International:  Danmark  Danmark | Home | Presse | B2B | Kontakt  | Skriftstørrelse: A A A | RSS RSS
 
 

Vidunderlig vandring i Ötztals natur

Som så mange destinationer byder Ötztal på masser af vandreruter. Det er naturligvis svært at fremhæve en enkelt frem for andre, men skal en af ruterne forfordeles, må det være dagsruten fra Gasthaus Fiegl via Brunnenkogelhaus til Sölden.

Vandring i Ötztal © Ötztal Tourismus
 

Ötztal

 
 
Her får man virkelig en på opleveren – og det er jo netop derfor vi vandrer – for oplevelsens skyld. I tidernes morgen, ja faktisk ikke længere tilbage end i starten af 1900-tallet og frem til slutningen af anden verdenskrig, var ruten en meget populær smuglerrute, hvor der i meget stor stil blev smuglet kaffe, sukker, cigaretter, salt, diverse madvarer og produktionsdyr over grænsen mellem Østrig og Italien. Ja, du læste rigtigt. Bjerggrænsen til Italien er faktisk ikke så langt fra Ötztal. Er man rask til bens – og det er de fleste vandrere jo – så kan turen klares på en kort dag. Hvis man ellers er klar i vandrestøvlerne om morgenen!

Når guiden fortæller
Turen starter ved Gasthaus Fiegl. Er man på en guidet tur – og det er altså at foretrække – bliver man i bus transporteret til Gasthaus Fiegel. Herfra er det så bare at vandre over stok og sten i tre timer. Undervejs fortæller guiden vidt og bredt om dalens mange muligheder for aktiv ferie; selvfølgelig de uendeligt mange vandreruter, mountainbiking, rafting, canyoning og klatring for blot at nævne nogle få. Men beder man guiden fortælle om smuglerruten, kommer der anekdoter og sagn fra gammel tid. Det var således ikke ualmindeligt, at de ofte fattige smuglere tog sin del af smuglervarerne og tit nåede at fortære en stor del af mad- og drikkevarerne som de var sendt af sted for at smugle sikkert hjem til den mere velhavende del af befolkningen. Adskillige gange fik smuglerne en slags medlidenhed fra bagmændende, når de fortalte, at de var blevet røvet på vej hjem. Hvad gjorde man så? Ja, man sendte selvfølgelig smuglerne sydpå igen – for man kunne jo ikke undvære lækkerierne. Enkelte gange, for at sige det mildt, gik det galt og så blev smuglerne ellers korporligt afstraffet!

Det er som om, at vandreturen slet ikke er så hård for bentøjet, når man får fortalt en lille historie, eller to, fra gamle dage. Det er ikke ualmindeligt, at guiden ”kender en som kender en” der enten var i familie med en af de mange smuglere, eller også i hvert fald har historierne fra meget pålidelig kilde.

Naturen, dyrene og vilde bær
Undervejs på vandreturen, støder man ofte på vilde bær; preiselbær, hindbær, jordbær og blåbær. Det er helt okay at plukke dem og spise løs af dem – der er rigeligt til alle. Også til dyrene som lystigt spiser af planterne. Er man heldig, kan man få øje på både murmeldyr, egern og stenbukke. Man skal dog se godt efter, for de falder let i med naturen. Guiden ved dog oftest hvor de vilde dyr gemmer sig, og så er det bare om at følge guidens anvisninger, og lade det blotte øje sondere terrænet.

På vandreturen passeres adskillige rislende bække med rent smeltevand fra bjergene. Tag en drikkedunk med hjemmefra, og fyld den op med vand fra bækkene. Det smager himmelsk, og det siger sig selv, at vandet er helt uden nogen former for tilsætningsstoffer. Fejlagtigt tror mange, at vandet ikke kan drikkes, men det kan det uden problemer. De få steder hvor vandet ikke kan drikkes, vil der altid stå et skilt med påskriften ”Kein Trinkwasser.”

Frokost i 2.735 meters højde
Efter cirka tre timers vandring, er man fremme ved Brunnenkogelhaus hvor man passende kan indtage en frokost i de 2735 meters højde. Prøv husets specialitet – en Hauswurst. Den kan varmt anbefales hvis man er til pølser med en let krydret smag. Er vejret godt, bør man tage plads på solsiden ude i det fri. Nyd frokosten med udsigt til Tirols højeste bjerg, Wildspitze – 3760 meter - som i øvrigt er det næsthøjeste bjerg i Østrig. Der er også et uovertruffent udsyn over byerne Obergurgl, Vent og rent faktisk en meget stor del af Østrigs – måske – mest populære skiområde: Ötztal Arena. Fra Brunnenkogelhaus kan man så for eksempel vælge at fortsætte mod Timmelsjoch og derfra videre mod Italien, eller man kan vandre til Sölden.

Vandrerute ned til Sölden

Vi testede vandreruten til Sölden. På vej ned mod dalens hovedby, efter den velfortjente frokost, fortæller guiden videre om området, og inden man får set sig om, er der gået en time af de tre timer man regner med turen nedad varer. Her passerer man hytten Brunnenberg Alm i små 2000 meters højde. Her kan man så vælge at tage en lille pause og evt. nyde en forfriskning inden det igen går nedad. Har man bare én gang før vandret i bjerge, så ved man, at det tit er hårdere at gå nedad end det er at vandre opad, derfor er det en god idé lige at få hvilet benene et par gange på vej ned. Man skal jo gerne kunne gå igen dagen derpå. Man behøver ikke hvile ved en hytte. I passende afstand er der således opsat bænke til selvsamme formål. Efterhånden kan man i det fjerne ane en flod der bruser sig gennem Ötztal-dalen. Det er såmænd bare Ötztaler Ache og når man en halv times tid senere passerer denne, er vandreturen ”Gasthaus Fiegel via Brunnenkogelhaus til Sölden” ovre.

Find flere detaljer om ruten, download GPS-data og læs mere her (på tysk)

Print Anbefale TilføjTilføjet
 
 

kontakt

 
Ötztal Tourismus
Gemeindestraße 4
A-6450 Sölden
tlf: +43 57 200
info@oetztal.com
www.oetztal.com
 

Lignende artikler

 

Vandring i Ötztal

 
 
 

Nyttige links til vandring og vandrelandsbyer

 
Vandring i Tyrol

Generelt om vandring i Østrig

Oversigt over alle Østrigs vandrelandsbyer
 
 

Ötztal Premium Card

 


En dal, et kort. Med det nye Ötzal Premium Card får du stillet en bred vifte af Ötzals lækreste og mest spændende oplevelser til rådighed - gratis allerede efter en overnatning.

Læs mere om Ötztal Premium Card.

 
 

Feriespecialisterne

Nyhedsbrev

  • Få gratis tips og ideer til ferien, gode tilbud og deltag i konkurrencer.
  • Tilmeld nyhedsbrev