
Innsbruck Altstadt
Innsbruck Tourismus
/ Christof Lackner
media_content.tooltip.skipped
Innsbruck viser sig fra sin bedste side, når du ankommer. Den mægtige gamle bydel med sine gyldne tage, barokke kirker og middelalderlige huse, omkranset af den imponerende bjergkæde Nordkette.
Universitetsby, sportsby, kulturby ... Innsbruck har mange facetter. Byen er omgivet af fantastiske bjerge, hvilket giver en helt særlig stemning. Det mest imponerende syn er Nordkette, der tårner sig op bag byen, og som er indgangen til det populære vandreområde Karwendel. Nordkettes grå bjergtinder i mere end 2.000 meters højde kan nås på kun 20 minutter fra byen via "Nordkettenbahn".
Innsbrucks ca. 150.000 indbyggere elsker byen, fordi den ligger så tæt på bjergene og naturen, men stadig tilbyder alt, hvad en storby skal. Byens centrum bærer præg af middelalderen og Habsburger-tiden. Den gamle middelalderby er fyldt med idylliske svalegange, velduftende gadecaféer og restauranter, og du vil helt sikkert nyde at slendre gennem gaderne. Midt i byen, ikke langt fra strøggaden Maria-Theresien-Strasse, glitrer "das Goldende Dachl" (det Gyldne Tag) i solen og vidner sammen med det kejserlige slot Hofburg om byens forhistorie som kejserby.
Uden for centrum blander den gamle arkitektur sig med ny og moderne arkitektur, og giver Innsbruck endnu en facet. Fx har stjernearkitekten Zaha Hadid designet futuristisk udseende bygninger som Bergiselschanze og Hungerburg-liftens stationer. Men mange andre moderne byggerier, som fx Kaufhaus Tyrol, Rathausgalerien eller nogle af universitetets fakulteter blander sig med den gamle arkitektur og giver byen et ekstra skud charme.
Den brede vifte af kulturelle og musikalske tilbud, som f.eks. Innsbrucks festival for gammel musik, er sammen med det smukke landskab med til at gøre Innsbruck til et rejsemål, der byder på noget for enhver.
Innsbruck ligger ikke kun flot placeret med bjergene omkring sig, men bymidten ligger mellem Inn- og Sill-floderne, som giver byen masser af rekreative parker. Især Inn-promenaden og Rapoldipark er populære grønne områder blandt lokalbefolkningen. Tager du en gåtur gennem byens strøggade, Maria-Theresien-Strasse, kan du ikke kun nyde godt af de mange shoppingmuligheder undervejs, men også den charmerende arkitektur. Midt på gaden står den flotte Annasäule, som er et af byens bedste fotosteder med de farvede huse og Karwendel i baggrunden. Det sjove er, at det faktisk slet ikke er Skt. Anne, der står på toppen af søjlen, men derimod jomfru Maria. Oprindeligt hed søjlen også Mariasäule, men den blev indviet på Skt. Annes dag, og det prægede navnet så meget, at søjlen måtte skifte navn.
Af andre must-sees i den indre by kan nævnes bytårnet, triumfbuen og Helblinghaus, som er et af de smukkest udsmykkede barokhuse i Innsbruck. Nævneværdigt er naturligvis også det Gyldne Tags 2.657 forgyldte tagsten, som glitrer lystigt i solskinnet, den prægtigt udsmykkede domkirke samt kejserpaladset Hofburg og Hofkirche. Er du sukkersulten, kan du i øvrigt købe en sød variant af en af de gyldne tagsten hos konditorierne Munding eller Zimt & Zucker.
Har du børn med, er en af byens bedste attraktioner Alpenzoo, som er specialiseret i det alpine dyreliv. På lidt over 4 hektar kan du se ca. 150 forskellige dyrearter, som er hjemmehørende i Alperne, fx los, gemser, ulve, brune bjørne, urhøns, kongeørne, frøer, fisk og reptiler.
Både Innsbruck og nærområdet er ideelt til forskellige sportsgrene, og ligesom byen flere gange har skrevet sig ind i OL's historie (byen har bl.a. været vært for vinter-OL i 1964 og 1976, og senere hen også ungdoms- og børne-OL), har flere større sportsevents også fundet sted her gennem tiden. Det gælder fx VM i klatring og VM i landevejscykling i 2018.
Om vinteren er byen et ideelt udgangspunkt for skiløb, snowboarding, kælkning, skøjteløb, sneskovandring, turskiløb og vintervandreture. Om sommeren kan du se frem til populære vandreområder, som fx Naturpark Karwendel, Patscherkofel, Mieminger-bjergkæden, Kalkkögel, Sellraintal og Stubai-Alperne, fede cykel- og mountainbikeruter, paragliding, klatring, afkøling i en bjergsø og meget mere.