Fakler i sneen: Med ilden på en rejse ind i os selv

Forfatter: Christina Zarnhofer

Det er en stjerneklar januaraften i Pillerseetal i Tirol. En hvid dyne af sne dækker landskabet. Luften er tør og kold. Vores ånde danner små hvide skyer foran ansigtet, men heldigvis giver flammen fra vores fakler en lille smule varme. Siden vi forlod udkanten af Waidring har faklerne været vores eneste lyskilde i mørket. Fra oven må det se ud som om en lysende orange slange baner sig vej gennem dunkelheden. Det føles som om vi rejser længere og længere tilbage i tiden for hvert skridt, vi tager. For allerede for 100.000 år siden, kort tid efter opdagelsen af ilden, har vores forfædre bevæget sig gennem vinternætterne på samme måde.

Sneen knirker stille under vores støvler, da vi begiver os op ad bjerget gennem den snedækkede skov. Der er helt stille. Det eneste, man kan høre er lyden af vores skridt. Selvom vi er en gruppe på 8 personer, er der ingen, der siger noget. Vi fokuseret på flammen i vores fakler, som kaster bløde skygger på de omkringstående træer. I det dæmpede skær fra faklerne ligner træerne kæmper, som strækker sine sneklædte arme op mod himlen. Og et blik op på nattehimlen er overvældende: Da vi træder ud fra skoven, glimter utallige stjerner på himlen over os. "Det er godt nok længe siden jeg sidst har set sådan en smuk nattehimmel", er der en i flokken, der ærefrygtigt hvisker.