Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

St. Anton am Arlberg – fra klassisk til cool

Udholdenhed og viljestyrke er nogle af de egenskaber, man kan få brug for, hvis ferien skal holdes i St. Anton am Arlberg, for sommeren igennem afvikles den ene sportsaktivitet efter den anden. Og da St. Anton ligger midt i bjergene, afvikles mange af konkurrencerne i de smukkest tænkelige omgivelser.

ARLBERG Giro © TVB St. Anton am Arlberg

King of the Mountain
Fra St. Anton cykles over Arlbergpasset ned til Bludenz, gennem Montafon-dalen, ad den udmarvende opstigning til Silvretta, derefter gennem Paznaundalen inden det går mod målet i St. Anton. Ikke mindre end 148 kilometer samt 2.400 højdemeter venter deltagerne i den krævende Arlberg Giro, som afvikles den 2. august 2014. Løbet, der både samler amatører, supermotionister og professionelle, starter klokken syv om morgenen midt på gågaden i Arlberg, og knap tolv timer senere triller de sidste deltagere i mål.
 
Trods de skrappe udfordringer, som deltagerne udsættes for, er arrangementet én stor fest. I målområdet er der udstillinger, og man kan smage på den lokale gastronomi, så også tilskuerne kan få en festlig dag. Deltagerne vil, uanset niveau, få en flot naturoplevelse, for en stor del af løbet køres på den smukke Silvretta Hochalpenstrasse, hvor det ene serpentiner sving afløser det andet.

Omkring midtvejs møder deltagerne bogstavelig talt løbets højdepunkt, Bieler Höhe, som ligger 2.032 meter over havet – og turen op kan snildt måle sig med de udfordringer, Tour de France-rytterne udsættes for i både Alperne og Pyrenæerne. Strækningen til toppen er tretten kilometer lang, og den byder på 1.094 højdemeter, så her har bjergspecialisterne mulighed for at vise, hvad de kan. Hurtigste mandlige rytter på bjerget kan kalde sig King of the Mountain, mens hurtigste kvinde kan smykke sig med titlen Queen of the Mountain.
 
Ønsker man at kombinere løbet med en miniferie i området, kan man benytte sig af de pakkeløsninger, der udbydes i forbindelse med Arlberg Giro’en. Pakkernes pris afhænger af hotelkategorien, men ud over tre nætters indkvartering indeholder de startgebyr til Giro’en, cykeltrøje, adgang til pastapartyet samt en entrébillet til Arlbergs Wellnessbad, Arlberg-well.com
Læs mere på: www.arlberg-giro.com
 
Udfordring for mountainbikere
Mens landevejsrytterne har deres Arlberg Giro, mødes mountainbikerne til Arlberger Bike Marathon. Den 41 kilometer lange rute byder på 1.400 højdemeter, så der venter de mange deltagere en stor udfordring. De bedste klarer ruten på en time og tre kvarter, men de fleste skal nok påregne en time ekstra. Starten går i centrum af St. Anton den 23. august klokken 10.00, og sidste ryttere skal være i mål inden klokken 14.00. Mens de fleste mountainbikere har Arlberg Bike Marathon som et mål i sig selv, er der nogle få yderst viljestærke deltagere, for hvem Bike Marathon-løbet blot er en del af en større konkurrence, Arlberg Adler.
 
Arlberger Adler – for de allersejeste
I Arlberg afvikles fra april til august en speciel bjerg-triatlon, Arlberg Adler, der er krævende ud over det sædvanlige. Første del af Arlberg Adler er det berømte skiløb ”Weißer Rausch”, som traditionelt afvikles sidst i april. Her er reglerne meget simple – det gælder bare om at komme først ned fra toppen af Valluga-bjerget på ski eller snowboard. Både lokale og internationale deltagere kæmper om at komme hurtigst ned ad den ni kilometer lange upræparerede rute.
 
Der er mulighed for at puste ud et par måneder, men i juli går det løs igen. Her afvikles anden etape af Arlberg Adler, nemlig halvmaratonløbet, Arlberger Jakobilauf. Starten går den 26. juli 2014, og den yderst krævende rute er lagt i det kuperede bjergterræn. Tredje og sidste etape i Arlberger Adler er Arlberg Bike Marathon-løbet den 23. august, og når alle tre konkurrencer er afviklet, kåres en samlet vinder.
 
Også fuld maraton
Ingen går ned på udfordringer i St. Anton, for ud over Giro’en, Arlberger Jacobilauf, Bike Marathon-løbet samt Arlberger Adler-arrangementet afvikles også et maratonløb over den fulde distance på 42,195 kilometer. Den 5. juli 2014 går startskuddet til Arlberg Marathon, og her mødes et par hundrede langdistanceløbere, vandrere og Nordic Walking-entusiaster til en smuk, men også udfordrende tur i bjergene.
 
Cool udfordringer og klassiske sommeraktiviteter
Søger man grænseoverskridende aktiviteter, er der masser af tilbud i det varierede terræn omkring St. Anton. Tager man i højderne er der optimale muligheder for klatring og paragliding, og holder man sig til vandløbene og floderne, kan der dyrkes både canyoning, rafting og kajaksejlads. En række adventure-bureauer arrangerer guidede ture, og her kan man leje det nødvendige udstyr.
 
De mere klassiske aktiviteter kan naturligvis også dyrkes. St. Anton kan byde på en seks-hullers golfbane, og beliggenheden i det smukke, men bjergrige terræn betyder, at både fairways og greens regnes for vanskelige. I løbet af en runde skal spillerne forcere 100 højdemeter, så der stilles ikke bare krav til teknikken, men også til konditionen.
 
Vandring hører ligeledes til de klassiske sommeraktiviteter, og med omkring 300 kilometer markerede ruter er ferieregionen St. Anton am Arlberg det perfekte vandrested. Det højalpine landskab er ikke blot forbeholdt øvede, for der er ruter af forskellig sværhedsgrad, og med lift kan man skyde en nem genvej til højderne, så alle har mulighed for at opleve bjergtinderne tæt på.
 
Find mere information om de mange muligheder i St. Anton på www.stantonamarlberg.com