En helt særlig vinteroplevelse: Hvordan en slædetur med huskyer viste sig at være en spændende rutsjebanetur af følelser, forventning og eventyrlyst midt i et fantastisk landskab.
Lige så nervøs, som jeg følte mig inden turen med slæden, lige så glad og fri følte jeg mig bagefter. Glad og tilfreds, men også fuldstændig udmattet – fysisk og psykisk – vendte jeg tilbage til lejren. Jeg var forpustet, mine ben var afkræftede fra aktiviteten, og de to hunde dampede af anstrengelse.
Min mand ventede allerede spændt på mig, da han stadig havde sin egen hundeslædetur til gode. Jeg spændte begge mine firbenede ledsagere fra slæden og fodrede dem. Kusken overdrev ikke: Sådan en omgang skaber et bånd mellem dig og hundene.
Så langt så godt. Et par uger senere, i midten af februar, skulle det begynde. Forberedelserne kunne starte: Men hvad havde jeg brug for? Man ved aldrig…
Hvad der skal med under alle omstændigheder:
Ja, jeg elsker lister.
Så tog vi - godt udrustet - afsted til Teichalm. Den morgen sneede det som en gal i Wien. Enhver, der nogensinde har oplevet en snestorm i en storby, ved, at alt kommer til at tage længere tid end planlagt. Kombinationen af manglende snekæder og snedækkede bjergveje gjorde turen meget spændende for mig - og udfordrede min mands store begejstring for at køre bil.
Vi opbrugte hurtigt den planlagte tidsbuffer og ankom 15 minutter for sent til slædeturen. Instruktøren var så flink og havde ventet på os. Nu, efter den turbulente tur, kunne jeg endelig slappe af og lade mit blik vandre over omgivelserne: Foran os var der et vidunderligt højt plateau i hvidt, fyrretræerne var dækket af is, luften var isnende kold og hundenes gøen viste, at de var lige så spændte som os..
”Man kan aldrig narre en hund, den kan mærke alt. Den kan nærmest læse tanker."
Lige så anspændt, som jeg følte mig i starten af turen, lige så glad og fri følte jeg mig hen mod slutningen. Efter en times tid påbegyndte vi hjemturen. Jeg bremsede forsigtigt og i god tid for at signalere til hundene, at vi nærmede os afslutningen på vores eventyr.
Glad, tilfreds, men også fuldstændig udmattet – både fysisk og psykisk - vendte jeg tilbage til lejren. Min mand ventede allerede spændt på mig, da han stadig havde sin egen hundeslædetur til gode. Jeg ønskede ham god fornøjelse, inden hans slæde begyndte at glide afsted. Til sidst hægtede jeg mine to hunde, Aisha og Akon, fra slæden. Jeg kløede dyrene, begravede mine fingre i deres varme pels, mærkede deres skælvende bryst. Taknemmelige for kærtegnene rakte de deres kolde snuder op mod mig. Det er en dejlig følelse at mærke deres tillid og påskønnelse. Som belønning gav jeg dem en portion foder, som de fortærede i stor fart. I virkeligheden blev jeg lige så rigt belønnet som de to huskyer.
Hundene var begge mætte og tilfredse, mens vores egne maver knurrede efter turen. Så vi gik til den nærliggende restaurant med et smil på læben. Med røde kinder fra solen, spændingen og kulden, forkælede vi os selv med en stor gryde med den lokale, styriske ret kasnocken. Der var stille ved bordet. Vi var bare glade. Sikke sådan en dag fuld af eventyr, motion, frisk luft - og en kærlighed til dyr - kan røre ved alle sanser.
Jeg er stolt af mig selv for at have overvundet mine egne grænser og kastet mig ud i eventyret. Enhver, der endnu ikke har prøvet en huskyslædetur, kunne i høj grad berige deres liv med dette udfordrende eventyr. Ja, nu er jeg selv en ivrig musher!
Det handler i højeste grad om ski og snowboard, men også meget andet. Vinter i Østrig er også hygge med venner og familie, wellness, kælketure, isklatring, vintervandring, paragliding, slædeture – ja kun fantasien sætter grænser!
Glitrende sne, flimrende lys og magiske skygger: På en fakkelvandring i Montafon forvandles omgivelserne til en troldskov.
