Navigation Indhold Aktiviteter i Østrig

Masser af spændende vinternyheder i Østrig

Vi har fundet 5 vigtige vinternyheder fra Østrig. Læs om Restaurant Gaislachkogl i Sölden, SkiMovies i Saalbach Hinterglemm Leogang, en toptrimmet vinterpakke fra Schladming-Dachstein, superliften G-link i Wagrain-Kleinarl og om Deutche Bahns Autozug, som bringer hele familien (og bilen) sikkert fra Hamborg til Østrig.

 © Bergbahnen Sölden
Livsnyderi i over tre kilometers højde
Har man anlæg for højdesyge, skal man holde sig langt væk, men for alle andre venter denne vinter en unik gourmetoplevelse i Söldens bjerge. I 3.058 meters højde finder man Restaurant Gaislachkogl, der på alle måder er speciel. Arkitekturen er innovativ og futuristisk, udsigten gennem den kæmpe glasfacade fantastisk og det gastronomiske niveau højt. Deltag fx i vinsmagning i restauranten eller bestil en gang ”Østers & Champagne” på den store udendørs terrasse. Er man til gourmetmad, præger retter, som er tilberedt efter Alpine Cuisine-konceptet, det eksklusive spisekort. Læs mere på: www.soelden.com/


Få hovedrollen i din egen skifilm
Hvem har ikke lyst til at se sig selv stå på ski? Nogen har måske selverkendelse nok til at sige fra, men har man drømmen, kan den udleves flere steder i området Saalbach Hinterglemm Leogang. Både i Saalbachs Nightpark og ved Almbahn i Leogang har man etableret en SkiMovie-strækning, hvor man kan optage sig selv, mens det i fuld fart går ned over pisten. Ordningen er så populær, at der sidste år blev lavet næsten 60.000 optagelser, og klippet kan både have underholdende og praktiske formål. Via mobiltelefonen kan man sidde i højt humør på afterski-baren og underholde venner og familie med dagens klip, mens de seriøse skiløbere og snowboardere vil kunne bruge optagelsen til analyse og fejlretning. Læs mere på: www.saalbach.com

I Verdensmesterens skispor
Der kom stor fokus på Schladming Dachstein, da der i februar 2013 blev afviklet VM i alpint skiløb på områdets pister. Alt – lige fra liftsystemer, hoteller, pister og restauranter til p-pladser – blev toptrimmet til begivenheden, og mange mener, at Østrigs bedste pister p.t. ligger i Schladming Dachstein. Dét renommé lever man naturligvis højt på, og denne vinter tilbydes en unik skipakke til dem, der ønsker en oplevelse ud over det sædvanlige. Pakken ”Auf den Spuren der Weltmeister – På sporet af verdensmestrene” inkluderer tre overnatninger på Sporthotel Royer eller AQI-Hotel samt to-dages liftkort, men det rigtig spændende er, at medaljevinderen fra OL i Albertville, Michael Tritscher, personligt vil guide gæsterne rundt på VM-pisterne.

Kontakt Tourismusverband Schladming-Rorhmoos for at få fingrene i denne skipakke på office@schladming.at

Nu hænger det hele sammen
Wagrain-Kleinarl området, der er mange danskeres foretrukne, har op til den kommende skisæson foretaget en investering af de helt store. Helt præcist har man brugt 110 millioner kroner på et spektakulært byggeri, der vil gøre skilivet lidt lettere for vinterens gæster. Områderne mellem Flying Mozart- og Grafenbergliftene i Wagrain har hidtil været adskilte, og gæster har været henvist til shuttlebus. Men den tid er ovre, for med den nye superlift, G-link, er der skabt forbindelse tværs over dalen. I op til 235 meters højde svæver man på blot seks minutter fra det ene område til det andet, og kapaciteten er så stor, at liften kan fragte 1.300 passagerer i timen. Læs mere på: www.wagrain-kleinarl.at

Kom udhvilet frem og tag bilen med
Ønsker man at komme til Østrig med egen bil og på afslappet facon, behøver man ikke køre længere end til Hamburg. Her triller man om bord på biltoget og nyder et godt måltid mad, inden der krybes til køjs. Fra Hamburg tager Deutsche Bahn over, så mens der spares både kræfter og benzin, bringer toget i løbet af natten vinterens skigæster til Innsbruck. Herfra er der under en times kørsel til de forskellige skidestinationer. Er man blandt de meget hurtige, kan man være heldig at booke et Autozug Spezial-tilbud, hvor prisen for fører, liggeplads samt bil er på 99 euro. Yderligere passagerer betaler 60 euro. Læs mere på: www.dbautozug.dk