Klatring i Kitzbüheler Alpen: Klatremus på en dag

Skal man klatre i bjergene skal man ikke møde op i ballerinasko! Det gør bjergguiden Hubert Praschberger smilende opmærksom på, da min familie og jeg - mor, far og to børn på 12 og 14 år - skal prøve en dag med klatring på Wilder Kaiser i Kitzbüheler Alpen. 

Jeg skifter derfor lydigt til vandrestøvler og sammen begiver vi os ud til en ægte bjergsportsdag. Vi fire klatreaspiranter er spændte, men fulde af gå-på-mod, mens vi snirkler os op i bjergene omkring byen, Kirchberg. Og tillad mig at hoppe direkte til det, der for mig blev den store overraskelse: Det er mageløst, at en familie i jævn dansk fladlandsform kan få sådan et brag af en oplevelse på dag ét, med klatresporten.  Det er ukompliceret at komme afsted og det er sjovt, simpelt hen, at forcere en bjergside og afsøge klippen for vejen opefter. Og det er uforligneligt at ”rapelle” nedad igen!

Børnene stortrives
Det er lidt af et gys, at se sine dyrebare unger hænge som sugekopper på klipperne. Men lige så stor er den glæde, der kommer direkte fra ur-kammeret i forældre hjertet, når de har tacklet udfordringen og giver hinanden ”High Five”, mens de strutter af henrykkelse! De har jo kræfter, har de. Mange flere, end de kan slide op på at SMS´e og vælge musik på ”Spotify”. Og som dagen skrider frem står det klart, at ungerne stortrives med at bruge løs af ressourcerne, helt ud til kanten af ydeevnen. Men ro på, kære forældre: Alt foregår under bjergguidens kyndige ledelse. Han kender sine lus på gangen og siger ”Nej”, når friske børn vil mere, end de magter.

Forskellige sværhedsgrader
”Klatring er delt op i sværhedsgrader fra 1 til 11. Vi starter på 3 og ser, hvordan det går”, siger guiden Hubert, der har luret, at vi har kondition og balance til mindst dette niveau. Er man i form og har rutine fra klatresport hjemmefra, kommer man hurtigt op på niveau 6. Men der er langt op til 11, som børnene nysgerrigt spørger til: ”Det er ekstremsport. Klatringens Wimbledon, hvortil kun de allerfærreste når”, forklarer han, og peger mod Schleier Wasserfälle, 3 km fra hvor vi står. ”Derovre er bjerget stejlt, uden noget at gribe om. Man hænger med fingrene i minimale ujævnheder, takket være enorme kræfter, mod og ultimativ koordinering”.

Med livrem og seler
Før vi går i gang med at klatre ifører vi os klatreseler og –liner og begge børn tripper som spændte travheste i stalden for at komme igang. Bjergguiden Hubert Praschberger klatrer i forvejen og fastgør linen med et knob, der låser sig selv, øverst på klippen. Der er hele tiden en voksen forneden, der holder rebet. Så klatreren bliver hængende, hvis man mister fodfæstet.

Den sidste bjergvæg vi skal op af er næsten lodret flere steder, skønt vi kun er på niveau 5. Det skyldes, at her er godt med fremspring at gribe om, og sætte fødderne på. Så det er, trods stejlheden, ret fremkommeligt, hvis man har tillid til udstyret, holder fokus på næste trin, husker at trække vejret – og, ikke mindst, husker at nyde udsigten over Wilder Kaisers majestætiske skønhed. For i det øjeblik ejer man nemlig hele verden!