Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Kitzbüheler Alpen – fantastisk skiløb og gastronomiske oplevelser

Man finder ubegrænsede muligheder for skiløb i Kitzbüheler Alpen, for med et All Star Card er der adgang til mere end 1.000 pistekilometer med varieret skiløb. Men det handler ikke om skiløb det hele – livsnydelse er også vigtig.

 © Stefan Eisend, Kitzbüheler Alpen

Genopdag glæden ved skiløb
I Kitzbüheler Alpen har man et særligt tilbud til dem, der – efter en pause fra skiløbet – igen har fundet lysten til at komme ud på de hvide pister. Der kan være mange grunde til, at skiløbet i en periode har været sat på stand by – måske har man haft travlt som småbørnsforældre, eller måske har andre interesser været i fokus i et par år. Står man i den situation, at man gerne vil have genopfrisket sine skimæssige færdigheder, men ikke nødvendigvis skal starte helt fra bunden, tilbyder skiskolerne i Kitzbüheler Alpen en ”Learn 2 KitzSki-pakke”. Ud over liftkort, overnatning og skileje indeholder pakken et særligt skikursus, der sigter på at genopfriske og videreudvikle deltagernes kunnen på pisterne.

Og kvalificerede skilærere er der nok af. I Kitzbüheler Alpen ligger der mere end 80 skiskoler, hvor instruktørerne alle er opdaterede på basisfærdigheder inden for klassisk skiløb. Men også skisportens varianter som telemark, new school, freeride og snowboard dækkes, så uanset deltagernes niveau, temperament og interesse kan skiskolerne sætte det helt rigtige tilbud sammen.

Masser af gode grunde
Aviser, skiportaler og blade er enige – Kitzbüheler Alpen har det hele. Området høster topplaceringer i tests foretaget af fx ADAC Ski guide, Alpensicht.com og Skiresort.de, og der er mange gode grunde til de fornemme placeringer.

Først og fremmest hører Kitzbüheler Alpen til blandt verdens største skiområder, og med et All Star Card har man adgang til det hele. Kortet gælder til SkiWelt Wilder Kaiser-Brixental, Kitzbühel, Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang, Zell am See-Kaprun samt Ski Juwel Alpbachtal Wildschönau. Det kæmpe område byder på alt, og uanset om man søger de familieegnede områder, hvor hygge og atmosfære er i fokus, eller man drages af World Cup-pister, sorte pukler eller vilde funparks, finder man det her. Infrastrukturen er god, og man kommer nemt fra et område til et andet.

Kitzbüheler Alpen ligger tættere på, end man måske er klar over, og kommer man nordfra, er det den første store skiregion i Alperne, man møder. Motorvejen går lige til døren, så er man i bil, slipper man for besværlige klatreture op ad snoede serpentinerveje, inden man er fremme. Det er også nemt at komme frem uden bil – lufthavnene i Salzburg, Innsbruck og München ligger ikke langt væk, og shuttlebusser sørger for den videre transport. Og kommer man med tog, er der direkte forbindelse til de fleste skibyer i Kitzbüheler Alpen.

Livsnyderi og gastronomiske oplevelser
Når skidagen er slut, kan man fortsætte i wellness-afdelingen på hotellet eller gå på opdagelse i det lokale køkken. De seneste år er der i Kitzbüheler Alpen kommet stor fokus på gastronomien, og man finder Østrigs største koncentration af prisbelønnede restauranter i området – blandt andet den kendte Restaurant Rosengarten, der i 2009 blev tildelt to Michelin-stjerner. Restauranten er en del af det kendte Relais & Chateaux Rosengarten, der ligger i Kirchberg, og det eksklusive hotel har wellness-faciliteter, sauna og kosmetikstudio samt 26 værelser og suiter.

Brixentaler KochArt er et spændende initiativ, som områdets vintergæster kan nyde godt af, for det betyder mad med omtanke. Konceptet blev introduceret for fem år siden, og det er blevet en stor succes, der har international bevågenhed. Det helt bærende princip er, at man anvender lokalt producerede råvarer – kødet kommer fra koen på nabogården, krydderier og urter er hentet i baghaven, og svampene er plukket i nærmeste skov. Der lægges vægt på økologiske fremstillingsprocesser, og man tilstræber at bruge gamle originale opskrifter fra lokalområdet, når maden tilberedes.

Traditionel østrigsk mad finder man selvfølgelig også. 280 skihytter byder gæster velkomne med typiske retter som Schnitzel, Speck Spätzl og Strudl. Søg indendørs og nyd måltidet, mens ilden knitrer i pejsen, eller tag en plads på terrassen når solen brager ned.

Find mere info om Kitzbüheler Alpen på www.kitzalps.com