. Dette gælder specielt i højsæson, da Østrig er et særdeles populært feriemål.

Turen dertil

Der er flere muligheder for at komme på campingferie i Østrig. Du kan enten tage bilen, komme med biltog eller flyve.

Bil

Kører du i bil kan du både køre på motorvejen eller via landeveje. Frihed og fleksibilitet byder sig når du kan køre i dit eget tempo. Du kan køre hele turen i et eller tage en overnatning undervejs.

For at køre den direkte vej til Alperne er det en god ide at planlægge ruten hjemmefra og gennemgå den i ro og mag. Her finder du et link hvor du kan taste din destination ind og således finde din rute. Dette er en god hjælp til at undgå irriterende og tidsrøvende omveje. Husk også at medbringe et godt vejkort over Europæiske motor- og landeveje i bilen. Nedenfor kan du se postnumrene på nogle forskellige destinationer og deres afstand:

Destination              Postnr.         Km fra grænsen      Tid kør-selv ca          
Bad Gastein A-5640 1.167 km Ca. 12 timer
Saalbach A-5753 1.131 km Ca. 12 timer
St. Anton A-6580 1.161 km Ca. 12 timer
St. Johann A-5600 1.131 km Ca. 11 timer
Wagrain A-5602 1.140 km Ca. 11 timer
Zell am See A-5700 1.122 km Ca. 11 timer
Schladming A-8970 1.161 km Ca. 11 timer


Biltog

Du kan også køre med biltog på ferien. Mens du sover er rejsen begyndt og om morgen kører du frisk og veloplagt i din egen bil eller på motorcykel og kan køre til det sted hvor ferien skal holdes. DB Autozug byder på en behagelig tur.

Bestilling af Autozug og information kan findes på Deutsche Bahns hjemmeside. Har du yderligere spørgsmål vedrørende DB Autozug, kan du kontakte dem alle hverdage kl. 09-16 på telefon: 45 27 08 61.

Fly

Vælger du fly kan du flyve til nærmeste destination og leje en bil etc. Du kan blandt andet finde flyrejser på SAS hjemmeside og Austrian Airlines hjemmeside samt andre sider.