Med ét ben solidt plantet i Østrigs bjerge: Andrea Fürstaller og kærligheden til naturen

Resiliens er et psykologisk udtryk for, hvordan man kan møde vanskelige situationer i livet. På dansk betyder det noget i retning af modstandskraft. Begrebet stammer oprindeligt fra fysikkens verden og beskriver den egenskab, vi kender fra et materiale som gummi: Det vender tilbage til sin oprindelige form efter ydre påvirkninger. Ifølge Jana Goldmann er det psykologiske modstykke til det elastiske gummi at ”finde sig selv igen efter en krise i stedet for at drive væk fra sig selv. Du kan håndtere dine egne styrker og ressourcer på en måde, så du igen kan leve et fuldt og godt liv.” Et vigtigt aspekt her er accept: ”Når der er sket noget frygteligt, skal du ikke tænke: ’Hvorfor i himlens navn kommer jeg dog ud for disse forfærdelige ting!” I stedet skal du erkende: ”Ja, der er sket noget forfærdeligt, men hvordan kommer jeg videre? Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?” siger Jana Goldmann.

Det at arbejde bevidst hen imod dine mål og at gøre dig det klart, at du kan nå dem gennem din egen indre styrke, kalder psykologer som Jana Goldmann for ”self efficacy”. Der findes ikke en god dansk oversættelse, men det handler om at tro på sig selv og sin egen formåen.
Andrea handlede ikke med psykologiske begreber i baghovedet, men det, hun udøvede, var faktisk netop ”self efficacy”: "I stedet for at tænke: 'Jeg er kontrolleret', tænkte hun: 'Jeg kan tage kontrol over mit liv; jeg kan gøre noget for at gøre bestemte ting bedre."
Andrea foretrækker dog selv at beskrive sin modstandsdygtighed som god gammeldags stædighed: "Jeg tænkte: Nu, uanset hvad! Nu gør jeg alt lige så godt som før, hvis ikke bedre. Så jeg begyndte at danse igen. Og at klatre, løbe og ride. Den stædighed hjalp mig meget. Også selvom det ikke altid er lige let for min familie at håndtere,” tilføjer hun med et grin.

Selvfølgelig kan Andrea stadig ind i mellem føle sig trist. Der kan være noget bittersødt ved vandreturene i bjergene, fordi de får hende til at tænke på tiden før ulykken. Hun nyder stadig at vandre, men forhindringerne er sværere at overvinde. Hun når hurtigere sine grænser. Her hjælper det ofte at tilsætte det hele en knivspids sort humor: "Du skal være i stand til at grine ad dig selv. For eksempel når jeg muger ud i hestestalden, og protesen giver efter, så jeg ligger midt i hestemøget," griner hun. Eller da hun halvandet år efter amputationen besluttede at klæde sig ud som sørøver til et karneval. Hendes kæreste lavede et meget autentisk træben til hende med en flaske rom gemt i et hulrum. Jack Sparrow ville have været stolt.