Kajakroning og kanosejlads om vinteren

Pssst! Her kommer nogle rigtige insider tips. Selvom vinterpadling teoretisk set er muligt på alle offentligt tilgængelige søer i Østrig, har de ikke alle en kajak- eller kanoskole tæt på. Desuden er det ikke alle skoler, der tilbyder undervisning om vinteren. Men det behøver ikke spolere morskaben! Det er erfarne vinterpadlere nemlig ikke afhængige af. Og måske har de ekstra udstyr, du kan låne. I hvert fald skader det ikke at spørge! Måske er det vejen til at kunne padle på fjerntliggende bjergsøer og få en endnu mere fortryllende naturoplevelse.

Skribent: Melanie Wachter

“Sejler du i kajak om vinteren? Her?” Sådan lød mit spørgsmål, da jeg så billederne for mit indre blik: Skælvende fingre, som klemmer om padlen, mens tænderne klaprer under den tilfrosne hjelm.

 "Klart! Hvorfor ikke?” lød svaret. Jeg var på vinterferie i Østrig og sad på stoleliften ved siden af ​​min skiinstruktør, som fortalte om, hvordan hun tilbragte fritiden i det billedskønne Tyrol.

 Kajak om vinteren?

“Kommer du ikke til at fryse?” Jeg har sejlet kajak i Nordengland nogle gange, men det så jeg som noget helt andet. Vores samtale fremkaldte gode minder om solrige eftermiddage i spejderlejren og skoleture til Semer Water i England. Her lærte mine klassekammerater og jeg at bruge padlen korrekt, og hvordan den såkaldte eskimorulle fungerer. Årtier senere, på en sommerferie i et engelsk søområde, løb jeg direkte mod søbredden. Jeg længtes efter at bruge nogle timer på vandet. Men selv i England var kajaksejlads så afgjort en sommersport for mig.

 Koldt vejr giver et nyt eventyr

“Nej, egentlig ikke,” svarede min skiinstruktør glad, da vi trak i håndtaget på stoleliften for at stige af. “Du har dit udstyr på – din tørdragt, dine handsker og et par lag tøj – det holder dig varm. Du skal prøve det! Koldt vejr stopper ikke det sjove. Det hjælper dig bare til at springe ud i nye eventyr.” Da mine ski ramte jorden, og jeg gled ud af liftens sæde, mærkede jeg den velkendte spænding før det første sving i sneen og tænkte ved mig selv: Hun har faktisk ret!

En vinterkajaktur

”Har du nogensinde prøvet havkajak?” spurgte den kajakinstruktør, jeg havde bestilt til dagen. Inspireret af min samtale med skiinstruktøren havde jeg planlagt en kajaktur på Achensee. ”Ja, men aldrig i Østrig. Og så afgjort aldrig om vinteren,” svarede jeg ærligt.

 Smilende bad han mig forberede mig på en helt særlig oplevelse. Jeg tjekkede lynlåsen på min tørdragt, stak hænderne i neoprenhandskerne og spændte hjelmen. Mens den venlige lærer forklarede mig alt om sikkerhed, forsvandt min frygt for forfrysninger og ufarbare søer. Fordrevet af spænding og nysgerrighed.

Udsigten over søen fik mig til at trække vejret

Foran mig lå en oase af ro. Da vi lagde fra land, skabte vores padleslag små bølger, der spredte sig helt over til den anden side af søen. De eneste hørbare lyde var fjern fuglesang og vores blide padlen. Bjergpanoramaet spejlede sig i det krystalklare vand, og jeg følte mig helt fri for distraktioner. Langt ude på søen. Langt væk fra mails og den evige trang til at skrolle gennem mit Instagram-feed. Vandets stilhed inviterede til at forlade hverdagen og nyde øjeblikket. Jeg tog helhjertet imod invitationen.

Achensee i Tyrol

Med en samlet længde på ni kilometer er Achensee den største sø i Tyrol, og jeg var mere end klar til at udforske den. Vi startede fra den lille skilandsby Achenkirch på den nordlige bred, hvor sne-kitere gled hen over den frosne overflade. De mindede om de kitesurfere, der boltrer sig her om sommeren. Jeg kiggede tilbage og kunne stadig se de farverige drager, der dansede hen over den klare blå himmel.

Vi padlede hårdt i retning mod Maurach på den sydlige bred. Efter et stykke tid henledte min lærer min opmærksomhed på Pertisau på vores højre side. Jeg kiggede ud over den spejlglatte overflade af søen. En fin dis havde lagt sig over vandet, og jeg nød udsigten over den idylliske alpine landsby. De maleriske træhuse lå som sovende dyr under et tykt tæppe af sne. Vintervandrere kunne anes i det omkringliggende område, mens de efterlod deres spor i sneen på vej til søen.

En uforglemmelig oplevelse

Jeg brugte noget tid på at nyde udsigten over bjergene, før jeg fokuserede på søen igen. Små glitrende isflager flød ved siden af ​​os i vandet, yndefulde som svaner. Jeg havde sjov med – ikke helt uden støj – at slå dem i småstykker med min padle. Da det var tid til at ro tilbage, var min frygt for lumske isbjerge kun et fjernt minde, og jeg kunne ikke lade være med at føle en vis stolthed over mig selv. Jeg tog imod udfordringen og blev belønnet med en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Mere sommersport om vinteren

Den aften mødte jeg min feriegruppe i en hyggelig bjerghytte til middag. Mine venner bombarderede mig med spørgsmål. Frøs du? Kæntrede du? Var det svært at bryde gennem isen? Alt imens min skiinstruktør kiggede på mig med stjerner i blikket. Jeg besvarede hendes spørgsmål først: “Var det sjovt?” - “Absolut,” bekræftede jeg. ”Jeg kan næsten ikke vente til næste gang. Det bliver en flodkajaktur på Lech."

”Ja, det er en god idé. Også til skiløb. Og der er også et frosset vandfald, du kan bruge til isklatring.” “Ja, det har jeg hørt om!” indskød en af ​​mine venner, som er en ivrig klatrer. "Det ville være fantastisk at prøve det."

Jeg smilede. Noget sagde mig, at mine vintereventyr med alt det, man normalt tænker på som sommersport, kun lige var begyndt ...

Skribent: Eleanor Moody