International:  Danmark  Danmark | Home | Presse | B2B | Kontakt  | Skriftstørrelse: A A A | RSS RSS
 
 

Klatring i Salzburgerland: På med hjelmen og op i træerne

I Salzbugerland kan du komme op og klatre i en Hochseilgarten – på dansk en højrebsbane. Det er en sjov og meget lettere udgave af udfordrende bjergsport. Det er ikke uden gys, men meget underholdende og med appel til langt de fleste.

Dreng balancerer på små bitte stykker birkestammer højt oppe i træerne i Hochseilgarten "No limit" © Østrigs Turistbureau/Susser Feit
De store unger synes ikke, at dinglende birkestammer er særlig svære
 

Salzburgerland

 
 

Vores klatreinstruktør Philip står og venter på min familie og mig, da vi ankommer for enden af den smalle bjergvej, hvor højrebsbanen ”No Limit” ved Alpin- & Adventureschule Unterwurzacher, i Wald Königsleiten i Salzburgerland ligger. Philip står med skinkestore tatoverede arme over kors og et overbærende smil, da vores lejebil med en hæs knurren fra motoren pløjer det sidste stykke grusvej op i et helt forkert gear og en fæl stank af overophedet håndbremse.

Det er ikke lige en entré, jeg er stolt af denne morgen, hvor vi skal prøve kræfter med tidens dille, ”Hochseilgarten”, som er ensbetydende med frisk bjergluft, god træning og adrenalin-indspark for klatremus. Det er sådan noget de kan, her i SalzburgerLand! ”Passt Schon”, siger Philip, da jeg får parkeret det arme køretøj ved siden af hans kassevogn, der bugner af klatreudstyr. Det er østrigsk for ”Det er helt i orden”. Så ved du det, når de råber det til dig, mens du hænger højt deroppe i klatre-parken.

Klatreteknik og seletøj
Min mand, mine børn og jeg starter med at få en grundig instruktion i klatreteknik og sikkerhed, mens vores klatreinstruktør Philip uddeler en slags seletøj med karabiner og hjelme til os. Mine to teenageunger sender imens sultne blikke op mod forhindringsbanen. Den er imponerende udbygget i flere niveauer, der går fra 8 meter op til 25 meter mellem trækronerne på bjergslugtens skråninger.

De stammer, vi skal op af er forbundne på alskens kreative måder. Der er reb, man skal fire sig i. Træstykker, hvor man skal springe fra det ene stykke til det andet. Net, er forbundet på tværs af slugter og bildæk og hvor man skal balancere med den ene fod i dækket, mens man prøver at fange det næste dæk, der svinger muntert, med den anden fod svæver i luften.

Ikke for de sarte
Nogle af de øvelser vi skal lave er lette. Andre er sandt for dyden megaskræmmende. Især når man kommer op til den højeste del af banen. Men der er jævnligt nødudgange, som jeg døber dem, så man kan nå jorden i god ro og orden. Med guidens hjælp.  

Det sværeste i klatreparken er træstykkerne, der er små skiver birkestamme, som hænger ned fra en vandret snor og forbinder én platform med den følgende i banen. ”Grib om det næste reb og træk dig selv op i armene. Og hop videre til næste stamme med begge fødder på én gang”, råber vores instruktør Philip med myndig stemme nede fra dybet. Det kan han sagtens sige.

Stamme-bidderne svinger som korkpropper i sytråde, og min fornuft tror pludselig ikke på, at mine arme kan holde mig. Skønt jeg godt ved, at sikkerhedskablet beskytter mig mod at falde ned.  ”Skal jeg hente dig?” råber Philip galant.  Vel skal han da ej. Jeg bliver stædig og mingelerer mig baglæns til platformen. Tænk, at 1 m2 trædæk omkring stammen på et grantræ i 17 meters højde pludselig føles som jordens tryggeste sted.

Forskellige niveauer og højder
Det smarte er, at man kan vælge forskellige niveauer i forskellig højde og mange veje rundt på banen. Så jeg skifter kurs og vælger en rute med tynde fyrrestammer, der i zigzag mønster bringer mig videre. Det er straks nemmere! Så følger stigbøjlerne, der hænger ned fra et reb. Æv, mit snørebånd kiler sig fast.  ”Træk dig selv op i armene, så du kan trække foden ud”, kommanderer instruktøren Philip. Jeg adlyder. Og det virker! 

Lykkefølelse i harpiksduft
Hvor er det fedt: Alle hverdagsagtige tanker fordamper i alpeluften og glæden ved at lykkes heroppe, mens muskler og koncentration kappes om førstepladsen i din bevidsthed. Der dufter af harpiks og fyrrenåle og dagen ligger foran os. Dét er sundt. Og mine børn? De klatrer, hopper og svinger sig ubekymret gennem alle banene. Hvis jeg ikke selv havde været travlt optaget, havde jeg nok stået nede på skovbunden og skreget ”Pas nu påååå!”. Godt det samme: Denne oplevelse er for hele familien. Eneste problem: Dit nyvaskede hår klasker betingelsesløst sammen på grund af hjelmen. Men det er oplevelsen værd! Denne klatrepark er super, for med de mange niveauer matcher den hele vennekredsens, eller familiens. Uanset kondition og grader af højdeskræk.

 

Print Anbefale TilføjTilføjet
 
 

Hochseilgarten No Limit - Klatring i SalzburgerLand

 
 

Lignende artikler

 

Hvem skriver?

 


Journalist Susser Feit har rejst rundt i det vestlige Østrig sammen med mand og to børn: En dreng og en pige på hhv. 12 og 14 år. Her er familien på vandretur i bjergene.
 
 

Hochseilgarten "No limit" - sådan

 



Hochseilgarten ”No Limit”
ved Alpin- & Adventureschule Unterwurzacher har ugeprogrammer med al slags bjergsport både for begyndere og øvede. Der er Hochseilgarten to dage om ugen. Book på forhånd. Især, hvis I er mange.

Deltagere
Alle, der er i fornuftig form, har god balance og ikke for meget højdeskræk kan være med. Klatreerfaring er ikke nødvendig. Børn skal være minimum 10 år og 140 cm høje.

Påklædning
Robust fodtøj, der kan snøres og sidder fast. Praktisk tøj, gerne med lange ben og ærmer, der tåler at blive snavset, og ikke flagrer løst, så det hænger fast. Klatreseler og hjelme er med i prisen og udleveres på stedet.

Booking
Via hjemmesiden eller ring på telefonnr. 00 43 65 65 22 600. Du kan også sende en mail: info@unterwurzacher.com Du kan også booke via Tourismusbüro Neukirchen om Grossvenediger på telefonnr. 00 43 6565 6256

Pris
Voksne : Ca. 30 euro alt inkl. Børn fra 10 til 14 år: Ca. 20 euro alt inkl.

 

 

 
 

Flere sommertilbud

 

Østrig har meget at byde på i 2012!
Se alle sommerens tilbud her.
 
 

Feriespecialisterne

Nyhedsbrev

  • Få gratis tips og ideer til ferien, gode tilbud og deltag i konkurrencer.
  • Tilmeld nyhedsbrev