Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Spot på cyklingen i Zell am See-Kaprun

Cykelentusiaster af alle slags har noget at glæde sig til i Zell am See–Kaprun denne sommer, for her er der særlig fokus på cykling. Uanset om man er til kuperede mountainbike-ruter, udfordrende landevejsstrækninger, stejle downhillspor eller flade ture, der lægger op til hyggelig familiekørsel, finder man det.

Zell am See-Kaprun Summer © TVB Zell am See-Kaprun

Gletsjere, bjerge og vand – den østrigske ferieregion Zell am See-Kaprun byder på en smuk og uspoleret natur, der tiltrækker gæster året rundt. I dette naturparadis, som ligger ved Nationalpark Hohe Tauern, har både sportsfolk, familier og aktive feriegæster alle muligheder for en stor ferieoplevelse.
Helt centralt i området ligger den fire kilometer lange sø, Zellersee, malerisk placeret midt i et flot bjergpanorama, hvor der er udsyn til bjergtinder, som når op i mere end 3.000 meters højde. Den krystalklare sø indbyder til svømning, sejlsport, dykning og vandski. På land er det især cyklingen, der er populær, men også vandring, golf og klatring trækker gæster til.
 
Selve byen Zell am See ligger på en halvø, som rager et stykke ud i Zellersee. Den gamle bydel er således omgivet af vand på næsten alle sider, og en tur rundt i byen eller en forfriskning på en af de caféer, der har udsigt over søen, er meget stemningsfuld.
 
I fuld fart ned ad Kitzsteinhorn
Den specielle downhill-disciplin er de seneste år blevet meget populær. Masser af steder i Østrig har man anlagt spor, hvor der køres ned ad kringlede ruter i højt tempo, mens der hoppes over de forhindringer i form af sten og rødder, der dukker op undervejs. Også i Zell am See–Kaprun har man opført et komplet anlæg med tre forskellige nedfarter i forbindelse med Maiskogel-liften.
 
Vis liftkortet, hop ind og tag cyklen med op. På toppen kan man vælge mellem tre forskellige nedkørsler, der i sværhedsgrad spænder fra let, over middel til vanskelig.
 
Bachler-trail er den letteste af de tre nedfarter, og den er perfekt for begyndere. Sporet er fem kilometer langt, og det følger de naturlige stier, som er i landskabet. Man møder hverken vanskelige passager eller overraskende hop, så turen ned kan nydes.
 
Lidt mere udfordrende er det 3,1 kilometer lange Geißstein-trail, hvor det fra topstationen til afslutningen ved Häuslalm falder 500 højdemeter, så her kræves en vis portion erfaring og teknik.
Endnu mere udfordrende er det 7,6 kilometer lange Wüstlau-trail. Faldhøjden er på mere end 1.000 meter, og det er så stejlt, at turen kun anbefales til eksperter.
 
Cykler og sikkerhedsudstyr i form af hjelme, rygskjolde, bryst-, arm- og benbeskyttere kan lejes.
 
Sjov og udfordrende
Ligesom skiløberne har deres funparks, har også cykel-freeriderne deres bikeparks. Ved Maiskogel har man opført en bikepark med et areal på 2.000 kvadratmeter, og parken er udstyret med vilde hop, stejle kurver og broer, man kan springe ud fra på cyklen – hvis man tør! Der er naturligvis masser af udfordringer for de erfarne, men man behøver ikke være ekspert for at besøge parken. Der er flere lette og overkommelige ruter, og mtb-guider fra Kapruns Outdoor-center tilbyder både voksne og børn individuel træning.
 
Let at finde vej
Foretrækker man hyggecykling og naturoplevelser frem for højdemeter og adrenalinkicks, er der masser af muligheder. Turistkontorerne står klar med ruteforslag, og der informeres om ruternes længde samt sværhedsgrad, og seværdigheder undervejs er ligeledes angivet.
 
De seneste år har el-cykler – de såkaldte E-bikes – vundet stort indpas i Østrig. E-bikens indtog har pludseligt gjort det muligt for de mere modne aldersgrupper at komme ud i naturen og opleve bjergene tæt på. Via en lille batteridrevet hjælpemotor, der kan aktiveres, når det går opad, kan en E-bike klare krævende stigninger, der normalt er forbeholdt veltrænede cyklister.
 
E-bikes kan lejes forskellige steder i Zell am See–Kaprun-området, og på et fuldt opladet batteri er der til 60 kilometers kørsel. Dette rækker for de fleste, men skulle man løbe tør for strøm på turen, er en række ladestationer klar med hjælp til den videre tur.
 
Krævende tur over fire bjergtinder
Der er ikke bare tekniske downhillkørere og unge freestyle-vovehalse, der kan få sved på panden i Zell am See–Kaprun, for også dem, der vægter udholdenheden, har noget at se frem til det. Fra den 4. til den 7. juli 2014 afvikles det spektakulære etapeløb, Bike Four Peaks, og som navnet antyder, bliver der virkelig kørt i højderne på den krævende rute.
 
Deltagerne kommer ud på en 275 kilometer lang tur, der er fordelt over fire etaper, og undervejs skal 9.238 højdemeter overvindes. For ikke-professionelle betragtes eventen som et af sæsonens absolutte højdepunkter, og Bike Four Peaks regnes for at være Europas bedst kendte etapeløb for mountainbikere.
 
Find mere information på www.zellamsee-kaprun.com