Tilmelding af Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de gode tilbud lige i mailboksen
Additional Portals
Alle historier fra bænken i Wagrain
Nogle af historierne er lidt for lange men vi synes der er så gode at I skal have lov til at læse dem.
Du kan finde de forskellige forfatteres historier ved at klikke på deres navne i listen herunder. Du kan også vælge at bladre historierne igennem i den vilkårlige rækkefølge vi har placeret dem.
Du kan finde de forskellige forfatteres historier ved at klikke på deres navne i listen herunder. Du kan også vælge at bladre historierne igennem i den vilkårlige rækkefølge vi har placeret dem.
Skrevet af Annette Sivertsen
Det blev Østrig igen, pga. fascination for bjergene, østrigernes venlighed og musikken.
Vi valgte Wagrain.
I Gondolbahn ”Flying Mozart” op til Wagrainer Hausberg kildrer det i maven, når kabinen passerer toppen af masten og ”lader sig falde”. Børnene hviner af fryd.
Vi vandrer i den frodige natur. Lungerne fyldes af ren, frisk bjergluft. Vi bryder ud i sang og skråler ”Das Wandern ist des Müllers Lust”. Undskyld Herr Schubert.
Vi er lidt trætte og sultne. Er her mon en bænk? Hjælpen er på vej. To unge østrigere ved, at bænken med Østrigs vidunderligste udsigt er lige derovre.. Det er et insidertip, og lidt hemmeligt, siger de og smiler.
Bænken må være placeret på Wagrains dejligste bjergside.
Frokosten smager himmelsk. Brød, pølse, ost, frugt og duftende Topfenstrudel forsvinder som dug for solen sammen med pebermynteteen. Vi stornyder måltidet og taler ind imellem bidderne om, at det var, da billedet af en stærk, smuk ko med en fin ”ansigtsbeklædning” tonede frem på Wagrains hjemmeside, at vi bestemte os for Wagrain. Var koen på vej op på græs den første dag eller ned den sidste dag, i år?
Mens vi drikker ud, taler vi om, hvor dejligt det var, at komme hurtigt til Salzburg med fly, at opleve Østrig fra toget på strækningen Salzburg-St. Johan im Pongau og derefter fra bussen til Wagrain.
Det var ikke vort sidste besøg i Østrig.
Og vi kommer til Wagrain en juleaften og synger med på Josef Mohrs tekst til Franz Grubers ”Stille Nacht, heilige Nacht”.
Se oversigten
Skrevet af Aase og Knud Nielsen
Et skønt minde! - Vores tur til Østrig.
I juni i 2006 tog vi en dejlig tur til Østrig i 9 dage, det var så smukt og enestående.
Vi boede på wagrainerhof , på et dejligt holet, med gode værelser.
En da var vi på gå tur og vi sad på en bænk, der var så stille og vi nød bare stilheden, udsigten og den flotte natur, alle vandfaldene så vi også på vores tur. Det var bare sådan et skønt sted man aldrig glemmer. Og et sted jeg gerne ville opleve igen.
Se oversigten
Skrevet af Yrsa Nielsen
Efter endt togrejse til Østrig og leje af cykler, med rygsæk og vores lille hund i kurven foran, gik turen ellers op, op, op. Trætte var vi, men det var dejligt. Hjemme bor vi på flade Lolland. Vi kom til en bænk med en vidunderlig udsigt, lige midt i det hele stod den, pragtfuldt, fuldendt, og trætte, ja det var vi, sultne mon ikke..
Hvad var den mon i vores madpakke som vores kromutter havde lavet til os. En flake vin, en flakse vand, groft brød, skinke, ost og lidt frugt, dejligt, lige hvad vi kunne bruge, og selvfølgelig var der også noget til hunden.
Fortrudt at vi tog til Østrig, nej her kan man virkelig slappe af og nyde Østrig`s panorama. Et af verdens natur fænomener.
Tilbage engang igen. Ja helt bestemt....
Nå op på cyklerne og nedad det går.
Se oversigten
Skrevet af Trine Thygesen
Et øjeblik.
At sidde her på denne bænk en smuk sommerdag. Rasmus render rundt og leger - han er sikkert ved at bekæmpe en Orker-hær eller i gang med at øve 'kama-hama-ha' - en DragonBall-kampteknik.
Vi tog afsted i morges efter morgenmaden og har gået opad hele formiddagen. Vores tempo er ikke den hurtigste. Turen bliver ofte afbrudt fordi noget skal undersøges eller studeres nærmere. Vi har også smagt på vandet i det lille vandløb vi kom forbi.
Nu er vi nået til denne bænk. Turrygsækken ligger ved siden af med vores velfortjente madpakke.
Men først skal jeg bare sidde - sidde og nyde nuet.
Tankerne flyver tilbage til den dag vi bestilte sommerferie. Rasmus er vild med bjerge, sten og natur. De fleste tilbud gælder 2 voksne og 1,2 eller 3 børn, men dette sted fik vi et godt tilbud på én voksen og ét barn. Vi bestilte, glædede os ... og mange uger senere kunne vi pakke taskerne og tage afsted.
Vi ankom i går efter en lang togrejse. I dag trænger vi til at komme ud og røre os. Ved morgenbordet smurte vi en god madpakke og fik både the og saft med. Vi har lokalkort med, samt informationer om retning, specielle steder m.m.
Nu er vi nået til denne bænk og en hel uge venter forude. En uge, hvor jeg hverken skal lave mad eller vaske op. En uge, hvor vi har tid til at være sammen – spille, læse, lege og være en masse ud, så vi håber på godt vejr.
Vi har ikke bil med og vil derfor tilbringe vores tid her i nærheden, medmindre der arrangeres ture andre steder hen - jeg så vist et skilt med ”Heimatsabend”, hmm … det må jeg hellere undersøge. Vi skal også prøve vand-landet i nærheden, ja og så skal vi op til denne bænk igen. Her er forrygende fredfyldt, men nu må vi hellere spise vores madpakke.
Se oversigten
Skrevet af Ulla Eickhardt
Kræfterne er ved at slippe op, men ingen af os vil indrømme, at vi trænger til en pause. Vi er høje af den friske luft, naturen, blomsterne, lydene. Underligt, - men man kan tydeligt mærke, at det er en helt anden luft, vi indånder end vi er vant til i storbyens trafik derhjemme. Det kan umuligt være noget, vi bilder os ind. Ilten gør godt i krop og sjæl.
Efter morgenmaden pakkede vi rygsækken. Far sagde som sædvanlig, at vi altså måtte begrænse os lidt, for det er jo i sidste ende, ham der bliver pakkedyr - i hvert fald for mor!!! (Inderst inde er han vist lidt stolt af opgaven, - for han er STÆRK!) Men de vigtigste ting er i tasken, og far bliver bestemt også glad for det vi har med, når vi nu skal have en tiltrængt pause. Vi har hver et mavebælte med en vandflaske, men det er ikke nok i det lange løb!
Mine ben ryster, og jeg vil ikke være den første til at bede om en pause, - men da en bænk dukker op midt i den skønne natur, - med en aldeles pragtfuld udsigt, - kigger vi på hinanden og griner. Vi tænker alle det samme: Her skal vi sætte os og slappe af. Vi klarer jo udfordringerne fint og har ikke noget hastværk.
Det føles helt anderledes at sidde her og spise end derhjemme, og alting smager bedre. Vi har vores lidt specielle, men dejlige madpakke med, som vi alle elsker: En dåse pølser, som kan åbnes uden dåseåbner, og nogle bastante boller. Og dertil har vi en thermokande kogende vand og nogle breve kakaopulver. Så vi får pølser og varm kakao. Og, - ja, - mor og far har en lille flaske med rom i, som vi hælder i kakaoen. Så smager den ekstra godt!!!!!!!!!!. Og i rygsækkens små siderum er der tyggegummi og slik til børnene (og - ja, - også til de voksne!).
