Oplev solopgangen på en bjergtop

Det gryer. Vi kan langsomt begynde at se konturerne af fyrretræer, træhytter og ujævne klipper. Dalen er skjult under et blødt skydække. Den natblå himmel klarer op og bliver lysere. Bortset fra vores skridt og lyden af vores vejrtrækning er det helt stille - kun nu og da rasler noget i krattet. Vi møder en gruppe gemser. Dyrene kigger forbløffet op, ser kort på os og forsvinder hurtigt blandt træerne.

Vi startede vandreturen midt om natten med pandelamper. I mørket ville vi nok ikke have fundet den smalle sti gennem skoven, over engene og op til toppen uden vores bjergguide. Der er 800 højdemeter op til Mondspitze i Brandnertal i Vorarlberg. Mine to børn og jeg nåede toppen på 1.967 meter lige i tide til solopgangen, svedige og forpustede og vi var overvældet. Ikke over det, at vi havde valgt at stå så tidligt, og heller ikke over det, at vi nærmest var løbet op ad bjerget i to og en halv time. Men overvældet over den smukke morgen på bjergtoppen. Himlens farver var fantastiske og skiftede fra gul til orange og så til rød. Vi fik en uforglemmelig 360-graders udsigt over de imponerende bjergtoppe i Schweiz, Liechtenstein og Østrig.

Følelsen af at stå der oppe glemmer vi aldrig.

Oplevelser som disse glemmer man aldrig. Danske lykkeforskere har fundet ud af, at gode minder udløser positive følelser. Også lang tid efter selve oplevelsen vil du føle dig godt tilpas, når du tænker tilbage på de gode minder. Vi gik turen op til Mondspitze for tre år siden, og hver solopgang får os til at huske de første varme solstråler, stilheden og udsigten. "Kan du huske gemserne / dådyrene / murmeldyret / grævlingen ...", siger mine børn nogle gange. Vi så alle disse dyr på vores vej op til toppen. Vi husker tilbage på denne oplevelse med et stort smil - også den dag i dag!

Jeg var også på sådan en uforglemmelig tur med mine forældre. For mere end 40 år siden var vi på vandretur sammen i Dachstein-bjergene. Vejen til Schilcherhaus på Gjaidalm var lang, alt for lang syntes jeg som barn. ”Sikke en dårlig tur,” stønnende og prustede jeg hele tiden og var misundelig på min lillesøster, som sad i bærestolen på min fars ryg. Det var kun køerne, som vi mødte på vores vej og udsigten til at spise en Kaiserschmarrn oppe på hytten, som kunne løfte humøret. Når jeg tænker tilbage på vores ture, så er jeg glad for, at mine forældre ignorerede mit brokkeri og blev ved med at tage os med op i bjergene. Ellers ville jeg savne disse minder i dag.