Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Alpbachtal Seenland - hvis du er vild med vand

I ferieregionen Alpbachtal Seenland finder man det bedste af Tirol samlet på ét sted - stejle bjergtinder og græsklædte skråninger samt både søer og floder. Hver sommer strømmer vandrere, klatrere og mountainbikere til bjergene, mens gæster med forkærlighed for vilde raftingture finder de brusende floder.

 © Alpbachtal Seenland Tourismus

Også i Østrig kan der blive hedt om sommeren, og Alpbachtal Seenland er det perfekte sted at være. På et overskueligt område ligger der så mange søer lige ved siden af hinanden, at området har taget navn efter disse, og Alpbachtal Seenland er som en oase midt i det bjergrige terræn. Da Alperne lige netop hér breder sig lidt ud og åbner op for solens stråler, kan man i to af søerne - Krummsee samt Reintaler See - prale med badevandstemperaturer på op til 25 grader, hvilket er Tirols varmeste.
 
En række hoteller, restauranter og campingpladser har etableret sig rundt om de smukke søer, og med bjergtinderne som en imponerende baggrundskulisse kan man ikke få det flottere. Stedet er det ideelle udgangspunkt for oplevelser i naturen, og der er masser af aktivitetsmuligheder at vælge i mellem, men skulle behovet for storbystemning opstå, ligger Innsbruck blot en halv times kørsel væk.
 
Med høj puls
I dalen flyder floden Alpbach, og fødes undervejs af en række små bifloder, der strømmer til fra bjergene. Disse bifloder opstår højt oppe i terrænet, og på sin vej ned mod dalen skærer vandet sig ned mellem klipperne og strømmer gennem idylliske søer. Disse betingelser har i Alpbachtal Seenland skabt et sandt eldorado for vandaktiviteter af alle slags. Regionen byder blandt andet på canyoning, rafting og andre vandaktiviteter.
 
Canyoning er de seneste år blevet utrolig populært, især på grund af de forskelligartede indtryk, der opleves undervejs. Man følger et vandløb på dets vej ned ad bjerget, går i vand til knæene, svømmer, rappeller og springer. Hver gang, der dukker et vandfald op, er der to muligheder for at komme videre - enten kan man vælge at hoppe ud over kanten, og det kræver en vis dristighed, eller man kan rappelle ned.
floderne. Man suser ned over vandfald og snor sig ind og ud mellem klipperne, men forinden læres alt omkring den nødvendige sikkerhed, så rafting er for alle aldre og på forskellige niveauer.

Rafting byder på hidsige ture i gummibåd ned ad floderne. Man suser ned over vandfald og snor sig ind og ud mellem klipperne, men forinden læres alt omkring den nødvendige sikkerhed, så rafting er for alle aldre og på forskellige niveauer.

Andre vandaktiviteter kan blandt andet være ”Wildwasserschwimmen”, og det er for dem, der søger et særligt adrenalinkick. Iført våddragt og styrthjelm kaster man sig i bølgerne, og her flyder man med strømmen ned over vandfald og forbi de klipper, som stikker op over det hvide skum.

Også smukke naturoplevelser
Klamm er den østrigske betegnelse for en aflang klippesprække med høje sider, der gennemstrømmes af vand – en slags Grand Canyon i miniformat. Har man én gang gået på de stejle klippesider med det brusende vand under sig, forstår man, hvilken fascination sceneriet giver den besøgende. I Alpbachtal kan man blandt andet besøge Tiefenbachklamm og følge vandets vej gennem den dybe dal – en flot tur på halvanden kilometer, hvor man fra udsigtsplatformen kan være heldig at se vovehalse i kajakker udfordre det hvide, skummende vand.
 
Helbredende vand
I Alpbachtal Seenland pibler varmt vand op fra den klippefyldte undergrund flere steder, og Kramsacher Heilwasser kan prale af vand med en temperatur på 35 grader. Brønden med det varme vand er udgangspunkt for en ca. 2 timer lang vandretur, hvor gæsterne på turen oplever områdets sagne og skønne natur.
 
WAVE – hvis man skal indendørs
I Wörgl ligger et wellness-bad, som man ikke finder andre steder. Ud over bølgebad, udendørs pool og en eksotisk Romer-afdeling kan Wörgeler Wasserwelt – WAVE – prale med verdens første vandrutsjebane med dobbeltloop. Sidstnævnte er en vild oplevelse, hvor man efter adskillige meters frit fald slynges to gange rundt i loops, inden man suser ud i bassinet langt nede.
 
Med eller uden?
Dette er ofte spørgsmålet, når man til sin frokost bestiller en flaske mineralvand. Om den skal være med kulsyre, eller om man foretrækker den uden brus, er en smagssag, men sikkert er det, at mineraler er godt for kroppen. Gennem mineralvand får man blandt andet tilført vigtige stoffer som magnesium, natrium og kalcium, så mineralvand slukker ikke bare tørst – det er også sundt. Omkring Alpbachtal Seenland ligger flere producenter, der udnytter det rene vand fra bjergene, så hold øje med mærkerne Montes, Alpquell og Silberquelle. Disse mærker står alle for frisk kvalitet helt uden kalorier.
 
Læs mere om vand og Alpbachtal Seenland på www.alpbachtal.at