Vi nyder maden og er glade for de vådservietter, vi har med til vores pølsefingre. HER er livet. Hverdagen er langt væk og vi ER BARE - sammen!!!!!!!!!
Se oversigten
Skrevet af Janne Nielsen
Det var den eftermiddag, hvor hele familien var samlet og skulle tage den store beslutning om, hvor årets sommerferie skulle holdes. Alle fire; far, mor, søster og lillebror sad i den lille hyggelige stue. Foran dem lå en stak rejsebrochurer.
Lillebror startede; - Der skal være et kæmpe vandland, sagde han bestemt
- ok, bare det er sydpå og der er en minigolf, svarede søster
Mor kiggede på dem alle, - jeg vil gerne se et museum, som jeg ikke har været på før.
- findes det? spurgte lillebror og søster i munden på hinanden.
- Måske, svarede far, - Jeg vil gerne på vandretur, bjerge, natur, det er rigtig ferie,
- Det er hele fire forskellige ønsker, det går nok slet ikke, svarede mor opgivende.
- Vi får at se, svarede de tre andre og begyndte at kigge i brochurerne, der lå på bordet.
Lidt efter jublede søster
- Jeg har det! Et sted, hvor vi alle kan få vores ønsker opfyldt, jublede hun
- Hvor? spurgte de tre andre spændt
- Østrig, i Wagrain, der er vandland, museum, minigolf og masser af natur
Alle fire kiggede på brochurerne, som viste billeder fra Wagrain
- Wow, der er flot, sagde lillebror, - men sådan er der nok ikke i virkeligheden
- Måske, svarede far og mor, - skal vi se efter?
Fire måneder efter sad de der, i Wagrain, i den skønne natur med hver deres madpakke. Solen skinnede og det summede af liv.
Mor kiggede på lillebror, - nå, hvad siger du så, er her ligeså flot som på billederne?
Lillebror kiggede sig godt omkring
- Nej, svarede han bestemt, - her er meget bedre i virkeligheden.
De andre nikkede og grinede
En historie? I kan bare selv tage derned og se efter….. den er god nok!
Se oversigten
Skrevet af Lars og Ingeborg Rudolf
Ferie med børnebørn
Amanda på 11 år og Tobias på 13 år er på ferie med os bedsteforældre i en uge i Wagrain. Bilturen hertil gik uden problemer, vi legede gætteleg det meste af vejen, de fik vist ikke hørt meget musik i IPod.
I begyndelsen af turen var der en del brok over, at vi alle skal slukke mobilen og kun må have den tændt kl 20-21 hver dag, så familien kan få fat i os...... og de kan sms med vennerne.
Børnene var vilde med det store badeland Wasserwelt Amadé , hvor vi tilbragte 6 timer igår. Vi voksne kunne godt have undværet det. Idag er det os der bestemmer, en rigtig bedsteforældredag. Vi er ude at vandre med mad, drikkevarer og en bog om blomsterne i rygsækken. Vejret er smukt og ikke så køligt nu som i morges.Fuglene synger, insekterne summer og vi kan høre klokkerne om køernes hals, selvom vi ikke har fået øje på køerne endnu. Børnene samler forskellige blomster og vi voksne finder dem i bogen og forklarer. Vi har også fundet navnene på kortet på de bjerge vi kan se. Vi bedsteforældre nyder at dele glæden over naturen med børnene. Det har været en drøm i flere år, at tage børnene med til en anderledes ferie med stilhed, smukke udsigter og ro til at snakke uforstyrret. Det er vidunderligt og vi nyder det alle 4.
Se oversigten
Skrevet af Birgitte Rönfeld & Anders Dissing
Vores tur op på bænken i Østrig...
Jeg, Birgitte Rönfeld, har familie i Østrig og det er nu ved at være et par år siden vi har set dem...så grunden til at vi er havnet på denne bænk er at vi er ude og trave med familien...Vi har igår i marts fået en lille datter Filippa og hun skal da vises frem til hendes østrigske del af familien...Vi bor i en lejet hytte i nærheden af familien...de skal ikke vækkes af barnegråd om natten....Vi rejser næsten altid de samme steder hen når turen går til Østrig, og det er ophold i nærheden af familien i Graz...Men vi tager gerne afstikker, eller små ophold i Wien eller Salzburg. Vi kører selv derned i bil...så kan vi holde de pauser vi vil - når vi vil....og vi er ikke afhængige af at skulle leje eller låne bil....
I hytten er der bare hyggeligt...men det er ikke der vi tilbringer mest tid...vi er nemlig sammen med familien....sidde og hygge på de lune sommeraftener...med godt brød, speck og kold vin....
Vi skal selvfølgelig ud at trave i bjergene når vi er i Østrig...det er næsten en selskreven regel...sidst vi var i ØStrig var vi ude og trave adskillige kilometer og vi ledte efter svampe som vi tog med hjem og tilberedet - mums et festmåltid.
Vi er en stor flok der er ude at gå, ca 10-15 personer, både børn og voksne....Vi er altid ude at gå når vi er i Østrig og også på denne herlige dag...det er lunt og vi har shorts på og kortærmede trøjer...vi holder pit-stop ved bænken hvor vi har speck og brød med...samt koldt vand...Vi snakker om hvad der er sket siden sidst vi har været sammen...Nyder samværet med familien, synte af de østrigske bjergtinder, duften af sommer og varme...Det kan ikke blive en mere perfekt dag....
....I morgen skal vi ud og bade i en af søerne...igen drager hele familien af sted...vi skal være 14 dage i Østrig og vi stor-nyder hvert sekund....Kan man forlange mere? Nej
Se oversigten
Skrevet af Per Nilsson
Det er i slutten av januar og det er vinter. Jeg er på skiferie med guttene mine i Østeriket og her er forholdene perfekt. Jeg var lei av kø i skitrekkene i Norge. Jeg var lei av dagskort som kostet mer enn reisebudsjettet og jeg var lei av den dyre, usunne mat ved norske skitrekk.
Nå har vi vært her i Sallbach nesten en uke og må snart reise tilbake til Norge.
Hva har vi så opplevd ? Vel, å fortelle det med enkle ord blir nesten umulig. Hotellet er nydelig. Personlig service, koselige leilighetsrom med utsikt til snødekte fjelltopper, TV , fliselagt bad, kjøkken og egen badstue.
Saalbach er en liten "landsby ". Så liten og intim at du blir snart lokalkjent og finner fort dine favorittsteder. Et hyggelig spisested, en klesbutikk med fine fristelser, en sportsbutikk med skiutleie, eller en pub med god musikk og herlig drikke.
Jeg ligger på en benk vel 2000 meter over havet og tenker på disse dagene. Puddersnø, sol, løyper for proffe og amatører, skitrekk i alle retninger uten kø, restauranter på fjellet med herlig mat, sol fra skyfri himmel, og to fornøyde gutter. Landskapet er finere enn de fineste postkort !
Jeg siger ned på benken, lukker øynene og plutselig er det sommer. Fuglene synger i trærne rundt meg, det er varmt, grønt gress, elver som renner, blader på trærne. Guttene mine ler og hiver steiner som hopper på den blanke vannflaten på et fjellvann som speiler fjellene rundt. Jeg svetter og er tørr i munnen. Jeg strekker meg etter vannflasken. Plutselig har jeg skistaven i hånden. Hvor ble sommeren av ? Var det en drøm og et bilde av samme landskap i sommerens vakre farger. Ja, vinteren er tilbake. Jeg har fått et innblikk og en tanke om hvordan den grønne benk ser ut om sommeren. Vi må bare tilbake her når sommeren kommer. Dette må familien også få se !!
