Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Bike Holidays – den perfekte introduktion til cykling i Alperne

Når de sidste rester af sne er smeltet bort på pisterne, står mountainbikere klar til at indtage De østrigske Alper. Ofte er det de samme gæster, som besøger bjergene både sommer og vinter, for ligheden mellem skiløb og mountainbiking er stor.

Oplev smuk natur på mountainbike i Østrig © Mountain Bike Holidays

På toppen af bjerget danner man sig et overblik og vælger et spor, og mens nogle passager klares med et skarpt sving, skal der bremses på de smalle og stejle steder. På de lange stræk kan der køres igennem, og har man først prøvet det et par gange, genkender man straks glæden ved kontrol af både fart og teknik, samt den leg der er forbundet med at køre ned over en bjergside – enten på ski eller på to hjul.

Er man rejselysten, fascineret af bjergenes rå og uspolerede natur samt bidt af udfordrende mountainbike-aktiviteter, står Bike Holidays klar til at byde danske gæster velkomne i Østrig i sommerperioden. Et miks af instruktører, cykeludlejere og hoteller i både Østrig, Schweiz og Italien er gået sammen under betegnelsen Bike Holidays, og her tilbyder man den perfekte introduktion til det cykel-mekka, som bjergene er.

Vælg selv den optimale pakke
I Østrig er det primært SalzburgerLand, Tirol og Vorarlberg, der deltager i ordningen, og disse regioner byder da også på alt, man kan ønske sig som mountainbiker – først og fremmest et udfordrende og fascinerende bjergterræn, men også gode overnatningssteder, kompetent guidning samt masser af muligheder for at kombinere det fysiske med kultur, gastronomi og seværdigheder.

Under temaet ”Bike & More” kan gæsten vælge mellem forskellige pakker, der fx indeholder så forskellige ting som wellness, gourmet-oplevelser og familieaktiviteter. Sidstnævnte pakke er et tilbud til de forældre med børn,  og vælger man ”Bike & Family-pakken” kan de voksne udfordre terrænets svære nedkørsler, mens børnene øver sig og leger på mountainbike-skolen i selskab med jævnaldrende.

Godkendt og certificeret
Hele vejen igennem holdes et højt niveau. Alle guider er veluddannede, og Bike Holidays tilbyder både turguidning samt decideret undervisning af begyndere, øvede og eksperter. Hvor familier og begyndere stille og roligt kan lære bjergkørslens finesser at kende, udfordres eksperterne på nedkørsler, der virkelig kræver beherskelse af mountainbiken for at komme sikkert ned over de mange klipper, hop og single-tracks.

En af de meget efterspurgte guider er Kurt Exenberger, der har en fortid som træner og coach for det østrigske landshold i mountainbiking. Kurt Exenberger er en af de førende guider i området ved Kitzbüheler Alpen, så de gæster, der søger hertil, har mulighed for en oplevelse ud over det sædvanlige. Der tilbydes både gruppe- samt individuel undervisning, og kursister kan vælge mellem 23 forskellige moduler. Alt efter erfaring kan man vælge mellem kurser på basis-, videregående- eller ekspertniveau, og man er sikker på at få en guide, som er godkendt og certificeret, uanset hvilket niveau der køres på.

Ikke bare sved, men også forkælelse
De hoteller, som indgår i Bike Holiday-ordningen er ikke valgt tilfældigt. De fleste er enten tre- eller firestjernede, og det er ikke noget problem at finde et hotel med førsteklasses beliggenhed, wellness-faciliteter, udsigt til bjergene samt et fremragende køkken. Skulle man få lyst til at rive en dag ud af kalenderen og lade cyklen stå, kan nydelsen og forkælelsen sagtens komme i centrum.

Alle hoteller i ordningen er gearede til at modtage cyklister, så de ligger tæt på ruterne, og der serveres kulhydratrig kost. Mange steder er værten selv erfaren mountainbiker, og ofte er det ham, der guider rundt i terrænet.

Læs selv mere på: www.bike-holidays.com