Bueskydning i Kitzbüheler Alpen

Du er ikke i tvivl, når pilen kommer godt fra buen, snitter sig gennem alpeluften og rammer rent. ”Tjockkk” siger det, når den viljefast borer sig ind i fasanen. Du sænker buen, stryger håret væk fra panden, der perler af anstrengelse og betragter sejrstolt dit bytte i udkanten af krattet, mens solen kaster små bidder lys ned gennem trækronerne, så det flimrer i skovbunden. Måske er vi 2012-mennesker ikke så fjernt fra vores indre jæger og samler, som hverdagen snyder os til at tro. Og i følge min instruktør, Fritz Soder, bliver langt de fleste fanget, på nul komma fem, af denne fascinerende jagtform.

Den fødte bueskytte
Vores instruktør Fritz kunne ikke være castet bedre, om så selveste Spielberg havde plukket ham til opgaven: Bred om skuldrene, rolig og klædt i gråmeleret bluse. Viltert skæg og hår, der ikke ser ud til at kende konceptet ”frisere”. Og så skal jeg ellers love for, at han kan skyde. Hans bue er tungere end de ellers ganske gedigne våben, han har tildelt vores lille begynderflok. Og kræver dobbelt så mange kræfter. ”Og så kan han garanteret ramme en oldenborre på den anden side af dalen”, mener min søn imponeret.

Grundig instruktion
Fritz rækker os vores handsker og viser, hvordan man spænder skind på armen, som beskyttelse. Den polerede træbue føles tung og gedigen, og pilene, der venter i shelteret ved af bålpladsen, er den ægte vare. Ikke træpinde med sugekopper, konstaterer børnene tilfreds og suger instruktionen til sig. Det ér vanskeligt at holde buen roligt og korrekt, men det betaler sig at arbejde med den rigtige opstilling, for ellers kan du godt glemme at ramme noget som helst.

De indledende øvelser foregår ved shelteret, hvor 3 sagesløse dyrefigurer udgør vores trænings mål. Men snart drager en spændt flok jægere op ad bjergsiden, på jagt efter de trofæer, der er stillet op, her og der, inde i skoven. Af malet flamingoagtigt kunststof, alle som én, ganske vist. Men vældig livagtige at se på, derinde mellem granerne.  

Tigeren er bueskydningens blå pist: Stor og nem at ramme. Tilliden til egne urinstinkter bruser frem i årerne. Og snart skyder vi fra større afstande, og efter mindre dyr. ”Aiiij, out of bounce”, mukker familiens 12-årige golfspiller og forsvinder ind mellem fyrretræerne for at lede efter den vildfarne pil. Men allerede ved næste dyr får han ”hole in one” Det går ud over en stakkels grævling, for sværhedsgraden veksler hele tiden, så man aldrig taber modet.   

Kom an, kalkuner
De vilde kalkuner er sværest, for dels er de langt væk, og dels står vi på kanten af en slugt og ser ned på dem, hvilket gør det svært at afstandsbedømme. ”Når du skyder nedad, forekommer dyret længere væk, end det er. Derfor er man tilbøjelig til at skyde for højt. Mens du skyder for lavt, når dyret er højere oppe, end dig selv”, forklarer Fritz.

Det skønne er, at dagen kombinerer instruktion, jagt og naturoplevelse. Der ér ikke meget skæg ved at stå på række og skyde til måls efter halmballer. Men at forcere skovklædte bjergsider og snige sig ind på byttet, det hitter. Så pyt med, at dyrene er kunstige, at bjørnene for længst har fundet andre jagtmarker, at urfuglen er uddød og at hverken tigre eller alligatorer ér specielt almindelige, her på egnen. Det er stadig super sjovt at finde dem, tage opstilling, sigte og – tjockkk – få ram på bæstet.