Se oversigten
Skrevet af Margit og Gustav Christensen
Jeg vil forsøge at fortælle, hvordan min mand og jeg er havnet på en bænk i Østrig, Vi elsker begge Østrig og har tilbragt vores ferier i dette pragtfulde land hvert eneste år siden 1964, først 2 år ved Innsbruck, så 2 år i Zell am See, og siden 1969 i Vorderberg, en herlig lille landsby i Gailtal Kärnten. Mens vi sidder på bænken og slapper af efter en herlig spadseretur, nyder vi den pragtfulde natur, med bjerge, skove og søer, og glæder os til at vore børn og børnebørn kommer og besøger os, vi har fire børn ni børnebørn og et oldebarn, og alle har det som os, de har Østrig som ferieland nr. et, i denne sommer kommer for. Eks 18 personer fra Christensen klanen til Østrig, og så bliver der hygget, vi glæder os allerede til at spise Wienerschnitzel, Leberknödel plus meget andet, for slet ikke at forglemme, vi skal op på almen og nyde et Jausenbrett og dertil en Stampel og en Gösser.
Se oversigten
Skrevet af Peer Hansen
Vi er ofte kørt igennem det smukke Østrig, på vej til Gardasøen, som vi holder vores sommerferie ved hvert år de sidste godt 7 år.
Østrig er for os et åndehul og en smuk oplevelse efter omkring 1200 km motorvej gennem Danmark og Tyskland. Specielt smuk er den, hvis man oplever at køre om natten, og kører igennem Østrig netop som solen står op. Så fås det ikke ret meget flottere.
Vi har ofte talt om at besøge Østrig, specielt efter mine forældre gjorde det for nogle år siden, og kun havde rosende ord om Østrig at dele ud af. Derfor sidder vi nu på denne bænk, og nyder solens varme, biernes summen og den flotte uspolerede udsigt og natur.
Man forventer næsten hele tiden at der kommer en "Milka-ko" gående over skråningen så snart det kan være. Alt er bare fred og idyl, som kun Østrig kan tilbyde det.
Det er bare ren afstresning og nektar for sjælen. Tilbage er kun at sige: "Grüss Got!" Lad jer inspirere af vores lille appetizer og læg turen forbi Østrig næste gang i har ferie.
Se oversigten
Skrevet af Kim Ås Christensen
Jeg sidder på en bænk sammen med min kone og mine to sønner, Sebastian og Tobias, vi nyder den smukke natur og jeg fortæller mine drenge om alle mine oplevelser i Østrig. Jeg besøgte Østrig første gang i 1972, da var jeg to år, og siden har jeg været der næsten hvert år, først med mine forældre, siden med min egen lille familie, vi er alle meget begejstrde for Østrig, det gælder både naturen og menneskene, og for os fra det flade Danmark er bjergene hvert år lige betagende.
Også mine søskende tager til Østrig, så vi mødes altid og hygger os sammen. I løbet af pausen på bænken planlægger vi næste dags program, skal det være en tur med svævebanen, eller skal drengene slå sig løs på en rodelbane? I år kan Tobias selv køre.
Se oversigten
Skrevet af Lis Dorfer
Efter lige at være kommet hjem fra det vidunderlige Østrig, som vi nok har besøgt ca. 30 gange, an jeg slet ikke få armene ned.
Vi ( min mand og jeg) boede i en lille by der hedder Strass, på cafe zillertall, et super godt hotel med en service så fin, som jeg ikke tror findes mange steder, men Østrigerne er også et folkefærd, som man ikke finder mange steder, så hjælpsomme og venlige.
Vi tog en lille togbane til Mayrhofen, der var så smukt med masser af sne på bjergtoppene , det kan ikke beskrives, det skal ses.
Det kan kun anbefales, og det er lige meget hvilken årstid man er der.
Østrig er i hvert fald vores andet fædreland.
Se oversigten
Skrevet af Jørgen Kjeldsen
Det var egentlig meget pudsigt at der kommer en konkurrence om ophold i Østrig, vores familie har igennem mere end 25 år taget på ferie i Østrig, vi startede med at køre i bus til Østrig om sommeren, det var bare alle tiders, masser af vandreture op og ned af bjerge og på et tidspunkt blev vi lokket til også at tage derned om vinteren, vi startede med at vores yngste søn følte trang til at stå på ski, da vi så den glæde der var ved denne sport, mente vi også at det måtte vi jo også prøve, som sagt så gjort.
Nu tager vi til Østrig både sommer og vinter.
Hvordan er vi så landet på bænken?
Det startede med at vi ville en noget mere aktiv sommer end bare at sidde og nyde vejret og daske rundt, så vi blev enige om at nu, skulle der ske noget aktivt, så vi læssede vores mountainbike og tog til Westendorf hvor vi havde bestilt hotel og så skulle vi bare op på cyklen og rundt i terrænet op og ned af bjerge, nogle gange lidt mere stejlt en vi havde forestillet os men op kom vi dog.
På den aktuelle tur var vi på vej retur fra Kirchberg hvor vi havde forsøgt os med et par nok så stejle bakker og nu sad vi og beundrede en fantastisk udsigt mod Brixen og Hohe Salve, solen skinnede og den medbragte drikkevare var mere end velkommen, når vi sådan sad og beundrede den grønne natur og det gode vejr kunne vi godt sidde og tænke på hvad mange Danskere gik glip af, ved at tage til en eller anden ”dødssyg” badestrand, for at lade sig gennembage af solen, drikke en masse billig sprut og bagefter når de kom hjem ikke har oplevet noget som helst af det land de har besøgt.
Samtidig blev den kommende vinter planlagt, nu havde vi jo kørt på bjerget når der var græs, så nu skulle det jo også prøves når der var sne på.
Se oversigten
Skrevet af Kirsten Neiman
Ja, så drager vi alle fire afsted til østrig - vi tager flyveren derned - så er vi hurtigst fremme. Vi fire, er veninden og jeg med vores tilsammen 2 børn (den ældste er 14 mens den "lille" er 10 år). Vi er naboer og enlige mødre begge to som gerne vil have en god tur med vores drenge som vi har 1 uge hvert år. I år har vi har tænkt at Østrig med den smukke natur og bjerge vil give os nogle gode udfordringer og aktive dage sammen med drengene. Vi har før været på camping-ferie sammen i Italien - det blev faktisk ren bade ferie - nu er drengene blevet så store at de også sætter pris på en aktiv ferie og det gør mødrene også.
Så er vi ankommet og hu hej hvor det går med at få suget alle indtrykkene til os. Vi er i badeland, på wagglermuseet og hygger os og spiller spil om aftenen. Gåture bliver det også til mange af - og specielt denne dag er pragtfuld - vi har gået og sunget og studeret naturen og nu trænger vi til lidt godt at spise - op af rygsækken kommer en dejlig rødvin og juice til børnene - masser af frugt og grøntsager samt noget godt brød og ikke mindst forskellige oste. Vi breder tæppet ud og spiser og hygger en times tid hvorefter vi har genvundet kræfterne til at forsætte den dejlige tur og få renset sjælen, så man er klar og med fuld energi til at fortsætte den hekstiske hverdag det er som enlig mor.
Se oversigten
Skrevet af Olav Djernes
Vi havde masser af muligheder, men vi valgte Østrig!
Autocamperen er lige købt og vores første tur skulle tilrettelægges.
Der var gået en masse forud - hvad ville vi opleve, hvor langt ville vi køre osv?
Landskabet og ikke mindst befolkningens venlighed er en betingelse for at vi vil besøge et område. derfor valgte vi Østrig, (det er 8. gang)
Vi sad på bænken, høj hævet over landsbyen, vi lyttede til fuglesang og skuede ud over dette fantastiske bjerglandskab - noget anderledes end når vi sidder på bænken ved Himmelbjerget i Danmark.
Solen stod højt på himlen og en "bjerg" ko gjorde sig bemærket med sin bjælde ringlen og binglen, mens en anden tyggede drøv. Vi havde lidt ondt i ryggen med alt den proviant vi havde slæbt op på bjerget - men NU skulle madpakken fortæres så alle var glade, drikke vandet havde vi heldigvis ikke slæbt med, da vi altid kan finde en rislende bæk, hvor vandet er dejlig kold og frisk. Vi hyggede os og fik en lille lur og så gik det fremad igen, MEN noget lettere for mig der skulle bære rygsækken. Vi havde kompas med så vi nåede "i land" inden solen helt forsvandt i den fantastiske horisont.
