
I Ski Juwel Alpbachtal Wildschönau har man netop slået de fire separate destinationer i Wildschönau-området sammen med det smukke Alpbachtal. Den nyskabte skijuvel er et af de steder, hvor hyggen findes overalt, og det er det perfekte sted til familier og mellemgode skiløbere.
Spektakulær debut for Ski Juwel Alpbachtal Wildschönau
Sammenslutningen af Alpbachtal og Wildschönau-området i den nye skijuvel betyder, at man nu er blandt Tirols ti største skiområder. Det har medført flere tiltag op til den kommende sæson, og i Alpbachtal-området har man via store investeringer udvidet nettet af snekanoner, ligesom man har forbedret lift- og pisteforholdene, så der blandt andet er etableret en ny otte-personers kabinelift til Inneralpbach.
Der er tale om fem separate skibyer, men de ligger tæt og er godt forbundne, så man kommer hurtigt fra ét sted til et andet. Med i alt 145 pistekilometer, der kan besøges med ét liftkort, er der udfordringer til skiløbere på alle niveauer. Her kan man stå på ski og snowboard, opleve høje bjerge og være i sikkerhed for laviner. Det er samtidig stedet, hvor man både kan udfordre sorte pukler og hygge sig på de familievenlige pister. Ønsker man ubegrænsede skimuligheder, kan man via et liftkort til SkiWelt Wilder Kaiser–Brixental få adgang til mere end 1.000 pistekilometer.
Hohe Salve – familiernes paradis
Det hyggelige er ligeledes i højsædet i Hohe Salve. Rundt om et af Tirols smukkeste udsigtspunkter, det 1.829 meter høje Hohe Salve, ligger otte små byer, der udgør det samlede skiområde. Byerne har charme og atmosfære, og søger man mod toppen, har man fra Gipfelrestaurant Hohe Salve et smukt vue over området. Også Hohe Salve tiltrækker traditionelt masser af børnefamilier, og de kommer primært for at opleve skiløb i trygge rammer samt den bjergtagende natur.
Arrangementer i Hohe Salve og Skijuwel Alpbachtal Wildschönau
Lad det være sagt med det samme – intet styrtløb i verden kommer op på siden af det berømte Hahnenkamm-styrtløb i Kitzbühel, der ligger særdeles tæt på Hohe Salve. I denne sæson afvikles træning og konkurrencer i perioden 22. – 27.01.2013, og har man mod på det, er man velkommen til selv at prøve kræfter med den udfordrende styrtløbspiste, når sidste løb er afviklet.
Men kalenderen byder på mange spændende arrangementer i løbet af vinteren. Den 14.12.2012 fejres sæsonstarten med Skiopening Alpbachtal, hvor livebands og discjockeys sørger for dansemusik, mens man på pisterne kan teste sæsonens nyeste ski. Måneden efter arrangeres Blue Night Alpbachtal med fyrværkeri, isbar og god musik.
Også Wildschönau markerer, at skijuvelen begynder at glimte ved sæsonstart. Ved Schatzbergbahn opstilles et stort partytelt, der i dagene 14. – 16.12.2012 danner rammen om den store Ski Opening. Flere dage i træk spiller østrigske bands til langt ud på natten, og om dagen kan man teste nye ski på pisterne. Få dage efter – den 01.01.2013 – oplyses himlen over hele Wildschönau-dalen, når et gigantisk fyrværkerishow med titlen ”Tal des Feuers – Wildschönau”, finder sted efter mørkets frembrud.
Det perfekte familieområde
Det hyggelige kendetegner alle destinationerne i både Hohe Salve og Ski Juwel Alpbachtal Wildschönau. Hver enkelt destination er overskuelig, og der er masser af brede boulevarder til børnefamilierne, som vil føle sig velkomne.
Skal man på skiferie med de allermindste, er Alpbachtal et fantastisk sted. Pisterne er velpræparerede, og flere af liftene er specielt designet til børnene. Skiskolerne tilbyder undervisning, men står også klar med spil, konkurrencer, sneboldkamp og frokost. I mellemtiden har forældrene mulighed for at tage på opdagelse i det store område, hvor liftkøer hører til undtagelserne. Inden skidagen slutter, kan både børn og voksne prøve kræfter med den fire kilometer lange familiepiste Inneralpbach – en af områdets flotteste nedfarter.
Særlig forkælelse venter i Hohe Salve, hvor Familotel Hopfgarten tager sig af både børn og voksne. Hotellets personale er uddannet til at tage sig godt af de yngste, så der kan arrangeres pasning både én og flere dage. Børnene kommer på kælketur, bygger snemænd og leger. Ved middagstid serveres frokost, og aktiviteterne fortsætter, indtil forældrene kommer ved skidagens slutning. Om aftenen, når det fælles måltid og turen i poolen er overstået, tændes der op i kaminen.
Læs mere på:

