Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig
close
Please choose your country:
Or choose your language:

Fire fantastiske ruter i Kitzbüheler Alpen

Selv om skisæsonen slutter efter påske, fortsætter en del af liftene i Kitzbüheler Alpen med at køre, for nu er det vandrernes tur til at indtage bjergene. Rutenettet er varieret, og vandrere kan vælge mellem særdeles udfordrende ruter med masser af højdemeter samt lette ture, hvor selv barnevogn kan medbringes.

 © Franz Gerdl

Fire destinationer i det store område Kitzbüheler Alpen har noget helt specielt at byde på, når vandrere i tusindvis strømmer til Tirol denne sommer for at vandre. I hver af de fire destinationer – Brixental, Hohe Salve, Pillerseetal samt St. Johann i Tirol – er vandringen sat så meget i system, at man skal blot pakke rygsækken og snøre støvlerne.
 
I hver by står den lokale turistinformation klar med ruteforslag, kort og gode tips til turen. De detaljerede kort viser alt om ruternes beskaffenhed, længde og sværhedsgrad samt antallet af højdemeter. Udsigtspunkter samt hytter undervejs er ligeledes markeret, så ud over den gode motion og en smuk naturoplevelse får man rig lejlighed til at smage på de hjemmelavede delikatesser, der ved frokosttid sættes frem ved bjerghytterne.
 
Som en særlig service arrangerer flere af turistbureauerne guidede vandreture, som det er gratis at deltage i, hvis man ferierer i regionen. Desuden kører en række lifte, så man hurtigere kan komme op i terrænet, og er man kommet af sted uden det rigtige udstyr, har de lokale sportsforretninger et rigt udvalg af vandrestøvler, stave og rygsække.
 
Her et bud på fire af de bedste, højeste og mest oplevelsesrige ture i området.
 
Rundt om Hohe Salve
Med sine 1.829 meter regnes Hohe Salve for at være Tirols mest spektakulære udsigtspunkt, selv om flere af de omkringliggende bjerge er endnu højere. Men Hohe Salves særlige placering med dale til alle sider betyder, at der er uhindret udsigt til bjergkæden Wilder Kaiser samt Østrigs højeste bjerg, Grossglockner, der i det fjerne rager 3.798 meter op.
 
Man kan naturligvis vælge at vandre hele vejen op nede fra dalen, men i Hopfgarten, der ligger ved foden af Hohe Salve, fører en lift op til bjergets top. Og her er det et must at tage den hyggelige 700 meter lange rundtur, der fører rundt om selve Hohe Salves top, en tur på omkring en halv time. Vandrestien er meget fremkommelig og uden de store stigninger, og man kan endda have barnevogn med hele vejen rundt.
 
Efter turen kan man nyde udsigten på Gipfelrestaurant, Hohe Salves udendørs panoramaterrasse, mens paraglidere i alle regnbuens farver svæver rundt, og køerne græsser på de grønne marker langt nede. Bestil en frokost eller en kold forfriskning, mens den roterende terrasse giver et flot 360 graders panoramablik over et af Tirols allerflotteste steder.
 
I højderne i Brixental
Bjergene ved Brixental indbyder til vandring, og der er noget for enhver smag. Hvor de erfarne kan vælge højalpin vandring, tager familier på de lettere ture.
 
En af de absolut bedste vandreoplevelser i området er turen fra Gaisberg til Talkaser. For at komme hurtigt op i terrænet, tager man Gaisbergliften, som udgår i byen Kirchberg, og når man ankommer til topstationen viser skilte, hvor den godt elleve kilometer lange vandretur starter.
 
Undervejs byder ruten på smukke udsigter og rige muligheder for at holde pause. Spis fx frokost eller få dig et tiltrængt hvil på Bärstättalm, Kobingerhütte eller Wiegalm.
 
Efter omkring seks timers vandring slutter turen ved topstationen for liften Alpenrosenbahn i Westendorf. Har børnene stadig energi tilbage, er opdagelsesparken Alpinolino oplagt at prøve – her kan børnene klatre og lege med dyr, mens forældrene kan trække sig tilbage i restauranten.
 
Over trægrænsen i St. Johann i Tirol
St. Johann ligger på nordsiden af et af de mest markante bjerge i området – det 1.996 meter høje Kitzbüheler Horn. Oppe i højderne har man anlagt en panoramatur, der tager vandreren rundt om selve bjergtinden, og modsat de ture, hvor det er muligt at medbringe barnevogn, befinder man sig her i højalpint terræn. Man følger trægrænsen, og stierne kan være smalle og stejle.
 
Selv om der både startes og sluttes med Harschlbichl-liften, bør man være i nogenlunde god form, hvis man prøver kræfter med den tre timer lange panoramarunde, for turen er krævende. Til gengæld venter en kæmpe naturoplevelse, hvor den ene flotte udsigt afløser den anden, og hvor stien fører helt op i 1.990 meters højde. Turen afsluttes naturligvis med forfriskninger ved Harschbichl-hytten, der ligger ved liften.
 
Vandring til en af Alpernes smukkeste søer
Pillerseetal har også en toprute at byde på, og også her skal fotografiapparatet med i rygsækken. Turen starter i landsbyen Fieberbrunn og fører til toppen af det 2.119 meter høje bjerg Wildseeloder.
 
Undervejs kommer en særlig overraskelse, nemlig den krystalklare Wildseeloder-sø, der regnes for at være en af Alpernes smukkeste søer. Ved bredden af søen finder man det mere end 130 år gamle Wildseeloderhaus – en rustik sten- og træhytte, der lokker med frokost – og et stop her er obligatorisk. Udsigten er helt unik, og af samme grund er Wildseeloderhaus både udgangspunkt og slutmål for mange ture i denne del af Alperne. Vil man op på toppen af Wildseeloder, så skal der fortsættes ca. 45 min. opad bjerget – og belønningen er et fantastisk syn ud over bjergene i Kitzbüheler Alpen.
 
Klikker man ind på www.kitzbueheler-alpen.com , finder man alle ture i Kitzbüheler Alpen detaljeret beskrevet.