Næste dag og næste dag............blev lynhurtig brug og pludselig sad vi i autocamperen igen på vej til Danmark, efter en igen forrygende ferie ophold.
Tak Østrig!
Se oversigten
Skrevet af Jesper Almar
Her sad vi så – på en solbeskinnet græsskråning – min hustru, vores 2 børn og så mig selv. Tog en dyb indånding af den reneste luft, man kunne tænke sig, mens vi kiggede på en udsigt, der egentlig burde have været sat på et postkort og sendt til familie og venner i Danmark for længst.
Vi havde siddet sådan længe, og ville sikkert have siddet der længe endnu, hvis det ikke lige var fordi, jeg var ved at få en bi i næsen, mens jeg indåndede duften af de mange vilde blomster i alperne.
Gad vide, hvor længe vi havde siddet her? Vi måtte have siddet her længe, for jeg var blevet sulten. I rygsækken fandt jeg en plade chokolade. Den lå i en pose ved siden af mit liftkort......mit liftkort????? Det var først da, at jeg opdagede, at vi alle havde ski på. Vi var jo taget på skiferie til Østrig, og havde sat os ned for at hvile og nyde udsigten.
Vi var blevet betaget af den smukke udsigt, og så var tiden lige som løbet fra os. Det kan jo ske, når man er i Østrig.
Se oversigten
Skrevet af Jørgen Eberhardt
Vi havde som vanligt, haft en dejlig tur med toget til Østrig, havde rejst om natten, således at vi var godt udhvilede da vi kom frem, først på eftermiddagen. Allerede næste dag, havde vi bestemt, at vi skulle gå en af vore sædvanlige dejlige ture, netop til "Vores bænk". Vi havde bedt om en madpakke af Barbara på Gasthof, så vi gik fortrøstningsfulde afsted tidligt på morgenen. Åh, hvor vi nød igen at være hernede, nikke til gamle bekendte, Gruss Got, til alle vi mødte, standse op, og nyde det dejlige panorama der til stadighed kom for vore øjne. Endelig ved bænken, frem med madpakkerne, Åh ja, vi vidste det, brötchen mit wurst, herligt, og dertil beer og apfelsaft, jo, så kendte vi igen vores Østrig. Vi nyder maden i fulde drag, taler om episoder ved vore tidligere besøg, og finder ud af, at vi godt kan gå lidt længere, og så komme tilbage til bænken. Solen skinner, og varmt er det, så af med så meget tøj som anstændigheden tillader. Da et par timer er gået, er vi tilbage ved bænken, Åh, det er godt at komme til at hvile benene, men også at opdage, at vi er vist blevet lidt røde af solen, men det skal vi ikke bekymre os om, for det er blevet overskyet, og inden vi får set os om, styrter regnen ned, så det er bare med at finde hjem til vores Gasthof, og der bliver vi modtaget af vores søde Barbara, der bekymret har ventet på os, og hun får os indenfor, hvor hun giver os hver en Glühwein, hvad der sætter gevaldig gang i hele skrutten. Behøver jeg at fortælle, at vi sov ualmindelig godt om natten.
Se oversigten
Skrevet af Jette Rosendahl
Min søn Mads siger begejstret: "Jeg kan se HELE VERDEN!", og igen tænker vi, hvor var det godt, at vi valgte netop Østrig som feriemål for denne sommerferie!
Det havde ellers været et meget svært valg med mange bekymringer. Vi havde mange spekulationer, da vi har en handicappet dreng på 8 år, og vi stillede derfor mange krav til feriestedet og ferieformen. Vi havde mod på at køre selv, da vi to år forinden havde kørt til NordItalien, og køreturen gik fint. Selve ferien i Italien var dog ingen succes. Der var for varmt, så Mads blev dårlig, og der var turister overalt...
Kravene til ferien i år var aktiv ferie i flot natur, men vejret måtte ikke være for varmt. Der skulle være roligt og gerne med mulighed for vandreture på handicapvenlige stier og gerne med bademuligheder.
Alt var perfekt indtil videre. Vi boede på en lille hyggelig Gasthof med morgenmad, aftensmad og det sødeste personale. Vi havde vandret hver dag, badet i en flot badesø, været ude at sejle samt prøvet en svævebane.
Nu sad vi her på en bænk med en dejlig indre ro og nød den imponerende udsigt og stilheden. Vi havde vandret i knap to timer med den store jogger/klapvogn, så nu havde sulten og tørsten meldt sig. Vi åbnede rygækken og pakkede forventningsfulde madpakken fra Gasthof'en op. Heller ikke denne gang blev vi skuffede - en stor og solid madpakke lavet af gode og friske råvarer. Mads sad med sunde røde kinder og spiste og spiste, mens han glad kiggede på "hele verden"...
Se oversigten
Skrevet af Ingrid Larsen
Min mand og jeg blev kærester da vi bare var 15 år gamle. Det var en varm sommer, og han fortalte begejstret om en ferie til Østrig, han havde været på med hans forældre året i forvejen. I årene fremover blev han ved med at snakke om, at det skulle jeg opleve. Men børn, hus og ikke for mange penge forhindrede det, men jeg var mange gange i årenes løb tvangsindlagt til, at se hans lysbilleder fra den tur han aldrig kunne glemme, der gik faktisk gik 32 år før jeg skulle ud og opleve hans Østrig. Vi skulle med ferieekspressen til Østrig, og det var en oplevelse i sig selv. Da vi nåede frem blev vi indkvarteret i det skønneste hus, med den sødeste værtinde, og så begyndte eventyret. Vi tog bjergbanen op på bjerget, sikke en udsigt helt ubeskriveligt, og gå ned. Hvor var der smukt, vi satte os på en bænk, hvor der var en flot udsigt, og så skulle vi se hvad vores værtinde havde lavet af lækre ting vi kunne spise. Der var en slags bolle med pølse på, det smagte himmelsk, det er åbenbart en Østrigsk specialitet, de kalder det pølsesemler, der var vand, en termokande med kaffe og kage var der minsandten også. Vi kumme næsten ikke løsrive os fra bænken på skrænten igen, vi sad der i et par timer og nød udsigten før vi vandrede videre nedad. Halvt ned af bjerget var der et lille sted hvor vi kunne købe en forfriskning, og selvfølgelig skulle vi have en Ratler. Hvor havde han haft ret i alle de år. Østrig kan man ikke fortælle om det skal opleves.
Se oversigten
Skrevet af A. Larsen
Hele vinteren havde familien kigget i rejsekataloger og i marts bestemte alle sig til at det måtte blive Wagrain I Østrig.
Selv om vi gennem mange år har rejst til Østrig, vender vi tilbage gang på gang.
Det er bare perlen i Europa, både sommer og vinter.
Vi ankommer med bil til et lille hyggeligt hotel, lige over middag. Vi får anvist vores værelse og nyder lige udsigten på balkonen.
Smukt, smukt, bjerge, skov og de bimlende køer. Det er næsten som at komme ”hjem” igen.
Hvad skal vi finde på ?? Vi har jo kun 1 uge, så vi må udnytte tiden godt.
Jeg får en idé, orienterer lige familien om at det kunne være hyggeligt at gå en dejlig tur ind mod en bjergsø, som jeg havde set på kortet over området.
Jeg beslutter at tage rygsækken på og går lige ned og handler i det lokale supermarked.
Familien står og venter på mig, så vi er klar til at begynde vores tur. Ingen udover mig, ved hvad det er indkøbt.
Vi hygger og pjatter, nyder de dejlige dufte fra blomster og træer, og pludselig siger den mindste:” Jeg er faktisk lidt sulten!” skal vi ikke se hvad mor har købt af spændende ting. Et lille stykke lidt længere fremme og 1 time senere når vi til en bakketop, hvor der står en bænk , det var lige det vi kunne bruge.
Det viser sig at det netop er det sted som jeg så på kortet, som lå på vores værelse. Her slår vi os ned og maden bliver pakket ud.
Et par semmel og noget bondebrød, samt dejlige pølser bl.a Landjäger som vi synes er en delikatesse. Lidt ost blev det også til.
Den lokale øl er super og drue juicen til børnene er i top.
Som prikken over i’et, har vi nu den smukkeste panoramaudsigt man kan ønske sig, en inddæmmet turkisblå sø ligger lige under vores fødder.
Børnene leger og vi voksne sidder helt tavse indånder den herlige bjergluft og klarer hjernen fra hverdagens strabadser.
Nu er ferien startet. Efter 1 times tid beslutter vi at gå tilbage til hotellet, og lige snakke om de dejlige indtryk vi har fået på vores første tur.
Vi var alle enige om, at vi havde taget den helt rigtige beslutning i vinters, at turen skulle gå til Østrig.
Vores første vandretur var en dejlig oplevelse og maden havde været perfekt. I morgen tager vi på en ny vandretur, hvor vi skal med en svævebane op og så vandre vi ned af stien. Og for at gøre det hyggeligt og spændende med små overraskelser, bliver det børnene der bestemmer, hvad der skal med af mad i rygsækken.
Det er ingen tvivl om, at vi får en hyggelig ferie, og hvor er det godt at vi valgte Østrig igen, det er bare vores sted.
Se oversigten
Skrevet af Henning Bliss
Det er tidlig morgen, solen skinner fra en skyfri himmel og alt ånder fred og ro. Vi har pakket vore rygsække med frokost og drikkevare og begiver os op ad bjerget. Efter nogle timers vandring åbner bjerget sig som ved et tryllesag og den mest vidunderlige udsigt toner ind på vores nethinder. Det føles som om, at den bænk vi får øje på har stået og ventet på vores komme, vi sætter os og lader roen og den vidunderlige natur skylle ind over os, medens vi fordyber i eftertænksomhed og åndelig ro, som er en utrolig lise for sjælen. Vi føler, at vi for en stund har fået himmerige tæt på.
Se oversigten
Skrevet af Hanne Kirkegaard
Jeg har lige været i bad, og forsøger at vække Brian. Han er ikke så god til rejser, han får transport syge, og har desuden højdeskræk. Jeg er glad for at han er med, sammen med hans bror Poul og hans familie. Brian og jeg har jo været sammen i over et år, men det er først nu jeg møder hans familie.
Endelig står Brian op, giver mig nogle dejlige kys og knus, og går i bad.
Da vi begge er klar går vi ud, for at spise lidt morgenmad. Poul, hans kone og børnene er allerede i gang. Brians nevø og niece er begge i højt humør.
Efter morgenmaden rydder vi bordet af, og begynder at pakke en taske, tager nogle ordentlige vandresko på og begiver os opad.
Børnene er løbet lidt i forvejen. Deres mor er lidt bekymret for dem og råber at de ikke må gå for langt væk.
Da vi har gået 2 timer, stopper vi op og kigger på den storslåede udsigt ud over dalen. Jeg kigger over mod Brian som sidder og kigger på mig. Jeg smiler stort til ham og vælter ham i græsset og giver ham en masse knus og kys.
Efter en times vandring begynder børnene at gå sammen med os. De er vist ved at blive trætte og sultne. Mikkel og Brian taler om forskellige computerspil, de kan lide, og om hvad for nogle nye spil de kunne tænke sig at få. Naja går sammen med sin mor og far foran os. Mens vi snakker, når vi endeligt op på toppen.
På toppen er der en bænk, hvor der foran er to pingvin figurer. Vi sætter os ned på bænken, og snakker om hvorfor der ligger to pingviner på toppen af et østrigsk bjerg. Mikkel og Naja mener at det er inspireret af filmen "Happy Feet". De begynder at danse foran os, og imiterer Mumble og Gloria. Mens de leger begynder vi at pakke maden ud; søde saftige æbler, friske appelsiner, sandwiches med skinke, ost og salat, saftevand og chokolade til dessert. Vi nyder udsigten, spiser og slapper af. Stadig masser af solskin, og ikke en sky i sigte.
Se oversigten
Skrevet af Lene Overlund Buhl
Nu vil jeg fortælle, hvordan mig og min familie endte på bænken og kiggede ud over den flotte natur og udsigt.
Vi var på tur i Østrig og ville på bjerg vandring, og det er der jo rig mulighed for i Østrig. Vi tog en svævebane op i bjergene, det var rigtig hyggelig, selvom vores lille hund syntes i starten, at det ikke var særlig sjovt sådan at svæve i luften, men efter et stykke tid faldt også den til ro.
Vi travede op af efter at have svævet op i 1500 m højde, men der var god stier. Vi havde, taget mad og drikke med, da vi ikke vidste hvor langt vi ville gå. På et tidspunkt trængte bene til hvile og alle var ved at være sultne og tørstige, så vi fandt bænken. Jeg fandt sandwich frem og de kolde vandflasker, da det slukker tørsten godt. Imens vi sad og nød maden, kunne vi høre bjælderne fra køerne der gik ned af bjerget, det var rigtig hyggeligt og vi havde svært ved at komme videre. Vi holdte pause i 1½ t inden vi gik videre op mod toppen. Da vi kom derop var der et hyggeligt lille gasthaus, hvor man kunne overnatte og vi fik lyst til at sove der, så vi spurgte om de havde et ledigt værelse og det havde de.Så vi overnattedeoppe i bjergene det var rigtig hyggeligt.
Næste dag gik vi tilbage og sad lidt på bænken igen og nød stilheden så man kunne høre de forskellige lyde der er i naturen.
Se oversigten
Skrevet af Finn Jeppe Nielsen
Nu har vi i vores familie siden 1984 tilbragt vores ferier både sommer og vinter i Østrig, og vi er slet ikke mætte af landet endnu. Vi har både i bil, til fods og de sidste 4 år på cykel nydt dette skønne land. Tidlige solopgange på en bjergtop efter 3 timer vandring i mørke, skønne aftener med musik til den lyse morgen og tordenbyger med masser af store hagl, kan man næsten ønske sig mere, ja det er Østrig jeg taler om ikke himlen.
Se oversigten
Skrevet af Hans Verner Lollike
JEG TÆNKER PÅ EN KO!
Ja, undskyld ! jeg sidder altså her på en bænk og tænker på en ko, som jeg aldrig har set. Forklaringen er ganske enkel. Vores søn med familie var på vej til Italien og overnattede i en Østrigs landsby. Om morgenen blev de vækket af en flok køer på marken udenfor krovinduet. Det vakte stærke minder hos ham om barndommens ferier hos farfar og farmor på landet med køer og det hele. Den morgen faldt vores søn for Østrig, og derfor sidder jeg her på en bænk sammen med min kone og vores sønnesøn, Carl, og ser ud over bjerge og dale, søer og køer. Der er himmelhøjt til Himlen. Der er stilhed og varme i luften, man kunne næsten komme i det poetiske hjørne, hvis ikke Carl blev ved med at sige: ”Farmor er det ikke nu, vi skal spise frokost? Jeg er sulten!” Ja, så må vi nyde stilheden, udsigten, og ægte østrigske pølser med Senf og det friske brød købt hos Bäckerei Schmidt for et par timer siden. Jeg tænker Carl skal have cola, og til farmoderen og mig er der vel et par af de ”lokale”.
Se oversigten
Skrevet af Bertel Bertelsen
I 1990 besøgte jeg for første gang Wagrain for at stå på ski. Jeg blev meget betaget af byen og området, og jeg har lige siden hver vinter besøgt Wagrain, op til flere gange pr. sæson, for at stå på ski. Hver eneste gang betages jeg af områdets fred og ro på trods af alle de skiturister der besøger byen, og hver gang strejfer tanken mig: Hvordan er her egentlig om sommeren? Jeg har fra venner hørt at det er helt anderledes og svært at forestille sig området med rislende vandløb og græssende køer.
Endnu er det ikke blevet til et sommer-besøg, men det står meget højt på ønskesedlen.
Se oversigten
Skrevet af Mona Nielsen
Jeg og min famillie sidder og ser ud over de flotte bjerge som var det smukkeste syn for en dansker som bor i et meget fladt land, så det var ret overvældende at stå op om morgenen og se ud over det kuperede teræn bare høre lyden at køer med de specielle klokker gå og græsse og lyden fra alle de rislende bække med det klare kildevand. Et stort ønske at komme tilbage til da det er 25 år siden sidst.
Se oversigten
Skrevet af Jan Christensen
”Se en snegl”!, jubler min lille 2-årige søn begejstret, da vi sidder på bænken, godt udmattet efter en hård ”bjegetape”. Nu sidder vi lige og holder lidt velfortjent siesta inden turen går videre.
Min søn er mere interesseret i sneglen, end den smukke natur, som man nok må sige imponerer – her kan end ikke de vendsysselske alper være med...!
Først da chokoladekiks, kakaomælk og myslibar bliver fremdraget af rygsækken – glemmer han aaalt om sneglen!
”HVAD????” -”Skal vi til Østrig…. – I SOMMERFERIEN ??? – hmmm…..det kan godt være den gamle her fik den koffeinfrie grueligt galt i halsen –
Hvis hun havde foreslået at tage til Østrig om vinteren , kunne jeg forstå det – så skulle jeg vise ham Frantz Klammer hvordan man står på ski!
Hmmm… nå, - men hun mente altså at vi trængte til en ”AHA- oplevelse”, bl.a. i form af frisk luft, unikt landskab, frisk motion, - jeg havde ellers regnet med at blive hjemme hele sommeren, så jeg havde en fair chance for at få malet den carport, som trængte til maling allerede forrige år.!.., men OK – jeg tager med – så slipper jeg jo også for at vaske op i en hel uge...
Men – når man så sidder her på bænken i det østrigske, så glemmer man carporten, den lange biltur herned, køen nede ved Hamburg, den sure tankpasser i Padborg, kokassen som jeg trådte i for 5 minutter siden - i øvrigt for stor morskab for de andre…
Det her er balsam for sjælen – at sidde her – på denne bænk sammen med dem man holder allermest af – og bare nyde ”det hele” – ja det er da bare dejligt!
Østrig er for alle -ikke mindst om sommeren. – her er der heldigvis også snegle.!
Se oversigten
Skrevet af Finn og han gode skivenner
Jeg sidder her på en bjergsti og skuer ud over de græsklædte alpesider.
Efter at have været på vinter/ski ferie i Østrig igennem de sidste 22 år, har jeg sammen med mine gode skivenner, fået lyst til at opleve alperne om sommeren.
Det er storslået at se alperne om vinteren, og opleve den fantastiske Østrigske gæstfrihed, og gemytlich keit, det er det samme som vi danskere kalder hyggeligt, et ord som man påstår kun findes på dansk, men vi har oplevet det talrige gange, så er det jo lige gyldigt hvad man kalder det.
Så nu er vi meget spændte på om den storslåede naturoplevelse, er lige så god om sommeren, som om vinteren.
Det her foregår i et lidt mindre hæsblæsende tempo, når vi selv går op, det er nogle der mumler om at det ville være dejligt med en stolelift, bare en gang imellem.
Nu har vi fået nogle gode ømme muskler, så nu vil vi finde tilbage til gasthauset, og glæde os til et godt solidt aftensmåltid.
Se oversigten
Skrevet af Claus Frandsen
Hej hej dejlig vejr idag siger jeg til dem vi går forbi ,se børn en bænk skal vi sætte os der og nyde middagen ,ja nu er det jo ikke en hvilken som helst bænk vi har udsøgt os ,nej denne her ligger på den her dejlige bjergside med udsigt over Wagrain og over den super dejlige natur der er her og som alle andre sidder vi nu her og siger til os selv ,bare da at vi boede her ,så smukt og dejligt som det er her.
Vi startede imorges med at få os et rigtig dejlig stykke morgenmad og samtidig planlagde vi hvordan vores dag sådan ca skulle forløbe så vi fik mest ud af dagen ,da der er så mange muligheder her i dette dejlige land og især her i Wagrain , undervejs på vores tur idag var det slet ikke planlagt at vi skulle denne vej ,men hørte fra andre at på denne tur var der en fantastik udsigt og et flor af blomster ,så vi ændrede lidt på vores planlagte tur.
Nu skulle vi til at have vores dejlig smurte smørebrød ud af rygsækken og gud hvor vi nød dette øjeblik ,ja man skulle tror det var det sidste i vores liv ,men tænk sidde her og betragte denne vidunderlige udsigt og samtidig denne dejlige madpakke ,ja bedre kan man ikke få det og vi blev enige om igen at tage til Østrig ,ligesom vi er blevet alle de andre gange vi har været her.
Se oversigten
Skrevet af Camilla Lilleøre
Det var en kedelig og trist dansk forårsdag. Fam. Lilleøre var i gang med dette års sommerferieplaner. Debatten var høj, argumenterne var gode, billederne af de forskellige steder var smukke - men intet sted levede op til alle i familiens behov. Morens store lyst til at se smuk og ubeskrivelig vild natur. Storesøsterens trang til at udfordre sig selv måske med vandreture i besværet terran. Lillesøsterens hysteriske og vilde lst til badeland/vandland og sidst men ikke mindst kærestens lyst til ren afslapning i en lækker ferielejlighed. Man skulle tro at disse behov nemt kunne blive dækket på de fleste feriesteder og rejser, men enten havde familien allerede været der eller også var det bare ikke lige det helt rigtige sted.
Fam. satte sig tilbage i sofaen og sukkede dybt, så skete det, som et tegn …… fra et eller andet sted. Det store feriekatalog faldt ned fra sofabordet og landte på gulvet. Hele Fam. kiggede nysgerrig ned på gulvet for at se hvilken side bladet havde åbnet op på i faldet. De smilede alle der så de deres ferie for 2007. De jublede alle: "Turen går til Østrig".
Nu sad de så på det smukkeste bjerg, med den smukkeste natur i det vidunderlige østrig på en lille bænk på bjergskråningen. De nød det alle 4. Moren nød sin vilde natur mens hun tog en bid af den medbragte sandwich - lillesøsteren sad og tænkte på den vandrutschebane hun skulle ned og prøve senere på dagen, mens hun tog en tår af sin juicebrik - storesøsteren sad og så ned af den sti de havde vandret op af til denne bænk og kæresten smilede glad for han havde aldrig slappet mere af en han gjorde lige nu.
Og sådan gik det til at hele Fam. Lilleøre kom på en sommerferie i Østrig. Og hvem ved måske sidder de og nyder deres madpakke på den samme bænk igen til næste sommer.
Se oversigten
Skrevet af Annette Bruun
Det var sommer, jeg var 16 og jeg havde mødt en ung smuk mand på 17 i København, hvor jeg boede – han var fra Charlottenlund.
Vi var lige blevet kærester og vi var ikke til at fjerne fra hinanden – vi havde bare brug for at være sammen og nyde kærligheden, passionen alene med hinanden.
Da det blev vinter, skulle han på vinterferie med sin far, mor og søster og det var meget svært for os begge to at skulle undvære hinanden.
Han skulle til Østrig - til Wagrain – og det var ikke noget, man tog op til debat for måske at han kunne blive hjemme; nej – for det var en anden kærlighed, vi var oppe imod, nemlig familiens store kærlighed til Wagrain.
Jeg havde nok kørt igennem Østrig mange gange med mine forældre, men aldrig opholdt os dér, da vort mål var Italien eller Grækenland via Jugoslavien.
Jeg blev hjemme i Danmark med min mor, der lige var blevet alene, og prøvede at få det bedste ud af det med hende, mens jeg savnede og ventede på at min elskede vendte hjem til mig og vi igen kunne omfavne hinanden.
Jeg fik mange og lange kærlighedsbreve fra min dejlige kæreste, der savnede mig meget denne første ferie væk fra mig, hvor han var i Wagrain.
Da han kom hjem, havde han i Wien købt en gave til både min mor, som han holdt meget af og mig.
Mor fik en LP med Mozarts Klarinetkoncert og jeg fik Mozarts Fløjtekoncert, fordi jeg spillede tværfløjte. Det blev vi begge meget glade for.
Gennem de år der fulgte, mens vi var forlovet, tog familien og også min elskede stadig til Wagrain på ferier, indtil vi selv blev gift, fik 3 dejlige sønner og kunne rejse med dem.
Wagrain var i min mands familie blevet indbegrebet af vidunderlig ferie i smukke omgivelser med dejlige stunder med befolkningen og familiesammenhold, og jeg er den dag i dag overbevist om, at det var de bedste ferier, de nogensinde har haft sammen.
Når jeg husker det nu og ser på det med andre øjne, må jeg indrømme, at jeg nok var lidt jalous på Wagrain.
Se oversigten
Skrevet af Henrik Bonne Larsen
- Kom lad os sætte os her, siger jeg da vi er kommet til det kryds hvor et skilt viste vejen tilbage til Wagrain.
- Ja, Mathias sukker glad og lettet. Det var godt, vi kom ind på den rigtige vej igen.
Jeg nyder solen der er ved at gå ned over bjergene mod vest og smiler lidt for mig selv. Jeg kigger på Mathias og Emil. De er trætte, men også lidt stolte over, at de har klaret turen.
Det så ellers ikke så lovende ud i morges. De to drenge på 11 år var sure over, at ”de gamle” havde planlagt en vandretur i bjergene. De ville hellere i det store badeland endnu en dag, nu hvor vejret var så fint.
Da vi havde gået et stykke og stemningen stadig var dårlig, fik jeg en ide og førte os op ad en smal sti, og da vi havde drejet nogle gange, sagde jeg:
-Nu er vi vist faret vild. Jeg tog kortet frem og sagde, at jeg ikke rigtigt vidste, hvor vi var.
Først blev drengene endnu mere utilfredse, men ret hurtigt begyndte de at kigge på kort tage kending af solen, af bjergtoppene rundt omkring.
Jeg overlod kortet og styringen til dem. Det gik de op i med stor entusiasme. Orienterede sig i omgivelserne, mens vi vandrede, de diskuterede indbyrdes og med os, og korrigerede ruten hele tiden. De oplevede med ét den skønne og stille natur.
De satte tempoet, og det var ikke langsommere end det, de tidligere havde brokket sig over. Men nu var det dem der bestemte farten, de nød turen og den naturlige træthed, der efterhånden sneg sig ind på os alle.
Da vi rejste os for at gå det sidste stykke mod Wagrain, sagde Emil stille: Hvor skal vi vandre i morgen?
Se oversigten
Skrevet af Anette Eriksen
Far, mor og Elias på 6 år fra Danmark, er rejst til Østrig for far trænger hårdt til at slappe af sammen med familien. De bliver indlogeret i en rigtig hyggelig pension med udskåret træværk og masser af blomster.
De skal bare slappe af og har ingen faste planer. 2. dagen på deres ferie går de en tur i byen og de kigger betagede på bjergene rundt omkring. De ser et skilt med en stor pil på som peger mod X-bjerg og der er et billede af bjerget. Elias råber begejstret: Baaare vi kunne komme derop, kan vi ikke det ?? Mor smiler, og far siger at det nok ikke lige er så nemt.
I det samme ser far en bus komme kørende. På destinationen står: X-bjerg. Far tænker hurtigt: hvorfor ikke, vi står jo lige ved busstoppestedet.
”Hop ind” siger han da bussen holder. Bussen kører ud ad byen og nu går det opad i store hårnålesving. De kører med så langt bussen kører, og forhører sig hos den rare chauffør om hjemtransporten.
Så går de ud. Luften er vidunderlig, Elias snuser ind, der dufter af bjerg og blomster. De går ad en sti et meget langt stykke. Pludselig ser de en bænk, den er meget velkommen og de sætter sig alle 3 godt trætte i benene. De holder en lang pause hvor de snakker og også bare sidder stille. Heldigvis har mor nogle flasker juice med i tasken, for her er der kun den rene natur.
Se oversigten
Skrevet af Tilde Frederiksen
Ja, så sidder vi hér. Det er sidst på formiddagen og græsset stadig lidt fugtigt, det er ikke mange timer siden morgenskyerne og alperne lettede og lod solen fuldende det maleriske billede, vi lige bestemt sidder midt i.
Vi havnede her faktisk ved et tilfælde. Internettet bugner jo med tiltrækkende oplysninger om Østrigs herligheder og pludselig var interessen vakt.
Har været i Østrig mange gange før, men altid om vinteren på skiferie. Sommerferierne har som regel været henlagt til sydens sol, især da mine børn var små, for det var de eneste krav de satte for ferie: sol og swimmingpool – og is naturligvis! Tanken om at holde sommerferie i Østrig har altid været fjern, havde det lidt som mange fejlagtigt har det med Harzen – det er kun for pensionister… Men jeg skal love for at tiderne og måske mig selv (?) har ændret sig. Østrig overrasker virkelig. Vi har på denne tur ”pap-bonusbarnet” på 11 år med og fordi vi havde besluttet os for en kør-selv-ferie var afstanden hertil overkommelig med et barn i den alder. Og hun nyder det i fulde drag. Endnu er hun ikke i disko-alderen, det var nok ikke længe før den indfinder sig, men hun er stadig så meget barn, at der kan lokkes med aktiviteter såsom almindelig samvær med os, dyste med sin far i minigolf og så er der jo: ridning – især det sidste har været en stor oplevelse for hende. Hjemme rider hun et par gange ugentligt, men der er jo på en flad og støvet ridebane, så rideoplevelserne med turguide i alperne vil hun aldrig glemme, siger hun. Endnu er hun ikke skrap til tysk ej heller østrigsk, men den unge pige, der var leder på turene i går og forgårs, kunne godt forstå hende, da hun pludselig blev trængende…. At galoppere op at stejle skråninger på en rolig halvfed brun pony og spændt vente på hvordan udsigten er omkring næste bakketop – ja, det var helt fantastisk, sagde hun. (Faktisk sagde hun ”mega-fedt”...)
Så nu har vi en stille vandredag – min mand, tøsen og jeg og det er tid til at reflektere over livet på en bænk. Manden i mit liv ligger i græsset midt mellem vilde blomster og for mig ukendte græsarter og slumrer under kasketten fra Bornholm (!) Ænser ikke det fugtige leje. Pigen er i gang med den gamle leg med at pille blomster fra hinanden – ”elsker-elsker ikke”, håber det varer nogle år, inden hun endnu skal opleve den virkelige version af den leg! Og tænker lidt på hvordan kærligheden og manglen på samme i mange år fyldte hele mit liv. Og nyder nu for alvor tesen: Carpe Diem – grib dagen – for det gør man virkelig her. Det kan simpelthen ikke undgås. Nyder hvert sekund i denne smukke natur, gemmer hvert et smil fra pigen og fryder mig over hvert et kærligt klem som al den fred og ro tillader og sikkert opmuntrer ”ham” at give mig.
Nu rører han på sig, småhoster lidt og kigger frem under kasketten. Pigen kommer nærmere med en håndplukket blå-hvid-lilla buket til mig og jeg må hellere pakke rygsækken ud – ved at de begge elsker de knastørre ”semmeln” med panerede skinkesnitsler og salat – så nu er det tid til frokost i det grønne!
Se oversigten
Skrevet af Lars Wolff
Øjebliks sommerferiepostkort fra Østrig
Efter flere års skiferie i St. Johann i Tirol, har vi endeligt taget os sammen til at besøge Østrig om sommeren. Os dvs. vores datter på 9 år, vores søn på 15 år og så mor og far.
Vi har valgt at køre selv. Turen er lidt anstrengende med mange biler og varmt vejr. Men dette betyder alligevel ikke så meget, da vi er meget spændte på at se bjerglandskabet om sommeren uden sne.
Samt til at gense de restauranter og beværtninger vi kender så godt fra vinterferien og se om det er de samme søde tjenere, der også er der om sommeren. Hyggelige tjenere der genkender én og laver lidt skæg med børnene.
Vi er ankommet om morgen og skal bo samme sted som om vinteren, lige der hvor pisten plejer at ende ved ”Parasollen”. Ski udlejningen er naturligvis lukket og der var heller ingen sne (heldigvis).
Vi bliver mødt med et kæmpe smil, da vi træder ind i receptionen og gensynsglæden er stor.
Vi for talt lidt sammen og selvom der er enkelte østrigske gloser vi ikke kender, forstår vi hinanden.
Efter at have pakket ud, tager vi svævebanen op til toppen. Der er en del andre end os, men bjerget er stort nok til os alle.
At stå på toppen og nyde udsigten i korte ærmer og korte bukser (Ikke Lederhosen) er bare noget helt andet, end at stå der om vinteren i ski munderingen.
Ikke bedre – Ikke dårligere – Bare anderledes.
Vores datter finder en lille sti der går ned på bagsiden af bjerget. Her er en lille afsats med en bænk og 2 keramiske pingviner udført af en lokal kunstner.
Om vinteren er det helt dækket af sne og ufremkommeligt.
På et skilt står der: ”På dette bjerg er alle velkomne, både fra nær og fjern, ja selv fra Sydpolen”.
Vi føler os meget velkomne!
Vi sætter os på bænken og tømmer rygsækken, spændt på at se hvad vi skal spise. Vores værtinde har smurt nogle friske simmels med pålæg, østrigsk pølser af forskellige slags. Der er også et par boller med honning i til børnene. Det hele er meget delikat.
Vi har selv indkøbt lidt sodavand til børene og 2 lokale Dunkel Weisbier.
Her sidder vi så og nyder solen, bjerget, den friske luft, duften af et utal af blomster, maden og ikke mindst hinanden. Vi snakker, pjatter og ind imellem er vi blot tavse.
Dette bjerg og de omkringliggende bjerge og bakker virker meget større uden den hvide snekappe.
Det er den første dag i vores ”nye” sommerferie i ”Alpe-land” som børnene kalder det Østrig.
I morgen skal vi ned til ”vores” lokale bjerg beværtning. Her mødes vi hver dag i vinterferien kl. 10:00 med en del andre vi kender. Her plejer vi at få serveret varm chokolade (mælk fra kro fatters egne køer) (og lidt rom i de voksnes kopper). Men her i varmen bliver de nok nød til at byde os noget andet.
Det er en drøm af en ferie. Vores søn kigger i en turist brochurer og er begejstret over alle de ting man kan foretage sig selv der ikke er sne. Dertil en masse seværdigheder, hvoraf nogle skal ses i de kommende dage. Vi har kun 1 uge, så vi kan ikke nå det hele. Men vi kommer tilbage til vinter og måske igen næste sommer. Det bliver i hvert tilfælde svært at finde noget der har så mange facetter som Østrig om sommeren!
Nu bliver vi nød til at rejse os fra denne skønne plet, efter at have taget, jeg ved ikke hvor mange billeder. Solen er drejet og vi nu i skygge og mærker tydeligt den friske kølige bjergluft.
På vej tilbage til svævebanen møder vi andre turister samt enkelte lokale. Alle smiler og hilser høfligt. På vej ned i svævebanen sidder vi tavse og nyder mætheden, ikke kun mætheden af mad men af hele oplevelsen. Samt nyder at være et sted som tilgodeser et barn på 9,en teenager på 15 og så de forældre på 40.
På gensyn
Se oversigten
Skrevet af Lene Overlund Buhl
Nu vil jeg fortælle, hvordan mig og min familie endte på bænken og kiggede ud over den flotte natur og udsigt.
Vi var på tur i Østrig og ville på bjerg vandring, og det er der jo rig mulighed for i Østrig. Vi tog en svævebane op i bjergene, det var rigtig hyggelig, selvom vores lille hund syntes i starten, at det ikke var særlig sjovt sådan at svæve i luften, men efter et stykke tid faldt også den til ro.
Vi travede op af efter at have svævet op i 1500 m højde, men der var god stier. Vi havde, taget mad og drikke med, da vi ikke vidste hvor langt vi ville gå. På et tidspunkt trængte bene til hvile og alle var ved at være sultne og tørstige, så vi fandt bænken. Jeg fandt sandwich frem og de kolde vandflasker, da det slukker tørsten godt. Imens vi sad og nød maden, kunne vi høre bjælderne fra køerne der gik ned af bjerget, det var rigtig hyggeligt og vi havde svært ved at komme videre. Vi holdte pause i 1½ t inden vi gik videre op mod toppen. Da vi kom derop var der et hyggeligt lille gasthaus, hvor man kunne overnatte og vi fik lyst til at sove der, så vi spurgte om de havde et ledigt værelse og det havde de.Så vi overnattedeoppe i bjergene det var rigtig hyggeligt.
Næste dag gik vi tilbage og sad lidt på bænken igen og nød stilheden så man kunne høre de forskellige lyde der er i naturen.
Se oversigten
Skrevet af Ingrid Kjærgaard
Vi har været i Østrig i 3 dage - nærmere bestemt i Ohsdorf i Oberösterreich. Der bor nemlig Anita Fürtbauer og Anita er lærer på den lille "Grundschule" i byen der. Men helt tilfældigt kom Anita til Danmark i marts 2007 og besøgte min skole. Hun boede privat hos mig og deltog i undervisningen hver eneste dag. Hun var meget kreativ og vi lavede spændende aktiviteter med eleverne, bl.a. bagte vi "Liabstattherzen", en slags honningkager, som dekoreres flot og gives til en person, man gerne vil sige tak til. Det er en tradition, som kun kendes i hendes naboby Gmunden. I weekenden viste vi Anita Vesterhavet og de langstrakte jydske heder og hun var imponeret over den danske natur og vore træer, der tydeligt er mærket af vestenvinden. Shopping blev der selvfølgelig også tid til og Anita brugte mange penge, for dansk design kunne hun li'.
Ved afrejsen inviterede hun min familie til at komme på besøg - hun bor på en meget gammel gård og området i Oberösterreich kender vi ikke i forvejen. Derimod har vi tilbragt mange skiferier i Tirol.
Ja, og nu sidder vi på denne bænk og nyder udsigten. Glæder os over den klare luft, det lange view til bjergtoppe og mørke skovarealer, blandet med græsgrønne marker. Duften af sommerblomster og nyslået hø, den sagte bimlen fra køernes klokker og roen. Ingen larm fra biler eller moderne civilisation, bare fred!
Vi har en rygsæk med og vil nu nyde en frokostpause. Anita har pakket madpakken og jeg skal love for, at det ser lækkert ud: Der er hjemmebagt brød, hjemmerøget skinke og hjemmelavet pølse. Desuden er der diverse oste, fremstillet på nabogården, men ikke ringe af den grund, og selvfølgelig en lille flaske "Obstler" årgang 2005. Det smager fantastisk alt sammen. I termokanden er der frugtte og sirligt pakket ind i en fin serviet et stort stykke "Nusskuchen". Det er helt utroligt, så meget man kan spise, når man færdes i den friske bjergluft - men det smager pragtfuldt.
Efter en lang pause begynder vi at bevæge os ned af stierne, for vi har fået besked på at være tilbage på gården klokken 18.30.
Der skal nemlig være dansk middag med "rødgrød" til dessert.
Accommodations